Læs dagens tekst her
Det væsentlige i livet handler ikke om det, man siger, men det som ordene skaber. Det sagte kan ikke stå alene. Der skal være handling bag ordene, eller de skal føre til handling.
Det er så let at slynge noget ligegyldigt ud og tænke, at det ikke har nogen betydning, for det er jo bare ord. Men inderst inde ved man godt, at det ikke er sandt, for det man siger, skaber altid noget i den, som hører ordene.
Det er altså ord og handling i sammenhæng, som kan gøre en forskel, ja, en afgørende forskel. Og her er det vigtigt at skelne mellem, om ordene skaber en tilfældig handling, eller om de skaber handling, som er væsentlig.
Hvis det kun afgøres af resultatet, så har ordene ført til en handling, som er tilfældig og i sidste ende ligegyldig. Hvis et ord derimod fører til en handling, som har betydning, idet den udføres og ikke er afhængig af, om den lykkes, så er den væsentlig.
Hvis jeg skal give et eksempel på det her i kirken, så er det dåben. Her går ord og handling hånd i hånd, og skaber det, de siger.
Dåben er en handling, som har afgørende betydning i sig selv og i sidste ende ikke er afhængig af et resultat. Korstegnet for ansigtet og brystet som et tegn på, at den døbte nu tilhører Kristus. De tre håndfulde vand i faderens, sønnens og helligåndens navn. Det skaber relationen til Gud.
For nylig læste jeg musiker Peter Bastians bog, som bærer titlen: Altid allerede elsket. Her fortæller han om sit liv, mens han ligger for døden. I de sidste år af livet ender han med at finde fred, og en af de ting, som fører ham til freden, er, at han bliver døbt.
I en alder af 72 år vælger han at lade sig døbe, og i de sidste år, hvor han kæmpede med den dødelige sygdom, ændrer dåben hans syn på livet og verden.
Titlen, Altid allerede elsket, siger så præcist, hvad det vil sige at stå i forhold til Kristus og Gud. Der er så meget kraft og barmhjertighed i ordene, at de kan give en indre fred, når man hører dem.
Da Peter Bastian blev døbt, gik det, der skete under selv dåben, ikke op for ham med det samme. Da korstegnene blev tegnet for hans ansigt og bryst og ordene om, at han skulle tilhøre den korsfæstede Kristus lød, føltes de kæmpestore, men betydningen var ufattelig.
For ham havde dåben været en kalden fra det fjerne og en længsel, som han mærkede i sig. Efter at han var blevet døbt, kom det, som dåben skabte i ham, langsomt til ham gennem ord og refleksion. Hans tilgang til livet og verden ændrede sig radikalt i den proces. En ændring fra hele tiden at stræbe efter at blive bedre og være den bedste version af sig selv til at føle sig god nok, som han var. Og en ændring fra at have et kritisk og skeptisk blik på verden til at føle sig taknemmelig over alt det gode og smukke, der er at finde her.
Vi er allerede altid elsket. Det er en både smuk og stærk definition på den relation, som Gud skaber til os. De ord skal være fundament i dag, hvor vi fejrer sidste søndag i kirkeåret, og overskriften på evangeliet er: Verdensdommen.
En titel som det umiddelbart kan være svært at finde et glædeligt budskab i. Og man kan spørge sig selv, hvilken handling om nogen ordet verdensdom skaber i os.
Det første, som rammer mig, er frygt. Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen, og for mit indre blik ser jeg dommedagsbilleder for mig. Får, som bliver skilt fra bukke, den evige ild, hvor djævelen og hans engle hører til, de frelstes jubel og de fortabtes skrig.
Det er maleriske og gammeldags billeder, men ikke desto mindre, så giver de mig en følelse, som jeg også kender til fra en tendens i vores tid. Det er jagten efter at leve i nuet og påbuddet om at få mest muligt ud af hver dag.
En forventning om, at vi skal leve livet hver dag, som var det den sidste. Det skaber en dommedagslignende tilstand, hvor vi halser efter nuet i en evig stræben efter at få mest muligt ud af livet hele tiden. En umulig opgave, som ender med at slide os op i stedet for at skabe livsglæde. Det var den erkendelse, Peter Bastian kom til, da han åbnede sig for troen på Kristus og blev døbt.
Han indså, at det ikke handler om hele tiden at stræbe efter at være den bedste version af sig selv. Det handler om at være til her og nu og tage livet på sig, som det er.
Det gør troen os i stand til, for her kan vi stå frem for Gud, som dem vi er, og vide, at vi er elsket. Ikke dermed sagt, at vi kan gøre, hvad vi vil, og at vi er fritaget fra at handle over for vores medmennesker. For i troen skal vi høre tiltalen om Guds dom.
Jeg tror dog ikke, at det er Jesus’ hensigt at jage en skræk i livet på os med sin fortælling om verdensdommen. Jeg tror nærmere, at han vil kalde os til handling og pege på, at det væsentlige ikke er det, vi siger, men det vi gør mod hinanden eller undlader at gøre.
Det, vi bliver dømt på, er, når vi ikke handler der, hvor vi skulle. Når vi vender ryggen til den, som har brug for os. Når vi slår blikket ned og ikke ser den, der lider fortræd. Når vi halser afsted for at leve i nuet og få mest muligt ud af hver dag og overser de mennesker, som omgiver os. Det er det, vi dømmes på.
For medmennesket er omdrejningspunktet, og det, Jesus vil have os til at indse, er, at vi er sat i verden som medbærere i hinandens liv. Hans eget liv var en kamp mod menneskers livstomhed, ligegyldighed, adskillelse og ensomhed.
Han vil vise os, at vi tager del i det liv, som udgår fra ham, når vi træder ind som medmenneske i hinandens liv og handler der, hvor der er brug for det. Han fortæller os, at vi træder ud af livsfylden, når vi vender medmennesket ryggen. For i Kristus kan forholdet til gud og til medmennesket ikke adskilles, her er det det medmenneskelige, som fører til frelse.
Vi kommer ikke uden om dommen. Vi ved, den er der, for vi kan ikke undgå at svigte og overse hinanden eller være ligeglade. Derfor fortæller Jesus os, at det væsentlige med Guds dom er, at Gud slår følge med det bebyrdede menneske.
Han bliver aldrig ligeglad med sit menneske, men er at finde i den, som sulter og tørster, den, som lider fortræd, og den, der sidder låst fast i ensomhed. De dømmende ord siger os, at vi skal unde vores medmenneske de samme livsmuligheder, som vi ønsker for os selv. Vi skal medvirke til, at vores medmenneskes liv bliver godt og hjælpe ham eller hende med at bære livets byrder.
Jesus siger ikke, at vi skal at vi skal leve i nuet, for dermed ville vi være fritaget fra morgendagens ansvar. Han siger heller ikke, at vi skal få mest muligt ud af livet. Skulle han sige noget i den retning, ville det nok nærmere være, at vi skal leve hver dag, som var det den sidste og tillige den første i et langt liv.
Med de ord kalder han os til en handling, som både er meningsfuld som den sidste og den første. Han kræver, at vi gør det gode, som fører til liv og bygger op. Samtidig ved han, at vi skal holdes til ilden, for vi kan så nemt fortabe os i det forkerte og blive blinde for det, vi egentlig bør gøre. Han ved, at vi er utilstrækkelige og langt fra kan leve op til de krav om medmenneskelighed, som han stiller.
Derfor taler han til os om Guds dom og evige ild. En lutrende ild, som fortærer alt det, som ikke hører Gud til, og dermed renser verden. Guds ild er under kontrol, og den brænder kun det, som er dødt og ikke bærer frugt. Den er en straf, men som straf netop udtryk for Guds fornyelse af verden.
Alt ondt og gudsfremmed skal renses, så vi kan stå rene over for Gud. Ilden er evig, for det handler ikke op, at vi kan komme vores utilstrækkelighed til livs. Den vil altid være der, og derfor har vi brug for Guds ild, som renser, og Guds nåde, som fører os til frelse.
Hele sit liv havde Peter Bastian kæmpet en udmattende kamp for at komme overens med sig selv og livet. Og så i de sidste år han levede, fandt han fred i troen på Guds overvældende kærlighed.
Det er en gribende og glædelig fortælling om, at det aldrig er for sent at finde frem til de veje, der kan føre til det opbyggelige, det der giver fred i livet. Det handler ikke om, at det svære og tunge forsvinder. Det handler om, at selvom det kan føles uoverkommeligt at leve op til det, Jesus beder os om, så gør hans tiltale os alligevel opløftede.
Og selvom hans krav er tungt, så føles det ikke som en byrde. Det bygger os op og kan få os til at ranke ryggen og fylder os med en følelse af ansvar og værdighed. Kravet til os om medmenneskelighed opbygger lige så meget mod i os, som det kræver ansvar. Det er umuligt at opfylde, men samtidig giver hans ord os modet til at forsøge.
Det gør, at vi kan bære vores utilstrækkelighed, for i forholdet til Kristus er Guds nåde altid til stede. Den er der som den stemme, der fortæller, at selvom du er utilstrækkelig og aldrig vil kunne nå i mål, så er du elsket og tilgivet på forhånd. I nåden bliver din utilstrækkelighed kærligt og barmhjertigt eftergivet.
Vi fejrer kirkeårets afslutning i dag både med dom og forventning. Det som ikke skal med ind i det nye år renses ud, og det afgørende er bevægelsen fremad og ind i det nye.
Verdensdommen handler om dom til fortabelse eller frelse. Den fortæller om verdens afslutning og afsløring, om at dommen til fortabelse er der, hvor min handling over for et andet menneske har påvirket hans eller hendes liv fatalt og irreversibelt, og dermed defineret mit.
Dommen forholder sig til det gjorte og afslørede, som jeg ikke kan ændre, der hvor skylden og skammen sænkes som en tung kappe over skuldre og hoved. Spillet er forbi, og der er ikke mulighed for at ændre det.
Her er forbøn for Guds nåde det eneste svar på fortabelsen. Vi skal gå i forbøn for de fortabte og fastholde, at fortabelsen og dens sted er i relation til Gud, og ikke uden for ham. Det viser han, da Jesus hænger på korset på Golgata. Her i det totale fravær af Gud fastholder mennesket på korset Gud som den nærværende. Han holder fast i at påkalde Gud, som den, der har forladt ham. Det er udtryk for, at Jesus er Guds sande menneske, som fastholder relationen til Gud på trods af Guds tilsyneladende fravær.
Forbønnen leder os fra den sidste dag og ind i kirkeåret igen. Den er på en og samme tid en bøn og en kamp for at fastholde Gud, som Gud. Ikke kun som den dømmende, men også som den Gud, jeg kan sætte min lid til. Den Gud, jeg kan have tillid til, vil komme, også til dem, der sidder i mørke og dødens skygge.
Forbønnen er et råb om den længsel, som vi nærer efter Guds nåde. En længsel, som vi på trods af frygt må holde fast i.
Det var en kalden udefra og en indre længsel, som førte Peter Bastian til dåben. Ordene var kæmpestore og lød i sammenhæng med korstegn og vand. De var ufattelige og alligevel ændrede de alt i hans livssyn.
Han fandt fred og mening midt i alt det smertelige. En fred og mening som udsprang af troen på Guds ubetingede og grænseløse kærlighed.
På tærsklen til et nyt kirkeår, står vi over for fortællingen om Guds dom til frelse eller fortabelse. Her bliver vores utilstrækkelighed og svigt afsløret og kravet om medmenneskelighed bliver stillet.
Den fortælling skal give os mod til at træde fornyet ind i det nye. Her skal vi ranke ryggen og lade modet til være medmenneske vokse i os.
Et mod, som kommer fra Gud og som Jesus fortæller os om. Ordene som siger, at du på trods af utilstrækkeligheden allerede altid er elsket. Det er Guds nådige dom. Amen.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
Salmer: 10 – 365 – 276 – 366 – 368 – 750 – 431
