Jeg talte her for ganske nylig med en mand på omkring de fyrre, der beskrev, hvordan han som helt ung havde en stor trang til at trodse autoriteter. Samtalen er ude i offentligheden, så jeg kan roligt henvise til den. Han brød sig generelt ikke om at være lydig og forsøgte på alle måder at modsætte sig både skolelærere og andre voksne og endda Gud selv. Jeg bemærkede, at sidstnævnte vel næppe lod sig påvirke synderligt af det, men det faldt ham bare mest naturligt ikke at adlyde nogen. Jeg kan udmærket genkende følelsen, og vi talte om, hvordan den trodsfølelse egentlig skal forstås. Jeg vil gerne have mere indsigt i det, da jeg nemlig er overbevist om, at mennesket er nødt til at lære at adlyde for at kunne finde sig til rette i verden. Der findes en bestemt – vigepligt, kunne man vel nærmest kalde det, der er afgørende i ethvert menneskeliv, og vi må prøve at komme til klarhed over, hvad det vil sige at adlyde.
Lad os undersøge sagen sammen med de to personer, der ved byen Sykar møder hinanden og falder i snak ved brønden. Jesus og en lokal kvinde, der her hører om det levende vand, kilden til evigt liv og oplever, at Jesus – denne fremmede mand – ved, hvem hun er, og hvordan hun lever. Hun opdager, at det faktisk er selve Frelseren, hun står overfor, den længe ventede Messias, hun er blevet opsøgt af Ånd og sandhed og kan nu bære alt dette med sig overalt, hvor hun går. Hun behøver ikke tage til Jerusalem eller et andet kultsted for at møde Jesus, for den, der tror på hans ord, er altid sammen med ham. Den sande tilbeder behøver ikke gå klædt på en bestemt måde eller adlyde daglige påbud og leve tilsyneladende korrekt, for nok bemærker Jesus lidt spidst, at kvinden roder rundt med lige lovlig mange forskellige mænd, men det gør hende ikke uværdig. Ja, man kan ligefrem få den tanke, at kvindens kulørte privatliv fremhæves for netop at understrege, at Jesus ikke dømmer et menneske på dets livsstil, men blot opfordrer enhver til lydigt at tilbede ham.
Forleden blev der igen sagt nogle ord, der inspirerer til tanken om, hvad lydighed er. Og hvem og hvad vi skal være lydige overfor. Sætningen er nærmest blevet til et kendemærke for vor tids diskussion om religionens plads i samfundet, og den lyder sådan her: ”Gud har vigepligt, hvis religion og demokrati støder sammen”. Senest optrådte den i statsministerens nytårstale, og mange har nok regnet ud, at den primært er opfundet, fordi nyere tids erfaring med islam i den vestlige verden gør det klogt at fremhæve den sekulære orden, der her har hersket så længe. Og ifølge hvilken man ikke blot kan bøje landets lov efter religiøs tro. En tidligere formulering, der også har sat sig fast – ”religion er en privat sag” fra 2006 inspireret af Muhammedkrisen – tjente også til at minde om, at religiøs overbevisning ikke skal undergrave et samfund eller bringe den troende i vred og måske lidt offerdyrkende opposition til landet, man bor i. Med denne stræben efter at holde religionen i skak, tildeles Gud altså i meget generelle vendinger vigepligt, når det religiøse kolliderer med demokratiets regler. Man forstår intentionen, men der er ikke desto mindre nogle problemer forbundet med ordene om, at Gud har vigepligt.
Inden vi kommer til dem, skal det først siges, at man jo blot behøver kaste et enkelt blik ud i verden for at indse det ulyksalige ved at blande religion og samfundsorden så meget sammen, at man vil regere et folk efter rigidt religiøst citat. Præstestyret i Iran demonstrerer det meget klart, og vi oplever nu, hvor farligt det kan være at modsætte sig de skræmmende regler om kvinders tildækning og meget andet. Men mange vil ikke adlyde mere, og efter sigende henrettes folk i stort antal for en frihedstrang, der ellers fortjener at blive belønnet. Nogle autoriteter skal bare trodses, herunder diktatoriske ayatollaher – og også for den sags skyld, præsidenter med et såkaldt ”psykologisk behov” for at underlægge sig nyt land. Verden er fyldt med autoriteter, der ikke blot skal adlydes, og når jeg indledte med at sige, at mennesket skal lære at være lydigt, skal det i samme sekund siges, at der i nogle tilfælde virkelig er brug for trods, hvis ikke brutale og måske endda onde kræfter skal fylde for meget. Derfor diskuteres det, hvordan vi i Europa bedst byder modstanden trods, og derfor krydser man fingre for modige mennesker ude i verden, der ikke mere vil lade sig tyrannisere. Nogle jordiske regimer bør have en ende, og det kan godt være, at deres herskere hævder at have en guddom på deres side, men religiøse dogmer må vige, når de undertrykker mennesker. Jesus gør gang på gang dette klart i Det Nye Testamente.
Lydigheden skal kendes ved vores samvittighed og ikke ved stive regler og ydre tegn, som også kvinden ved brønden gennem sit møde med Jesus får færten af. Hun lærer her, at den sande tilbeder bærer Gud med sig overalt som en indre forvandlende magt, og i dét øjeblik, man er genkendt, som kvinden genkendes af Jesus, der synes at vide alt om hende, er der ingen vej tilbage. Hermed kan hun ikke lade som om, at hun ikke er det fejlbarlige menneske, som han ser, for i mødet med Guds søn, der modsat os kan tilgive alt, gennemskue alt og elske uden selviskhed, ved man, hvilket selvkredsende væsen, man selv er. Man ved, hvor meget kærlighed, man endnu ikke har givet og derfor skylder væk, og den Gud, der åbenbarer noget så vigtigt for én, kan naturligvis ikke have vigepligt. Nu vil nogen nok – heriblandt måske endda statsministeren – mene, at jeg nærmer mig punktet, hvor der banes vej til religiøs fanatisme og risiko for negligering af et lands love og normer. For hvis Gud aldrig har vigepligt i menneskets samvittighed, kan man vel føle sig berettiget til med sin religiøse overbevisning at nægte at adlyde landets love. Det lyder unægtelig som opskriften på lukkede miljøer med parallelle retssystemer og foragt for historisk tradition og offentlige instanser. Er det ikke rigtigt, at Gud må vige, for at samfundet kan fungere?
Jo. Og nej, så enkelt er det ikke. I det muslimske Iran – jo, her er det indlysende. Men ved dette punkt skal vi huske noget helt essentielt angående kristendommen, nemlig, at den ikke som lovreligionerne rummer de mange regler, der så nemt kolliderer med verdslig orden. I stedet har kristendommen helt fra begyndelsen rummet det sekulære – altså, en opdeling mellem det hellige og profane, kirken og staten, der aldrig kan blive ét. Hvis et kristent lands lov modsiger ens samvittighed, skal man derfor – så vidt man formår – alligevel adlyde den lov, fordi det religiøse har vigepligt, og jeg må nøjes med at praktisere min tro på en måde, der ikke undergraver det fælles. Så langt så godt. Men – og dette er det afgørende – samvittigheden kan jo ikke sættes ud af kraft og må i nogle tilfælde trodse loven, hvilket nogen for eksempel erfarede i 1940, da regeringen befalede befolkningen at acceptere den tyske besættelsesmagt. Det fik præst og digter Kaj Munk til i trods at hæve stemmen og skrive dette om nazisterne: ”Har vi ikke hørt dem raabe deres heil og hail og hil, hver for sin, som om der ingen anden var i Verden til! Men jeg kender en Regent, mod hvis Hyldest alle andres kun er kummerlig bevendt…” Hitler er ikke Kaj Munks myndighed, for Kaj Munk kender sin Regent, han kender Gud – eller rettere, Gud kender ham, som han kender kvinden ved brønden – og forpligter hans samvittighed, så han undtagelsesvis må trodse sin egen regering. Det er altså ikke entydigt sandt, at ens kristne tro aldrig kan blive filtret ind i samfundets love og anliggender, for inden i os har Gud aldrig vigepligt, og øjeblikke kan opstå, hvor man må være ulydig mod staten og lydig mod den af Gud nedlagte samvittighed. Civilt ulydig, som det jo også kaldes.
Fjerner man den omstændighed, opløser man den enkeltes etiske dømmekraft, der ikke må afskæres fra guddommeligt hensyn. Vi lever i et kristent land og dermed i frihed til at vurdere selv, men altid i et forhold til Gud, og den franske oplysningsmand, Voltaire, der ellers forholdt sig yderst kritisk overfor kirken og præstestanden, mente ifølge Tom Holland i bogen Herredømmet, at: ”En vis fornemmelse for det guddommelige var nødvendig, hvis ikke samfundet skulle falde fra hinanden.” Og Voltaire sagde de berømte ord: ”Hvis Gud ikke eksisterede, ville det blive nødvendigt at opfinde ham.” Gud findes altid i vores bevidsthed, og det er i høj grad gennem troen, at man – som Kaj Munk – vinder styrke til at sige autoriteten imod, når den virkelig er på afveje. Gud har aldrig vigepligt i mig, for mens jeg ér forpligtet på mit lands love og de fælles normer, er og bliver min største myndighed – min egentlige Regent – Jesus selv. Dette erkender mange af os kun gradvist, og når både jeg og manden, som jeg nævnte i indledningen, tidligt mærkede dyb trods overfor autoriteter, afslører det en basal modvilje mod at være den ydmyge, der adlyder. Til sidst i vores samtale fortalte han imidlertid, at også han med tiden er kommet mere fri af sin trods overfor det guddommelige. Før eller siden tager denne erkendende bevægelse bolig i de fleste, idet man indser, at det jo er mig, der har vigepligt – pligt til at vige for medmennesket i næstekærlighedens navn. Og med tiden lærer man også, at det slet ikke, når det kommer til stykket, er ydmygende at adlyde, for gennem lydighed lærer man nemlig ikke blot at give. Man lærer også som den lille at tage imod det, som ens liv i sidste ende står og falder med. Nemlig, Guds nåde.
Alle mine kilder skal være hos dén – Guds nåde, og derfor siger Jesus til kvinden, at han bringer hende det vand, der giver evigt liv. ”Giv mig det vand”, siger hun, ikke videre skarpt og forstår endnu ikke, at Jesus ikke taler om rigtigt vand, men om den tro, der knytter enhver til ham. Men også hun er på vej til at forstå det – at Jesus bor i vores samvittighed, hvilket vi skal huske, hver gang vi hører tidens tale om, at Gud har vigepligt. Jesus er trådt ind i verden og viger aldrig igen fra dén eller fra os, så samtidig med at vi lever med landets lov og orden, lever vi med Guds søn som det vigtigste forhold, der findes. Som kilden til den dybeste selverkendelse og et liv i lydighed mod hans ord og dette sted og dem, der bor her. Alle vores kilder skal være hos ham, og vi skal leve i tillid til, at Jesus står lige ved siden af og aldrig viger fra ens side. Ikke her på jorden. Ikke i Guds rige. Aldrig. Amen.
Salmer: 3-337-396-441-411-7
