Det kan være en helt særlig oplevelse at indse, at man har sagt nogle ord, man fortryder. I det øjeblik, man erkender fejlen, er det, som om jorden næsten forsvinder under én, og man kan have svært ved at genkende sig selv. Mig, der ellers er så fornuftig og velmenende? Hvor kom de ord dog fra? Jeg har ofte talt hårdere end nødvendigt eller været sarkastisk, skønt jeg ved, at den anden ikke bryder sig om det, og i forgårs, hvor der opstod en misforståelse på cykelstien, endte vi nærmest med at råbe ad hinanden. Bagefter fik jeg en klump i halsen, helt uventet, men det føles så nedbrydende at bruge ord på den måde. Ordenes magt over ens sind er uudgrundelig, det vi siger, er et sted inderst inde knyttet til den, vi er, hvad hjertet er fuldt af løber munden over med, og selv om man med årene kan blive bedre til at kontrollere sine ord, vil man aldrig komme rigtigt på højde med deres magt. Desto vigtigere er det at være bevidst om den.
Mange har gennem tiden undret sig over det, Jesus her siger om de spottende og nedværdigende ord. For mens man skal blive tilgivet de onde ord, man siger mod ham, Menneskesønnen, gælder det samme ikke de onde ord man siger mod Helligånden, og hvad er mon forskellen? Inden vi når frem til et bud på det, kan vi slå fast, at der altså også ifølge Jesus er noget afgørende på spil i måden, vi bruger ordene på. Det gælder også Jesus selv, for når menneskene omkring ham efterlyser flere håndgribelige tegn på, hvem han er, opfordrer han til i stedet at forstå, at han i både ord og handling bringer visdom. Alene det at han er her, udgør tegnet, visdommen virker, overalt hvor han går, og bor i ordene, han siger, og derfor påvirkes vi så stærkt af dem. Og er blevet påvirket gennem en meget lang historie. Men vi påvirkes som sagt i høj grad også hver dag gennem hinandens ord, og lad os lige forholde os til det først.
For altid har menneskene kæmpet om ord og sprog, og den kamp er i vores tid blevet intensiveret gennem den store optagethed af identitet. Når den lille Hans, der vækkes om morgenen i børnesangen ”Op lille Hans” bliver til den lille Gry, der skal op, mens bageren i Nørregade nu er en ”hun”, viser kampen sig. Ændringerne gøres i troen på, at ordene kan rette op på den historiske ulighed mellem kønnene. Gennem sproget vil man skabe en ny norm, som vi også kender det med ord som ”forperson” og ”målvogter” og andre kliniske påfund. Vores tankegang skal kontrolleres, og dette princip forstod også den engelske forfatter Georg Orwell, der skrev romanen 1984 om et fremtidssamfund styret af den anonyme diktator Store Broder. Og hvor ikke mindst sproget er et middel til ensretning og kontrol. Det kaldes ”nysprog”, og hovedpersonen Winston får her dets principper forklaret: ”Kan du ikke se, at hele formålet med Nysprog er at indskrænke tankeområdet? Til sidst vil vi bogstaveligt talt gøre tankeforbrydelser umulige, fordi der ikke vil være ord til at udtrykke dem med (…) Revolutionen vil være gennemført, når sproget er fuldendt.” Den frie tanke inddæmmes gennem sprogregler, og skulle man – som jeg – mene, at man udmærket kan opfatte lille Hans som symbolet på et hvilket som helst barn, dreng eller pige, der skal ud af fjerene, må man tro om igen. Tingene skal skæres ud i pap og de sproglige kunstgreb presses ind i vores bevidsthed, indtil vi fatter det.
Fordi ord udøver magt, skal vi huske, at de er forbundet med noget meget større end os selv. Også i den mest opbyggelige forstand, og derfor argumenterer jeg endeløst for at værne om håndskriften, der som intet andet tvinger én til at forholde sig omhyggeligt til ord. Gennem håndskriften mærker man på helt anden vis end siddende ved en skærm, at ordene har rod i en anden magt end den menneskelige, at de nemlig udspringer af Guds skaberord, intentionen bag alt liv og dermed også intentionen bag mit liv. Forfatter og komponist Benjamin Koppel har i bogen Det sidste brev sagt: ”Når blyanten i min hånd overfører mine musikalske tanker til papiret, sker der en levendegørelse af en idé, som til stadighed er magisk for mig.” Han nærer, som han siger, ”mere omsorg” for det håndskrevne ord, og jeg forstår ham til fulde, for når man sidder i stilhed og skriver sine egne bogstaver, kan man erkende, at ikke blot er man sat på jorden ligesom andre, man er også noget helt andet end andre. For ingen skriver som netop mig, med min historie og mine tanker. Håndskriften udgør en levende tråd til den åndelige verden, og tænk, at vi i dag så konsekvent afskærer børn fra den. Selv når min hånd en dag bliver for træt til at skrive mere, vil jeg bære på mindet om, hvordan det føltes, da den kunne. Det kommer de fleste af nutidens børn ikke til.
Med tanken om den usynlige åndelige verden, som vi alle bebor, er vi på sporet af, hvad Jesus mener, når han skelner mellem de ord, vi håner Helligånden med og dem, vi håner ham – Menneskesønnen – med. Jesus kan nemlig godt holde til at blive hånet, for han tager til genmæle. Selv da menneskene havde ydmyget og korsfæstet ham, tog han på den tredje dag til genmæle ved at rejse sig fra de døde og han er fortsat levende. Jesus rejser sig altid for at besejre ondskab og død, han kan ikke nedgøres af os, men det kan Helligånden. Den lever usynligt mellem os og gør, at vi kan håbe, elske og være gavmilde – alt det, vi ved Guds skaberord er bestemt til at kunne, og hør blot hvad Grundtvig siger i en prædiken: ”… thi ved Ordet gjorde Skaberen os til Borgere af Aandens usynlige Verden (…) og med Ordet indblæste Han endelig Mennesket sin Livs-Aande, saa Han kunde tale til os, som en Mand til sin Næste, og saa vi kunde forstaa Ham, som os dannede! Det er denne ”Aandens usynlige verden”, vi kan nedgøre med vores ord, for så nedgør vi hinanden, selve det skabte menneskeliv. Derfor føles det, som om jorden forsvinder under én, når man har talt hensynsløst, for man ved godt, at man har påkaldt ødelæggende kræfter, og Grundtvig fortsætter: ”… thi skatte vi ikke engang Ordet, som vi kalde vort eget, da skatte vi endnu mindre Guds Ord, ja, da kan vi igrunden slet ikke høre, slet ikke kiende det…”
Vi kan altså med vores brug af ordet afskære os selv fra at kunne høre og kende Guds tale til os. Vi kan nedgøre den levende forbindelse, og når vi hører, at vi skal stå til regnskab for ethvert tomt ord, vi siger, skal vi huske, at tomme ord handler om mere end blot dette at tale for meget om vind og vejr eller love en masse, man ikke har tænkt sig at holde. Tom snak er i kristen forstand langt mere alvorligt og betyder, at man siger ord, der ikke anerkender, at Gud findes. Hver gang man taler uden bevidsthed om at stå i forhold til Skaberen selv og dermed i sidste ende skal tjene ham, taler man tomt. Fjernt fra Ånd. Hver gang man ikke er sig bevidst, at man med sine ord vælger mellem det onde og det gode, taler man tomt, og det kan jo ofte høres, om et menneske blot taler for sin egen skyld og for at blive beundret, eller om man taler i sagens tjeneste, af kærlighed til andre og til fælles bedste. Vi afsløres gennem sproget, og derfor skal bespottelse af Helligånden – det usynlige mellem os – ikke blive tilgivet. For nedgør man det, nedgør man det andet menneske, og i modsætning til Jesus tager Helligånden ikke til genmæle. Den er nerven i vores samhørighed og bærer af kærlighed, men den kan underkues, når vi mere og mere lever, som om Ånd ikke findes. Og det, siger Jesus, skal ikke blive os tilgivet.
Det er slet ikke mærkeligt, at vi i denne tid taler så meget om Ånd og oprustning og besindelse, for vi aner, at noget mellem os kan mistes. Dybt nede ved vi godt, at noget helt andet end politik, foreningsliv og skattevæsen binder os sammen, at vi er fælles om at høre til i Åndens usynlige verden, og jo mere der lyves og tales hårdt og bandes i trafikken, desto mere nedgør vi dette fælles. Fordi vi simpelthen kan komme til at bryde os mindre om hinanden. Altid skal vi overveje, på hvis vegne vi taler, hvordan vi skriver, og om vi forstår ordenes store magt. Den grunder ubegribeligt dybt, for Gud skabte alt med sit Ord og gav herefter Ordet til os. Først i kraft af vores åndedræt og livet her, og siden fik vi Sønnen, der trådte os helt nær og gjorde skriften levende og lærte os, at vi skal tro på ham. Jesus bærer på den dybeste visdom og sandhed, og jo mere vi tror på, at han lod sig dræbe for dén sandhed om evig barmhjertighed, desto bedre kan vi selv i lydighed tjene det gode. Men midt i alt dette taler han jo faktisk temmelig hårdt og siger: ”Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt?” Det lyder som en hård dom, men jeg anbefaler, at vi tager den alvorligt, for intet menneske kan udelukkende med sine ord tjene det gode. Dertil bærer vi på for meget selvhævdelse og momentvis ligegyldighed over for den anden, og når det ofte – når man har talt hensynsløst – er, som om jorden forvinder under ens fødder, skyldes det, at man udmærket godt ved, at man lige nu håner selve det skabte. Man bruger det ord, som er en gave fra Gud, til at håne det, som Gud har skabt.
Derfor skal vi stå til regnskab for ethvert ord, vi har sagt, og på sin vis gør man det allerede nu, når man allermest fortryder sine egne ord. På anden vis skal vi stå til regnskab engang i det hinsides, når alle de ord, man sagde i livet, afsløres i ét samlet billede af, hvem man virkelig er. Ordet afslører os, men ordet er stadig vores adelsmærke. Det er Skaberens gave til os, og derfor kan vi bede om tilgivelsen. Dette er den smukkeste og mest sande måde at bruge ordet på, og sådan må vi bruge det, når vi engang skal stå ansigt til ansigt med Jesus selv. Og på den dag vælge de rigtige ord. Grundtvig indledte ofte sine prædikener med disse ord: ”Hellige Gud-Fader! Dit Ord er Sandhed! Dit Ord til os er Aand og Liv! Troens Ord som maa høres! (…) giv os ved din gode Hellig-Aand, saaledes at høre Troens Ord, at det kan frelse os.” Så er alt det vigtigste sagt. Amen.
Salmer: 192-42-417-294-687-430
