I dag begynder det nye kirkeår. Siden Jesuskirkens indvielse i 1891 er teksten, som vi hørte fra Lukasevangeliet, blevet læst op og prædiket over hvert andet år første søndag i advent. Sådan går kirkeåret nemlig i ring. Hvert andet år læses denne samme tekst op. I dag, på kirkens nytår, begynder vi forfra på det, der kaldes ’anden tekstrække’ og teksterne, som skal lyde i gudstjenesterne på søndage og helligdage i det kommende år ligger fast. Vi ved præcis, hvad vi kan forvente, for teksterne kommer i samme rækkefølge og på samme måde som hver eneste år. De gentages på samme måde, som de altid gør.
Der er noget trygt ved en sådan gentagelse. I en tid, hvor meget er ustabilt, følger året stadig sin faste gang: advent, jul, påske og pinse. Det kan virke kedeligt, men det er det ikke. Når kirkeåret går sin runde, falder vi ind i en større sammenhæng, hvor årstidernes skiften, vores traditioner og kirkens liv hører sammen.
Årets rytme får mig til at tænke på Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det værste og det bedste. I et digt om det værste står: “At alting stadig kan ske er det værste.” Det er jo rigtigt! Det er sådan, at det er. Det værste, der kunne ske i dag var, hvis noget var anderledes. Men det er det ikke, det er det samme budskab som dengang i 1891. Ligesom det løfte, der gives Frederik ved døbefonten i dag, er det samme løfte, som alle andre døbte er blevet givet.
Men så bladrer man om på digtets næste side og ser, at i en nøjagtig tilsvarende linje står der her: ”At alting stadig kan ske, er det bedste.” Ja, det er jo også rigtigt! Sådan er det jo også!
Dobbeltheden i det værste og det bedste finder vi også i teksten til i dag. Alting kan stadig ske, for Guds fremtid med mennesket er større end alle vores forventninger. Sådan lever vi – mellem frygten for det værste og håbet om det bedste. På den ene side higer vi efter uforudsigeligheden – på den anden side holder vi af gentagelsen.
I kristendommen går tiden imidlertid ikke i ring. Året gør, men tiden gør ikke. Tiden går fremad. For vi forventer noget. Noget der skal komme. Det er ikke noget, der kommer igen, som årstider og højtider gør. Det er noget nyt, noget andet. Noget, man ikke ved, hvad er, men forventer. Tiden er ikke blot en rytmisk gentagelse af det samme, som året er. Tiden går frem mod noget nyt.
Jesus er mødt op i synagogen i sin hjemby, Nazaret. Som sædvaneligt skulle der læses op til gudstjenesten. Tilhørerne har nok kendt teksten ganske godt, for den er blevet læst op mange før. Men så sker det forunderlige, at han siger til dem, at det netop er ham, der er sendt af Gud for at give håb til de fattige, for at frigive fanger, for at give syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed og for at udråbe et nådeår fra Herren.
De kigger på ham med forundrede blikke, da han fortæller dem, at det, de venter på, allerede er sket i dag. For hvad er bedre end at få sine forventninger opfyldt, når man forventer noget godt? At alting stadig kan ske, er det bedste. Og i dag sker det – opfyldelsen af det de forventede.
Først bliver de begejstrede, men straks efter bliver de skuffede. For opfyldelsen er meget større end forventningen. Han opfylder ikke deres forestillinger om fremtiden – han sprænger dem. Deres forventning var lokal og afgrænset, men det, han bringer, er åbent og uden grænser.
Derfor vender stemningen. For når Jesus siger, at Guds fremtid er større end det, de havde regnet med, mister de kontrollen. Fremtiden tilhører ikke længere deres forestillinger, men Gud. Opfyldelsen kan ikke rummes i deres forventning. Ens egne forventninger om, hvordan det hele skal forløbe, kan være svært at give slip på. De bliver vrede, fordi han tager deres tryghed fra dem: den tydelige forestilling om, hvordan alting skulle gå. Hans opfyldelse afslører, at deres forventninger ikke bare var begrænsede, men også begrænsende.
Desuden kendte de ham i forvejen. Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Forfatteren Ida Jessen har gendigtet Bibelen og hun lader en af tilhørerne sige: “Kan I ikke se, hvem det er? Det er jo Jesus, tømrerens søn. Han har leget med min knægt derhjemme.” “Ja, hvad ved han om den slags.” Siger en anden. “Det er jo bare Jesus.” Siger en tredje. Og helt ned fra bagerste række bliver der brøllet: “Du skal ikke komme her og prædike for os, din tømmerlus!”
De vil slå ham ihjel, for han tager trygheden fra dem. Den tryghed, der består i at vide, hvad der skal ske. Den genkendelighed tager han fra dem. Den sikkerhed, der kommer af at være sikker på, hvordan fremtiden forløber. Den ro, man får, når man ved, hvad man kan forvente. Jesus ændrer fremtiden for dem, fordi han siger, at den er større end de forventer. Den fremtid vil de styrte i afgrunden. For den fremtid kan de ikke selv styre og de tænker nok, at det værste er, når alting stadig kan ske.
…
Evangeliets forkyndelse er, at vores forventninger ikke kan rumme hans fremtid. Vi vil gerne vide, hvad der venter. Vi vil gerne have en tryg, overskuelig fremtid. Men kristentroen er, at han kommer til os i fremtiden og med fremtiden. Opfyldelsen i Kristus er altid større end os.
Det er også det, vi fejrer i adventstiden. At fremtiden kommer til os helt anderledes, end vi forventer. At alting stadig kan ske, er det bedste. For af misforholdet mellem alle vores forventninger og opfyldelsen kan håbet udspringe. Det er revnen i vores fastlagte gentagelser, hvor lyset kan strømme ind. Det er sprækken, hvor håbet kan lyse ind i vores liv. Om lidt skal vi ikke synge om en lille sprække, men om dør, der skal gøres endnu større, når vi skal synge Gør døren høj, gør porten vid! For vi må forberede os på, at han ikke kommer, som vi har indrettet os. Det er vores håb.
I det håb kan vi leve i nutiden. I dag får vi Jesu ord for det. Håbet er, at fremtiden er hans. I det håb åbner fremtiden sig, så vi trygt kan lade året blive ved at gå sin vante gang med tilbagevendende adventstekster og adventskranse. Så vi stadig kan på samme tid have det på begge måder: at alting stadig kan ske er det værste og at alting stadig kan ske er det bedste. For adventstidens evangelium er, at vores liv i forventning er et liv i håb, fordi opfyldelsen er større end os selv. Guds fremtid altid er større end alle vores forventninger. I det håb kan vi gå ind i fremtiden i det nye kirkeår.
Glædelig første søndag i advent!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salme DDS 74 Vær velkommen, Herrens år
Salme DDS 78 Blomstre som en rosengård
Salme DDS 87 Det første lys er Ordet
Salme DDS 84 Gør døren høj
Salme DDS 76 Op! thi dagen nu frembryder
Salme DDS 441 Alle mine kilder skal være hos dig
Salme DDS 80 Tak og ære være Gud
