Der kan ske noget særligt i én, når man er i selskab med et barn. For mange år siden skulle jeg passe min lille niece, og hun var lidt bekymret, da hun skulle sove. En lille pige, der ikke tør lukke øjnene i mørket, kan virkelig bringe beskyttertrangen frem i én, og jeg forsikrede hende, at hun roligt kunne sove, for jeg ville passe på hende hele natten. Hun faldt til sidst i søvn, alt gik godt, og i et sådant øjeblik føles det, som om man er rede til at gøre hvad som helst for denne lille forsvarsløse person. Man kan ligefrem blive af den opfattelse, at man med sin rene og gode vilje kan overvinde alt ondt, hvis blot man med hele sin styrke stræber efter at være sig selv. Den tanke rummer visse problemer, og det er ikke mindst når man sammen med et lille barn har følt sig overmandet af godhed, at det er klogt at tænke sig om en ekstra gang.
Da Jesus vender tilbage fra en spadseretur med Peter, Johannes og Jakob, havner han midt i et større optrin. Hans øvrige disciple har ikke formået at helbrede en syg dreng, der af sin far er blevet bragt til stedet, og Jesus må atter tage affære selv. Drengen er besat af en ond ånd, der driver brutalt rundt med ham, og i evangeliet handler sygdom altid om andet og mere end det fysiske. Det handler om et menneskes åndsliv, om forholdet til Gud, og i samtalen mellem Jesus og drengens far, slår Jesus til sidst fast, at alt er muligt for den, der tror. Derfor må drengens far se i øjnene, at han tror for lidt, for han er magtesløs, og han udbryder de afgørende ord: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Selv om han elsker sin søn højt og i årevis er blevet pint ved synet af hans lidelser, kan han ikke befri ham for dem. Han føler alt så inderligt, men uanset hvor meget han er ét med sin identitet som mand og som far og som et velmenende menneske kan han ikke overvinde det ondes hærgen i verden.
Dette ønske om med hele sin følelseskraft at ville udrette det gode og retfærdige har gennem historien antaget mange skikkelser. Og den er også beslægtet med det, vi kalder identitetstænkning eller woke-bevægelse og de mange diskussioner om, hvad der præcist kendetegner et individ. Det siges, at bevægelsen er aftagende, hvilket også forbindes med, at verdens generelle alvorstilstand sætter visse dagsordener i perspektiv. I denne uge var det fireårs-dagen for Ruslands angreb på Ukraine, så sent som i går udbrød der atter krig i Mellemøsten, krig dikterer væsentlighed, og som krigskorrespondent Rasmus Tantholdt forleden sagde i Nyhederne, så bruger de ikke for tiden i Ukraine så meget energi på at diskutere, om man bør have ret til at være iført shorts på sin arbejdsplads. Skønt dette såmænd kan være interessant nok at skændes om, er der af og til mere på spil end retten til i mindste detalje at udleve sin person. Det er overordnet set rigtigt, at woke-bølgen oplever modvind, i MAGA-bevægelsen i USA kritiseres den, Harry Potters forfattermor bekæmper den på sin egen måde i England, og her hos os er der vel opstået en vis ironisk distance til kønsneutrale toiletter. Alt dette ændrer bare ikke ved, at menneskets længsel efter at definere sin egen styrke og egenart er kommet for at blive. Den har været længe undervejs, og har vigtige rødder i den renæssance-humanisme, der efter middelalderen gradvist formede europæisk menneskesyn og banede vej for subjektivitetens magt.
Vi lever i subjektivitetens epoke, og en sådan har det med – som den store tyske forfatter, Goethe, der døde i 1832, mente – at havne i problemer. Han har sagt disse ord: ”Alle epoker, der er i tilbagegang og i opløsning, er subjektive. Derimod har alle fremadskridende epoker en objektiv åndsretning”. Mens vores tid på den ene side er stærkt præget af det rationelle, har den samtidig manifesteret menneskets følelsesmæssige suverænitet – selve woke-tankens forudsætning – og lad os forsøge at se den ånd, der hiver og slider i drengen, og som Jesus bliver bedt om at uddrive, som repræsentant for den kraft, der til alle tider vil trække os rundt i et kredsløb om os selv. Og væk fra Gud. Og lad os i særlig grad gøre den tanke nu, hvor verden forekommer så alvorsfuld med krige og konfrontation og ikke at forglemme fortløbende afsløringer af et netværk fyldt med mange af netop de magtfulde personer, der har så stor indflydelse på verdens gang. Det er i voldsomme tider med blotlægning af ondskab i mange afskygninger, at vi opfodres til at forstå os selv og vores identitet på mere ydmyg vis og blive mindet om, hvad der binder os sammen. Det gør vi ikke ved i så udtalt grad at dyrke den enkeltes særpræg, som vi nok har vænnet os til, og dermed siger jeg ikke, at individets ukrænkelighed ikke er vigtig. Det har kristendommen om noget lært os, at den er. Men jeg siger, at det ikke er vores opgave hele tiden selv at erklære, hvor vigtige og helt særlige vi er.
Den franske filosof Simone Weil, der døde i 1943, skriver i bogen Det, som er helligt disse ord: ”Det som er helligt, er meget langt fra at være Personen, det er det upersonlige i et Menneske. Alt det som er upersonligt i et Menneske er helligt og det alene”. Simone Weil forudså, at den enkeltes udfoldelse med tiden kunne blive så intens og ophøjet, at vi næsten guddommeliggør et menneskes personlighed, hvormed han eller hun bliver umulig at modsige uden, at man i samme åndedrag krænker vedkommendes hele eksistens. Simone Weil råder os til ikke at overgøre de særegne træk, men blot ære at enhver er blevet skabt, som der står skrevet i skabelsesberetningen, som vi hørte ordene fra før: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”. Længere er den sådan set ikke, hermed er det vigtigste sagt om os. Det er dette at være i skabt i Guds billede, der er helligt. Jeg ved godt, at nogle minoriteter er blevet forkasteligt behandlet og fortjener oprejsning, men det er ikke desto mindre denne lighed i skabelsen, vi så nemt kan forstyrre med den evige kamp om at have den mest interessante personlighed. Og jeg kender det udmærket fra mig selv. Fra jeg var ganske lille, har jeg ønsket at skille mig ud. Jeg husker det som en følelse fyldt med trods, da jeg nærmest ikke kunne udholde tanken om at skulle gå gennem hele livet blot som én, der var jævnt hen almindelig, men det er vel et voksent træk, at man med årene får den modvilje bragt en smule under kontrol. Og det ville være et voksent træk af os i en tid, hvor truslen ikke blot har at gøre med, hvad der måtte krænke mig, men snarere med hvad der måtte krænke os alle sammen, at genopdage den fælles styrke i skabelsen. Det er blevet tid til at forstå, hvordan vi bør se os selv som de ydmyge og taknemmelige og ikke så meget som de krævende og krænkede.
Føromtalte Rasmus Tantholdt sagde i én af mine podcastsamtaler om livskraft dette om sine erfaringer fra krigen: ”Når jeg så ser mennesker, som oplever, at det liv, vi har, bryder helt sammen, når udefrakommende ting gør, at de bliver bragt i situationer, de overhovedet ikke selv er skyld i, (…) er jeg blevet meget smerteligt bevidst om, at den tid vi har her på jorden, er så kort.” Alt sættes i perspektiv, når alvoren rammer, og dette er jo, hvad faderen til den syge søn indser. Uanset hvor stærkt han føler sin identitet som far, kan han ikke overvinde ondskaben. Han sammenblander følelse og tro og har sikkert på samme måde som mig den aften med min lille niece ofte siddet ved barnets side og følt sig overmandet af ren og god vilje og et øjeblik troet, at hans personlighed ville kunne nedkæmpe alt ondt. Men han kan ikke, for hans personlighed er ikke hellig. Den er syndig. Derfor mærker den ulykkelige far sin personlighed blegne, og hans ord: ”Jeg tror, hjælp min vantro” kan oversættes til: Jeg elsker min søn så højt, at jeg troede, at jeg kunne redde ham fra alt ondt, men jeg kan ikke, og jeg har mere brug for Gud, end jeg var klar over. Når Goethe siger, at en epoke har brug for en ”objektiv åndsretning”, mindes vi netop om, at mennesket i længden vil drukne i sine egne subjektive instinkter, og at vi skal næres af en sandhed, der gælder os alle. Det er skabelsens sandhed, syndighedens sandhed og frelsens sandhed ved Jesu død og opstandelse. Den kristne kirkes sandhed er vores objektive åndsretning, vores fælles styrke og vores befaling om at tage vare på hinanden. Og i kirken møder vi også vores fælles begrænsning, for ingen af os kan se bagom Guds væsen og dermed heller ikke bagom vort eget. Så uanset hvor mange ord vi i denne epoke klistrer på vores personlighed, kommer vi ikke sandheden nærmere. Mennesket lever i usandhed, subjektiviteten ér usandheden, som Søren Kierkegaard lærer os, for sandheden er udenfor os selv og blev givet til os, da Jesus ankom til verden. Her fik vi den åndsretning, der er vores fælles indre bolværk i en verden fyldt med ondskab, hvor vi ikke styrker hinanden ved blot at dyrke det, der gør os særegne, men i stedet ved at ære det, vi har til fælles. Faderen som vores skaber, Sønnen som vores frelser, Ånden som daglig styrke og evigheden som vores horisont.
”Alt er muligt for den, der tror,” siger Jesus til drengens far og mener ikke dermed, at faren kan helbrede sin egen søn, hvis blot han tror nok. Men i stedet, at enhver må bede om mere tro på, at alt er muligt for Jesus, Guds søn, den eneste på jorden, der nogensinde har troet nok, og at han for vores skyld vil overvinde døden og det onde. Den kærlighed, der kan overmande én i selskab med et lille barn, ér smuk, for den er tegn på Guds vilje med os – at vi skal passe på hinanden. Men vi kan ikke udrette nok, vi kan ikke overvinde det onde, og hver gang vi siger ”jeg tror”, skal vi også sige ”hjælp min vantro”. Uden den selverkendende tilføjelse kommer vi så nemt til at helliggøre vort eget indre og blive revet med af personligheden og glemme, at det hellige ved os ikke er følelsen af hvem jeg er. Men at jeg overhovedet er blevet skabt. Det er en voldsom verden, vi er blevet skabt til, men det er Guds verden, og når han i kraft af kærlighed har skabt os til at leve i den, kunne det tyde på, at han også i kraft af sin nådefulde barmhjertighed ønsker at frelse os fra den. Og at han vil tage os med ind i sin evighed, hvor den hele sandhed om, hvem vi er, vil blive åbenbaret. Her kommer vi ikke til klarhed over den. Først dér. Amen.
Salmer: 754-25-334-355-493-430