Det er ikke så tit, det sker, at djævelen er på dagsordenen i det daglige. Når det djævelske viser sig, er reaktionen oftest, at man tager afstand, vender ryggen til, eller helt ignorerer, at her er en djævelsk ondskab på spil. Men her i kirken er djævelen et fast punkt på dagsordenen, hver søndag. Det er, når vi synger trosbekendelsen sammen, som vi gjorde før. Her er det første, der lyder, forsagelsen af djævelen og alt hans væsen. Oprindeligt lød forsagelsen kun ved dåben, og det er Grundtvig, som indfører den i gudstjenesten. Han siger, at den skal være der som en krigserklæring mod djævelen. En krigserklæring, som skal lyde hver gang, vi fejrer gudstjeneste.
I dag er Grundtvigs ord forsat gyldige, og vi kan bruge forsagelsen som en krigserklæring mod al ondskab, vold og krig. Men der er ikke tale om en krig, der skal føres ud fra en veltilrettelagt strategisk militærplan. Krigen, der skal føres, kræver heller ikke våbenindustriens skarpeste våben, eller en hær af toptrænede soldater. Det er os, og alle der deler den kristne tro, der skal fører krigen mod djævelen, og det stærkeste våben, vi har er vores vilje til at holde fast i Guds levende ord, som Jesus kommer med.
Vi lever i en tid, hvor der er en stor tiltro på det gode i mennesket. Det er både vigtigt og godt at anerkende godheden i os, men hvis vi stirrer os blinde og overser, at ondskaben også kan finde vej ind i os mennesker, så bliver det farligt. Vi skal turde bevæge os ind i det indre mørke, og afsøge, om det onde findes her. For det er vigtigt ikke at bagatellisere eller ignorerer ondskabens tilstedeværelse.
I dag fejrer vi tredje søndag i fasten, og her er der ekstra fokus på det djævelske, når Jesus siger: “I har djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster.” Det er hårde ord, som afspejler, at her er alt på spil. Her er det nødvendigt at tale med meget store bogstaver for konsekvensen er fatal. For hvis vi vender os væk fra den sandhed, Jesus kommer med, så risikerer vi, at det onde får frit spil.
Her i fastetiden handler det netop om at rette sit fokus mod Gud og høre hans ord. Det er tiden, hvor vi skal vende blikket indad, udad og opad. En retning indad, hvor vi søger at finde ind til Gud i det indre i vores hjerter. En retning udad, hvor vi følger de veje Gud udstikker over alt på jorden og i relation til andre mennesker. Og en retning opad, hvor vi kan finde ind til Gud i det himmelske.
I dag kæmper Jesus med sine hårde ord for at holde vores fokus rettet mod Gud. Hans kamp handler om at holde os mennesker på Guds side. Det er en kamp mod det onde, og derfor slår han hårdt ned. For kampen står mellem Jesus og djævelen, og Gud har netop sendt sin søn til verden, fordi han ved, at vi mennesker er hjælpeløse over for det ondes magt. Gud ved, at vi er som insekter fanget i et spindelvæv, når vi møder ondskaben. Vi har brug for Guds kraft, som kan overvinde det onde. Den kraft giver Gud os med Jesus, som er vores forsvar mod det djævelske og vores frelse fra ondskab.
De kontante ord, som Jesus møder os med i evangeliet, er en øjenåbner. For vi har brug for at få åbnet øjnene, når djævelen er på spil. Det djævelske har nemlig mange forklædninger og skjuler ofte sit indre væsen bag forførende eller løgnagtige ord og skikkelser. Nogle gange ses djævelens inderste væsen tydeligt, andre gange er forklædningen spidsfindig, og dækker over ondskaben og løgnen, så man kan komme til at overse det djævelske, når det viser sig.
Man skal ikke begive sig mange skridt uden for Jesuskirken, før man står på en kampplads mellem Kristus og det onde. Skråt over for kirken står en sort og kantet metalkrop, der troner på sit forhøjede fundament af granit hen over hækken. Spidse horn i panden, en grådig tilspidset mund, stirrende glubske øjne med et blik, der har fuldt fokus på sit mål. En stor sort udstrakt metalklo strækker tre skarpe klør ud i luften, og rækker ud efter Kristus på korset, der hænger nogle meter væk.
Det er trolden, som står på kirkepladsen skråt over for kirken. I en årrække var den væk, men kom så tilbage for mere end tyve år siden og er nu ejet af Jesuskirken. Det var oprindeligt Carl Jacobsen, som har bygget Jesuskirken, der insisterede på, at den djævelske trold skulle stå tæt på kirken og række ud efter Kristus. Carl ville dengang, da kirken stod færdig, have haft trolden placeret endnu tættere på, men den daværende præst modsatte sig, og Carl måtte indvilge i, at trolden kom på en lidt mere behørig afstand. Trolden har igennem årene været opfattet som en provokation og skabt forargelse, men den spiller en væsentlig rolle til hver en tid i vores virkelighed.
Da jeg i efteråret stod med kirkens konfirmander foran trolden, og vi snakkede om ondskab satte hans skikkelse gang i mange billeder af hvor, og hvordan det onde viser sig. Alt fra undertrykkende diktaturer til grådige og umenneskelige diktatorer var billeder, som konfirmanderne satte på det onde. Løgnagtige og krigsførende statsledere kom også på banen, og så endte vi inde i os selv. For som konfirmanderne konstaterede, så kan ondskaben opstå i ethvert menneske. Og her kan den også forklæde sig og være løgnagtig.
Troldens udstrakte klo skabte et billede af, hvordan ondskaben kan gribe ud efter én, og en fornemmelse af, at det ikke altid er let at slippe fra grebet. Derfor er det også vigtigt at indse, at det onde findes i virkeligheden og kan indtage os mennesker. Det er vigtigt, at vi ikke bagatelliserer eller ignorerer den magt, det onde kan have over os. Og lige så vigtigt, at vi er bevidste om den egenskab, vi mennesker har, hvor vi kan tilsidesætte samvittigheden. En farlig evne, som giver mulighed for, at vi handler ondt, helt uden at tænke på konsekvenserne eller vores menneskelige ansvar over for hinanden.
Konklusionen på snakken om ondskaben med konfirmanderne blev, at man skal turde se det djævelske i verden og i mennesket, og så skal man vende sig væk fra det. Så vi stod i stilhed en stund og betragtede trolden, for derefter at gøre den eneste rigtige bevægelse, nemlig at vende ryggen til hans djævelske skikkelse og helt fysisk fjerne os fra ondskaben og bevæge os mod Kristus på korset. Det er den bevægelse, som Jesus vil have os til at gøre med sine ord i dag. Bevægelsen hvor vores fokus er rettet mod Gud både i vores indre og i det ydre. Men det er som om, han taler for døve ører. Han må insistere på forbindelsen mellem Gud og ham, og på, at kærligheden til Gud afhænger af, om man elsker Jesus, som er udgået fra Gud. Og så følger ordene om, at når man vender ham ryggen, så vender man også Gud ryggen, så hører man ikke til hos Gud, men har djævelen til far.
De ord kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen, og bringe en helt konkret fornemmelse frem. Fornemmelsen af en stærk hånd, der får et fast greb, så man ikke kan slippe væk, og så er fanden løs. En bevidsthed om, at ondskaben både kan ske med fuldt overlæg, men også af ren og skær tankeløshed og uansvarlighed. Det greb vil Kristus vriste os ud af. Han vil kalde os til at sætte vores vilje ind på troen på hans sandhed, der fortæller, at Gud har sendt ham til os, som det stærkeste våben mod det onde. Han sætter hårdt mod hårdt, når vi i ligegyldighed og uden omtanke for det andet menneske handler ondt. Hans ord råber på samvittigheden i os, når vi er umenneskelige over for hinanden, og kalder os til at handle barmhjertigt. Han er vores allierede på kamppladsen, hvor slaget står mellem ham og djævelen. Her taler han til os, så vi forstår, at vi skal stemme i med ham og være på Guds side, når krigserklæringen mod ondskaben lyder.
Det gør vi med ordene: “Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” For med de ord holder vi fast i troen på, at godheden og sandheden fra Gud altid kommer først. Jesu ord om, at have djævelen til far er en formaning til os om, at vi skal lytte til Guds sandhed. En formaning til at tro og håbe på sandheden fra Gud, og til at håndtere det onde, som det, det er, nemlig som noget der snylter på godheden, noget som Guds godhed kan overvinde. Vi skal håbe og tro på, at vi hører til hos Gud. Han er vores ophav. Vi skal tro på Kristus, som overvinder ondskaben ved at dø og opstå fra døden. Han råber os op, når han bekender, at han er Gud, og kommer med sandheden fra Gud. Med sine ord vil han vække viljen i os til at tro på den sandhed han kommer med. Han siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet, og de ord møder os på Jesuskirkens gavl. Han er vejen, og vi skal gå sammen med ham i denne modsætningsfyldte og uforståelige verden, hvor det djævelske så let for frit spil. Han er sandheden, der afslører, at Guds godhed er i verden som et værn og våben mod ondskaben. Han er livet, og han kommer med en virkelighed, som skaber liv, hvor der er død. Bringer glæde, hvor der er sorg. Skaber fred, hvor der er ufred.
Det onde får ikke en chance hos ham, for ondskaben har ingen plads, der hvor han er. Hos ham er der plads til det smukke, de kærlige og det gode. Det er ham, vi kommer fra. Det er ham, vi skal bekende os til. Gør vi det, så indser vi, at ondskaben – djævelen er banal. At den djævelske ondskab aldrig kan overvinde os, når vi har Gud på vores side. Amen.
Salmer: 10-336-390-677-487-721