Engang troede jeg, at det var noget, jeg bildte mig ind, men efterhånden må jeg sande, at det er rigtigt nok. Det er, som om ret små negative hændelser fra fortiden år for år vokser i mit indre og bliver til rigtig skyldfølelse. Ord jeg sagde eller ting, jeg gjorde for mange år siden, træder klarere frem, og jeg husker for eksempel en dag, hvor vi lige havde mistet vores store smukke brune hest, og jeg stod og græd i entréen. Min mor kom hen og ville lægge armen om mig, men jeg flyttede mig bare afvisende væk fra hende, og hun blev ked af det. Min fornuft fortæller mig, at jeg ikke bør lade mig tynge for meget, da det jo trods alt var en lille ting. Men jeg fortryder, og selv om det er populært i dag at hævde, at man stort set intet fortryder i sit liv, kan følelsen nok føre til brugbar selvransagelse. Her i påskedagene giver det ekstra meget mening at spørge sig selv om disse ting.
For nu hører vi igen, at graven var tom, tre dage efter at den korsfæstede Jesus var blevet lagt i den. Først kommer Peter og en anden discipel tidligt om morgenen derud, og siden Maria Magdalene. Da hun har opdaget, at Jesus er væk, står hun udenfor graven og græder fordi – ja, spørgsmålet er, hvorfor hun gør det, og hun bliver da også meget direkte spurgt om det. Først af to engle, der befinder sig i graven, og dernæst af den person, hun først tror er havemanden, men som viser sig at være den opstandne selv, der tiltaler hende ved navn. De vil alle vide, hvorfor Maria græder, for udover at have mistet et elsket menneske, kan det skyldes, at hun nu ser ind i en fremtid uden noget sted at gå hen med alt den fortrydelse, hun bærer på. Alle de ord, hun aldrig skulle have sagt og alle de gerninger, hun aldrig skulle have gjort, og som Jesus bar for hende, mens de fulgtes ad. Muligvis græder Maria af sorg over, at tilgivelsen nu ikke længere befinder sig lige ved siden af hende.
Mange spørger mig for tiden, om det mon rummer noget reelt, at flere og flere taler om tro og bekender sig til kristendom. Foregår der mon rigtig besindelse, når alle mulige lige fra politikere til fodboldspillere sætter ord på deres forhold til Gud? Nu udgør fodboldspillere måske ikke lige i disse dage det fedeste samtaleemne, vi har, men det bliver deres religiøse tanker jo ikke mindre oprigtige af, og svaret er ja. Jeg tror, at der foregår besindelse, idet en del fornemmer, at der findes en grænse for, hvor meget man selv kan sætte ord på. Vi er ellers længe blevet fortalt det modsatte og har fået at vide, at mennesket kan og bør sætte forløsende ord på alt lige fra sexliv til traumer, klimaangst, fobier og tiltagende frygt for fremtiden. Alt skal gennemlyses, og mens jeg bestemt tror på den oprigtige samtales kraft, tror jeg også, at man kan drukne i de mange ord, man konstant sætter på sig selv. Når de unge overdænges med spørgeskemaer og atter skal forklare, hvornår de sidst var triste, og præcis hvordan det føltes, kan selviagttagelsen tage form af et omklamrende mareridt. En følelse, der sikkert også udgør en del af forklaringen på, at mange synes at lide mere, end man troede, vi ville gøre her i dette rige og oplyste Herrens år 2026.
Oplevelsen af mareridt kan have at gøre med at stå alene med en fornemmelse af fortrydelse, der som sagt med tiden kan gøre mere og mere ondt. I sin seneste bog Nye Dyder beskriver Amalie Langballe en bestemt personlig fortrydelse med rod langt tilbage, da hendes mor var syg af kræft. En dag skulle Amalie og hendes søster ud at handle, og moderen ville gerne med, men de to søstre sagde, at det ville gå hurtigere uden hende. Og der står: ”Så stod hun der med sin tynde krop og sit fortabte blik og sagde: ”Okay, det forstå jeg godt.” Min søde, bløde silkemor. Nej, jeg kan virkelig ikke lide mig selv, når jeg opfører mig sådan. Jeg kan ikke fordrage kulden, der udgår fra mig i de situationer, men jeg ved heller ikke, hvad jeg skal stille op over for den. Den er der, før jeg kan tænke mig om. Den føles som et værn mod verden, der er nødt til at være der.” Moderen er i dag død, der er ingen at sige undskyld til, og formentlig huskede hun slet ikke episoden, men selv husker man den slags, fordi man erindrer sit eget hjertes hårdhed og kulde. Og når fortrydelsen med årene tager til, forstår man måske gradvist, at man for at kunne leve mere frimodigt må lægge selvbebrejdelsen i hænderne på noget andet. At man har brug for at tro på, at man er tilgivet for sin hårdhed indeni. Ja, sin ondskab kalder jeg det.
Dermed skal vor tids megen tale om tro og kristendom også ses i lyset af, hvordan vi har udhulet netop begrebet tilgivelse. Der lyder mange velmente opfordringer til, at man bør tilgive – ikke mindst sig selv. At man skal tilgive sig selv, har jeg imidlertid aldrig helt forstået meningen med, da det forekommer mig at udgøre en lidt underlig solodans på stedet, der i værste fald kan føre til endnu mere afmagt, når man indser, hvor lidt det rykker. At man skal stræbe efter at tilgive den anden, er til gengæld sandt, blot må man også her ofte give op, fordi de negative tanker kan vise sig at være groet fast. Jeg kan godt vedtage med mig selv ikke længere at bære nag til ham, jeg i flere år ikke har været på talefod med, men modstanden vækkes til live, så snart jeg igen ser hans afvisende og bitre drag om munden og må sande, at vi næppe kommer videre. Vores historie er for lang og dyster, og vi har begge hårdhed i hjertet. Det har Maria også, og hun græder, fordi hun tror, at Jesus er mistet, hvormed hun hele resten af livet er overladt til sit eget tvivlsomme væsen. Som så mange blev det op igennem historien, hvor menneskene – ikke mindst i det vestlige Europa – mistede Jesus til tidens gang, forstandens hovmod og troen på evigt humanistisk fremskridt. Nu erfarer mange at stå alene tilbage med det hjerte, der egentlig vil meget godt, men alligevel gang på gang forårsager det onde og kommer til kort. Maria troede, at Jesus var taget fra hende, siden smed den vestlige civilisation ham frivilligt væk, men resultatet er det samme, og Marias gråd har levet videre i historiens vemod.
Derfor begynder vi nu at genopdage menneskets behov for guddommelig trøst, og her på Anden Påskedag hører vi, at Jesus kan vindes tilbage igen. Vi hører, at han opstod som en skikkelse, Maria ikke må holde tilbage, for hans frelsende gerning er ikke fuldendt, før han er vendt tilbage til Faderen. Helt afgørende er det blot, at mennesket så ham som rigtigt levende efter døden, så opstandelsens virkelighed i sin hele fylde kunne fortælles videre. Uden mødet med den opstandne ville Jesus være blevet husket som noget uhåndgribeligt, nogle smukke ord og en fortælling uden krop, og Maria er billedet på den, der forstår tragediens dyb ved at tro, at det aldrig var blevet til mere end det. Hun forstår, at ikke alene har hun mistet et elsket menneske, hun har mistet den største kilde til tilgivelse. Men nu er det sådan, at Jesus faktisk opstod som et genkendeligt menneske, og en klog dansk teolog, K. E. Skydsgaard, skrev allerede i 1949 på næsten profetisk vis disse ord om betydningen af at begribe essensen af hele den opstandne skikkelse i vores vestlige verden: ”Midt i Tidens Kaos og ved Slutningen af vor vesteuropæiske Tid kalder Evangeliet os til at høre Ordet fra Gud og til at lade det faa den Skikkelse, det vil have i os (…) at han vil lade det faa Magt over os i legemlig Skikkelse, at han vil jage al Frygt og Ængstelse for, hvad det skal blive til, ud af os, saa vi lærer at leve i Tro og anbringe hele vor Sag i Gud.”
Midt i tidens store kaos skal vi anbringe hele vor sag i Gud, for når Jesus efter sin død træder frem med sin hele skikkelse, understreges vores fortsatte slægtskab med ham. Han ligner stadig os, han er stadig helt tæt på os og alt, hvad vi fortryder. De ord, man aldrig skulle have sagt og de gerninger, man aldrig skulle have gjort, hvad enten hårdheden gik ud over ens mor, ens ven eller et hvilket som helst medmenneske. Det hele kan vi anbringe i Jesus, da hans hjerte til gengæld kan rumme alt. Men igen, skal vi ikke kæmpe for at tilgive? Jo, naturligvis, den kristne befaling om at tilgive er uomgængelig, men vi skal tage os i agt for den moderne forfladigelse af tilgivelsen som et slags psykologisk trick til selvhelbredelse. Endnu et intensivt jeg-projekt, der hviler på antagelsen af, at vi hver især kan finde alt det gode frem fra det indre, hvis vi virkelig vil. Men hvordan skulle mennesket kunne tilgive sig selv for, at hjertet rummer hårdhed? Hvordan skulle vi kunne tilgive os selv for, at det onde findes? Det er alt for stort, det kan vi ikke, det er én af vor tids enorme fejlslutninger at tro det, og den har bragt os på afstand af den dybeste glæde, der overhovedet er til. Glæden ved at tro på, at Guds Søn kan tilgive på vore vegne. At han opstod fra graven og lod sig se levende for at forvisse os om netop det.
Derfor skriver Paulus disse ord til dem, der alligevel tvivler: ”er Kristus ikke opstået, er vor prædiken tom, og jeres tro er også tom”. Tror vi ikke på, at Kristus er opstået, findes kristendommen slet ikke, og vi står alene tilbage med alle de ord og handlinger, der har såret andre, og som med årene kan blive til en grundfæstet følelse af skyld, der for hver dag bliver sværere at leve med. Men nu ér Kristus opstået fra de døde, og derfor kan vi formå at leve med den skyld, for ingen skal bære den alene. Maria behøver ikke at græde, og vi behøver ikke at græde, for Jesus er efter sin død atter trådt levende frem iblandt os. Og hver gang man fortryder noget fra fortiden, kan man vende sig om og se både dét og ham i øjnene og høre ham sige sit navn og tro på, at tilgivelsen stadig befinder sig lige ved siden af. Her og nu og altid. Amen.
Salmer: 241-234-237-236-228-240