Læs dagens tekst her
Børn kan ikke forstå abstrakt tale. De vil opfatte tingene bogstaveligt. På samme måde kan de heller ikke forstå ironi. Hvis jeg siger til et barn, der lige har væltet et glas mælk ud over bordet: Nej, hvor er du dygtig!, så forstår de ikke, at jeg mener det modsatte. Men de kan godt opfatte, at der er noget forkert i det, jeg siger. De forventer at blive irettesat eller skældt ud. Hvis jeg så i stedet roser barnet, så bliver de usikre og utrygge, for de kan godt forstå, at ordene betyder noget andet end det, de plejer. Derfor skal man heller ikke bruge hverken ironi eller abstrakt tale eller ord i ”gåseøjne”. Det er meget bedre at bruge klar tale, og så kan man moderere det alt efter, hvor godt de er klar over, at de har gjort noget forkert.
Det er først med den begyndende voksenalder, at evnen til at tænke abstrakt opstår. Det er blandt andet derfor, man kan begynde med at tale til konfirmander om et Gudsbegreb, der går ud over ”en gammel mand med stort skæg, der sidder på en sky”. Men alt efter, hvor godt denne evne er udviklet, er der så også nogle i konfirmationsalderen, der endnu ikke forstår det, og derfor i en meget ung alder uden nogen form livserfaring kan udtale sig utroligt skråsikkert om, at de ikke tror på Gud. Hvis man så samtidigt er godt stædig, så er der ikke noget at sige til, at nogle ikke bliver konfirmeret.
Og nogen udvikler aldrig den evne til forstå tingene på anden måde. Jesus møder en mand fra det jødiske råd, altså en lærd mand, men tilsyneladende helt uden evnen til at tænke abstrakt. Det kan selvfølgelig også være et pædagogisk træk fra forfatteren til disse linjer i Johannesevangeliet, hvor han bruger misforståelsen til at klargøre problemstillingen. Men lad det nu ligge, eller lad mig på samme måde bruge misforståelsen til at forsøge at gøre noget mere klart. Det korte af det lange er, at Nikodemus ikke forstår, når Jesus siger: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige. Han opfatter det bogstaveligt og kan ikke få ind i sit hoved, at der ikke er tale om en bogstavelig menneskefødsel af en kvinde. Nej, hvis man forstår det på den måde, så kan vi alle sammen lynhurtigt blive enige om, at det ikke kan lade sig gøre. Selv om vi har opfundet begreber som reagensglasbørn, så er det ikke det, udtrykket dækker. Men det er så heller ikke det, Jesus mener. Det er en åndelig genfødsel.
Og her, tror jeg, ligger en del af forklaringen på fejltolkningen. For hvordan forklarer man ånd? Det er jo selvsagt ikke noget håndgribeligt, og det sprog, der normalt bruges til at beskrive og forklare kan ikke bruges, når det drejer sig om noget, der ikke kan måles eller vejes. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke eksisterer. Og vi bliver alle påvirket af ånd og fællesskab. Hvis man sidder på et fodboldstadion til en landskamp, og Danmark vinder, så skal man være mere end almindelig ufølsom, hvis man ikke bliver påvirket af det. På samme måde med negativt fortegn, vil vi alle sammen kunne mærke den dårlige stemning brede sig ved et selskab, hvis den alt for ærlige kommer til at udtale sig om værtindens dårlige smag.
Jesus bruger selv eksemplet med vinden. Dengang kunne man ikke måle vindhastigheder og stormstyrker eller indtegne høj- og lavtryk på et kort, som vi bliver præsenteret for på TV i forbindelse med vejrudsigten. Men lige så lidt som dengang kan vi se vinden, men kun dens virkninger. En sval brise kan give en luftning på en varm sommerdag, mens en kraftig storm kan rive træer op med rode. Vinden bragte opdagelsesrejsende jorden rundt og var den primære drivkraft ved søtransport helt op til forrige århundrede. Man brugte vindkraften til at male korn i vindmøller og pumpe vand i afvandingskanaler i Holland. I dag giver det vedvarende energi i vindmølleparker eller i hvert fald energi, så længe det blæser, og der er vi jo velsignet med megen vind i Danmark. Vi kan udnytte vinden, men vi kan ikke bestemme, hvor den skal blæse hen, eller hvor kraftig den skal være. Vi kan konstatere, hvilken retning den kommer fra, men det giver ingen mening at spørge, hvor den kommer fra, og hvor den går hen.
Det var Helligånden, der blæste den gode ide og retning til apostlene, da de var forsamlede inden døre i pinsen og ikke vidste, hvad de skulle gøre. Med et stod det klart for dem, at deres opgave var at fortælle alt videre. Alt, hvad de havde set, mens de var sammen med Jesus, og alt, hvad de havde hørt ham sige. Og ikke mindst skulle de fortælle slutningen: Påsken, hvor Jesus døde, men det alligevel ikke var slutningen. At der efter langfredags mørke kom en påskemorgen, hvor solen lyste på den tomme grav. Hvordan den opstandne havde vist sig for dem, så de var klar over, det var ham, og endelig, at de nu med pinsen havde fået Helligåndens vindpust, så de fik gløden i deres hjerter og retningen fremad for resten af deres liv. Cirklen var sluttet, og derfor hedder søndagen i dag trinitatis eller treenighedens søndag. Søndagen for Faderen, Sønnen og Helligånden. Sidste søndag i pinsen fik vi den sidste med, Helligånden, og nu er det tid til at fejre dem alle i den ene og samme Gud.
Samtidig er det i dag Valdemarsdag. Dagen hvor vi fejrer, at verdens ældste nationalflag ifølge legenden faldt ned fra himlen og sikrede en dansk sejr ved slaget i Lyndanise i 1219, hvor Valdemar Sejr vandt over de lokale stammer. I dag er det en del af hovedstaden Tallinn i Estland, og Tallinn betyder danskerborgen. Nu kunne man tro, at det lokalt blev forbigået i tavshed, som en slags 1864. Men det er ikke tilfældet. Stedet er markeret med et monument, og esterne ser begivenheden som tidspunktet, hvor de blev en del af den europæiske kultur. Mod øst er det Rusland, og mod vest Europa. Og da de i 1991 fik mulighed for selv at vælge, vendte de sig mod vest og blev en selvstændig stat, medlem af EU og NATO.
Hvad har alt det her med kristendommen at gøre? Ja, i Danmark har kristendommen altid været meget national. Ikke mindst siden reformationen har det at være dansk og det at være kristen hørt sammen. Gudstjenesten her foregår på dansk, og staten og hele samfundet er gennemsyret af kristne værdier. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er eller skal være plads til andre. Nogle af de kristne værdier er netop barmhjertighed og næstekærlighed. Og vi skal holde fast i disse værdier. Korset i Dannebrog skal minde os om værdier som frihed og tolerance, og at de er værd at kæmpe for.
Mødet mellem Jesus og Nikodemus viser, at vi sagtens kan tale forbi hinanden. Hvis den ene taler om noget konkret, og den anden taler om noget abstrakt, så vil de aldrig kunne forstå hinanden. Men netop ved vores Gudstro viser vi jo, at der er mere, at der er mere i verden end det, der kan måles og vejes. Verden bliver så fattig, hvis det kun er den kolde nødvendighed, der gælder.
Det kan være, at nogle føler, at Ånden flyver lavt i juni måned, men lad os på den pragtfulde sommerdag lade den milde brise blæse Ånden ind i vore hjerter og lade Jesu ord trænge igennem, når han siger, at Menneskesønnen skal ophøjes: for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. Så kan vi tale nok så meget forbi hinanden, men hvis vi holder fast i det, så har Ånden gjort sin virkning. Lad os være sammen om det.
AMEN
Salmer: 722-299-145-257-562-450-435
