Læs dagens tekst her
Der er tilstande i livet, hvor man har fornemmelsen af at stå på afstand af sig selv og betragte det, som udspiller sig i tilværelsen. Som om man er sat udenfor og ser sig selv udefra samtidig med, at man mærker alt det, som udspiller sig i det indre.
Det kan ske når som helst, at fornemmelsen af afstand og nærhed er til stede på samme tid. Både når man er i utrygge tilstande, hvor det at se sig selv udefra kan være en forsvarsmekanisme. Og når man har det trygt og godt, som jeg håber, at det er tilfældet for os, som er i kirken i dag.
Her lyder ordet til os udefra, og det skulle gerne falde i god jord, slå rod i os og vokse sig stærkt. De ord, vi hørte før, tager os med ud på landevejen. Ud under den blå himmel, hvor naturen spirer og gror. Det giver en varm og rar stemning at forestille sig den landlige idyl. Her hviler en velsignet ro krydret med fuglefløjt og en mild brise. Forestillingen om at være omgivet af naturens herlighed er som en lise for sjælen her midt i februartågen, men så er det som om, at der pludselig glider en stor mørk sky over himlen og dækker den.
For fortællingen siger, at kun disciplene er inde i varmen. De har fået Guds riges hemmelighed. De forstår det, Jesus afslører for dem, men alle andre skal se og se, men intet forstå, høre og høre, men intet fatte. Alle andre er dømt ude, og det må så også være os! For os gælder det altså, at de ord, som Jesus siger, kommer i lignelser. De lyder som hemmeligheder, de er kryptiske og fortsætter med at være en gåde for os, som vi ikke kan gætte. Og til det må vi så spørge: Hvor er det glædelige budskab, som evangeliet lover os? Hvor finder vi vej ind til Guds riges hemmelighed? Vi, som er sat udenfor og lytter på afstand til det budskab, som Jesus vil bringe til os med sine ord.
Det er så min opgave at komme med svar på det. Og modsat hvad man måske skulle tro, så står jeg ofte med fornemmelsen af, at jeg står udenfor det budskab, som jeg er sat til at bringe. Det gælder også nu, hvor jeg skal forsøge at svare på, hvor det glædelige budskab findes i de ord, som vi har hørt.
Heldigvis kommer Jesus mig til hjælp, og jeg vil begynde med at tage ham på ordet og forsøge at gøre ham kunsten efter med at udlægge det gådefulde i hans ord. Hans lignelse handler om Gud, som sår sit ord i os mennesker. De forskellige grobunde, som ordet sås i, tolker jeg som det indre landskab, et menneske rummer. Landskabet i os er ikke ukendt for Gud. Han er skaberen, som står bag sit menneske, og har skabt det i sit billede og dermed lagt en del af sig selv i det. Det betyder, at vi på trods af den menneskelige vilje har forudsætningen for, at Gud kan gro i os.
Vi begynder med vejen. Det er den tilstand et menneske er i, når det flygtigt halser afsted for at nå frem til et mål. Der er ikke tid til at stoppe op og nyde udsigten, for tænk nu, hvis man spildte bare et øjeblik. Vejen er også det sted, hvor man kan møde andre mennesker, se dem i øjnene og lære dem at kende. Men det er også der, hvor man i travlhed kan overse et andet menneske. Ja, måske endda ignorere de andre, for man har virkelig ikke tid eller overskud til at forholde sig til dem. Og det kunne jo risikere at blive en menneskelig underskudsforretning at tage sig af et andet menneske.
Men hos Gud handler det om noget andet. Gud tænker ikke i underskudsforretninger. Gud er generøs og vil ikke kendes ved effektivisering, eller at det skulle være spildt at være medmenneskelig. Han strør rundhåndet sit ord på vejen i os velvidende at chancen for, at vi tager imod det her, er uendelig lille. Men alligevel lyder ordet til os på vejen, for det er Guds vilje, at det skal lyde alle de steder, hvor et menneske kan høre det. Og muligheden for at tage imod Guds ord skal altid være til stede.
Vores indre landskab rummer også en klippegrund. En grund af granit, som nogle steder er dækket af et tyndt lag jord. Der er en hårdhed i os, som kan ligge lige under overfladen, og på nogle punkter kun er skjult af et tyndt lag hud. Vi kan være hårdhændede ved hinanden og hårde ved os selv. Vi har evnen til at afvise og støde det gode og barmhjertige fra os. Vi kan også være tyndhudede og mangle kraften til at stå imod det svære. Der, hvor huden er tynd, kan vi forfalde til troen på, at det kun er vores magt, som gælder, og vi selv skal bære os igennem alt det smertelige. Og når Gud så taler sit ord og forsøger at trænge igennem vores klippegrund, så rammer ordene kun overfladen og kan ikke slå rod og spire frem i os.
Vi kan også være forhærdede tidselgemytter. For i vores indre vokser ukrudtet om kap med alt det smukke og herlige. Her finder Guds ord rodfæste, det vokser op, men i denne grobund er risikoen, at ukrudtet bliver invasivt og kvæler det ord, som Gud har plantet her.
Og så som det sidste, med et lettelsens suk, så har vi også den gode jord i os. En god og næringsrig grobund, som findes i vores indre. Her kan troen blomstre, når vi hører ordet og tager imod det. Her kan spirene til at udleve næstekærligheden gro frem. Her fornemmer vi den ubegribelige nåde, som Gud indeslutter os i, og som kan udspille sig imellem os. I den gode jord i os, kan Guds ord slå stærke rødder, spire frem, vokse sig stort og bære utallige frugter. Det er den overflod af liv og kærlighed, som Gud giver os, og som gør det muligt for os at elske hinanden og se mennesket i den, som vi står overfor.
Det var første del af mit forsøg på at svare på, hvor det glædelige budskab er til os i dagens ord. Det svar skulle også meget gerne vise det spændingsfelt, som jeg indledte med at tale om. Nemlig det at være i en tilstand, hvor vi står udenfor og betragter og på samme tid er indenfor. Det er den tilstand vi må hengive os til, når Gud slår rod i os. Her må vi leve med samtidigt at være helt tæt på og på afstand af Gud. Det er det spændingsfelt, som Jesus med Guds ord fører os ind i, når han tiltaler os.
Den tilstand har den norske forfatter Karl Ove Knausgård et billede på i et af sine værker. Han beskriver, at han ser Jesus med tornekrone træde frem som en aftegning i et parketgulv. Han betragter det udefra, og for ham forbliver det at være en aftegning, som ikke fører ham til tro. Han bliver stående udenfor og ser på motivet i gulvbrædderne, men det forbliver at være en størknet og død aftegning. Det trænger ikke igennem og ind i den gode jord i hans indre landskab.
Knausgård er knivskarp. Han mærker længslen og kredser om den kristne tro, men vælger at stå udenfor, og så alligevel have et skarpt blik for, hvor forhindringen ligger, han skriver:
”Når religionen bliver dømt ude som overtro, og poesien bliver marginaliseret og ikke længere tror på sin egen betydning, forsvinder det åbne fra det menneskelige, der lukker sig om sig selv, eftersom der ikke længere findes noget udenfor.”
Det er præcis den tiltale, som Jesus kommer med i dag. At vi skal stille os åbne for, at der findes noget større udenfor os. Vi må ikke lukke os om os selv og tro, at svarene i livet kun findes i vores eget indre. Vi må ikke reducere troen til overtro, og vi skal bevare den åbenhed, som tro, poesi og alt det gådefulde giver det menneskelige. Vi skal høre det ord, som taler om, at det er Gud, som er magten. En magt som i alt overgår vores, og som vi altid kan læne os ind i. Vi skal turde give slip på forestillingen om, at vi skal have kontrol over livet og forsøge at styre og kontrollere alt, i et forsøg på at undgå afmagten. Vi skal med andre ord turde være i det, vi ikke magter, og der tro på, at der er en anden magt, som har magten.
Og det fører mig så til den sidste del af mit forsøg på at svare på spørgsmålet om, hvor vi finder det glædelige budskab og tager imod invitationen til at træde ind i Guds riges hemmelighed.
Den sidste del kommer til at handle om, hvad det er for et ord, som Gud forsøger at plante i os. Om Guds ord lyder det: I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud. Endnu en hemmelighed, endnu en gåde, som vi skal forsøge at trænge ind i og gætte, hvad betyder. Det ord, der tales om, er Jesus. Guds søn, som kommer til verden i en stald i Betlehem julenat. Han vokser op under trange kår og taler Guds ord til alle mennesker for at få det plantet dybt i menneskesjælen, hvor det kan giver næring og livskraft.
Det er gådefuldt, at Gud kommer til verden i skikkelse af et menneske. Det er utroligt, og jeg forstår udmærket, det ubegribelige i troen på, at Gud skulle blive menneske. Her kan jeg kun give Knausgård ret, når han siger, at tanken om, at Gud bliver menneske, ikke er intellektuelt muligt for ham. Og det er præcis pointen, for det giver ikke mening for os rationelt. Og vi er sat uden for døren, hvis vi forsøger at finde en rationel mening med, at Gud skulle blive kødelig og dødelig som os. Her gælder kun, at vi stiller os åbne for, at der findes noget udenfor os. En anden og uendeligt meget større magt end den, vi besidder og kan udøve.
Den magt bliver synlig i den tornekronede Kristus. I ham findes ordene, som Gud vil så i os. Ikke for at få magten over os, men for at lægge sin magt i os og stå og gå sammen med os, når vi halser afsted og er på vej. Når hårdheden i os tager over, og vi lever et hårdhjertet liv. Når alle vores bekymringer tårner sig op, og angsten tager over. Så tiltaler Gud os i Kristus, og ordene, der lyder her, siger, at tilgivelsen altid er mulig. At livet altid kan begynde på ny. Selv når det værste er sket, kan Guds magt få livet til at gå videre. Det er det glædelige budskab, som er med os, når vi står der, hvor vi er sat udenfor og på samme tid er indenfor. Det er det, som vi kan leve videre på, og som vi får i dåben og i nadveren. Her tiltaler Kristus os og inviterer os ind i Guds riges hemmelighed. Her råder Guds magt, som vi får del i, når vi tillader at være i det, som vi ikke magter. Her kan troen på Gud rodfæste sig og her lyder vores bøn til, at vi må bære den frugt, som Gud giver os. Amen.
Salmer: 752 – 391 – 152 – 476 -576 – 750 – 192
