
Kan naturvidenskab og kristendom tale sammen – uden at miste deres egen stemme? Og kan de sammen sige noget væsentligt om sandhed i en tid, hvor sandheden ofte opleves som både omstridt, fragmenteret og foranderlig?
Med udgangspunkt i sin bog Fra lys til liv udfordrer atomfysiker Jens Olaf Pepke Pedersen forestillingen om, at tro og viden nødvendigvis står i modsætning til hinanden. Naturvidenskaben søger sandhed gennem observationer, teorier og efterprøvelse, mens kristendommen taler om sandhed som noget, der også angår mening, ansvar, håb og menneskets forhold til Gud.
Foredraget tager os med fra kosmologi og fysik til teologi og livserfaring – og spørger, om vi bevæger os mod en ny sandhed, eller snarere har brug for at genopdage, at sandhed kan have flere dimensioner.
Jens Olaf Pepke Pedersen er ph.d. i fysik og seniorforsker ved Danmarks Tekniske Universitet, hvor han arbejder med klimaændringer og rumvejr. Han har tidligere været ansat ved Aarhus Universitet, Københavns Universitet samt CERN. Han er redaktør for tidsskriftet Kvant.