Læs dagens tekst her
Der er spørgsmål, som det er nødvendigt at stille sig selv igennem hele livet. Spørgsmål, som trækker tråde helt tilbage til begyndelsen af livet og hele vejen igennem det. Et af dem er:
Hvad er det der driver mig, og hvor fører det mig hen?
Som barn var jeg drevet af en stærk længsel, som jeg ikke helt forstod eller kunne sætte ord på. Den drev mig ud i naturen, ned til stranden og ind i skoven, som jeg boede i nærheden af. Væk fra hjemmets vægge og ud under åben himmel, hvor jeg kunne trække vejret frit og fornemme den storhed, som livet udspiller sig i.
Der, midt i vindens susen, bølgernes brusen og træernes rolige majestætiske svajen, fandt min længsel hvile. For en stund forsvandt bekymringerne og en ro bredte sig i mit sind og i min krop.
Den samme ro oplevede jeg, når jeg sad ved siden af min mormor i Agersted Kirke som barn. Når den muntre grundtvigske præst her levende udfoldede bibelteksterne i sin prædiken. Så greb ordene mig, og jeg mærkede i glimt, at en trøst og en ro bredte sig i mit indre.
Tænker jeg tilbage på dengang og den tilstand, så vil jeg tolke, at det var en længsel efter Gud. En fornemmelse af at være i Guds nærhed, når jeg var under åben himmel eller i den lille landsbykirke.
Da jeg var ung, mærkede jeg en stærk drivkraft, som drev mig væk fra min længsel efter Gud. Min forstand tog over, og jeg blev for klog til at hengive mig til Gud, mente jeg selv. Gud kunne jo hverken ses, forstås og begribes, eller for den sags skyld bevises at være til, så hvorfor længes efter ham?
Men når jeg tog den lange togtur op til min mormor, så drev længslen alligevel langsomt ind over mig. Kilometer for kilometer voksede længslen sig stille og roligt stærk, helt uden at jeg ville det eller kunne kæmpe imod. Det var, som om at der inden i mig var en stemme, der kaldte mig ud af mig selv.
Jesus taler i dag om, at Gud har skjult sig for vise og forstandige og åbenbaret sig for umyndige. Med de ord beder han os finde en mening et sted, hvor vi mindst af alt venter den. Han siger, at meningen uventet viser sig uden for det, vi klogt kan tænke os til og uden for det, som vi med vores forstand normalt ville betragte som en mening.
Jesus beder os træde væk fra vores forstand og gå med på det uforståelige. Han beder os lytte til Guds stemme, som blev lagt i os helt fra begyndelsen i skabelsen.
Det er ikke nogen let bøn at efterkomme, for jeg og vi, som er samlet her i kirken, vil nok mene, at vi hører til den første kategori – de forstandige. Vi falder inden for skiven, vi er kloge, og vi har vores på det tørre. Det er forstanden, som er vores drivkraft, og vi har uddannet os og opsat strukturer og forstår og ser det, som giver mening.
Derfor er det ikke let at lytte som umyndig, for det må betyde, at jeg skal underlægge mig en anden vilje. Og det umyndige må modsat det forstandige og vise være alt det, som falder uden for skiven. Det utilpassede, det, som falder mellem sprækkerne og igennem maskerne, som ikke passer ind i vores forstand. Den side vil intet menneske med glæde stå ved, men det er for umyndige, at Gud åbenbarer sig, siger Jesus.
Det skærer i ørerne, at Gud skulle være skjult for forstanden og åbenbare sig der, hvor vi ingenting forstår. Dog ved vi inderst inde, at det er sandt, også når vi hører indbydelsen, som lyder:
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”
I de ord ligger en trøst af en anden verden. De giver håb og kan få skuldrene til at falde afslappet ned på enhver, som hører dem. Dog er der samtidig noget forunderligt ved den indbydelse, og jeg vil give Søren Kierkegaard ret, når han udfolder den betragtning, at når mennesker samles til glæde eller til arbejde, så indbyder de vel dem, som er stærke og glade til at komme med og tage del i arbejdet. Men de svage og bekymrede bliver vel ikke indbudt, for de vil blot forstyrre glæden og sinke arbejdet.
Men hvor ufornuftigt den end lyder, så må indbydelsen vel også gælde alle dem, som er bekymrede, og hvem af os bliver ikke ramt af bekymringer?
Med indbydelsen til de trætte og bekymrede siger Jesus, at hans indbydelse til at finde hvile gælder alle mennesker. For hans indbydelse skal forstås på en anderledes måde, som Kierkegaard siger. Indbydelsen gælder alle. For evangeliet vil ikke blot være udvej, trøst og lindring for nogle bekymrede, nej, det henvender sig til alle dem, som arbejder og er besværede, det vil sige, at det henvender sig til alle og kræver af ethvert menneske, at det skal vide, hvad det er at arbejde og være besværet. For det er her, at Jesus kalder på os. Her i besværet og i bekymringerne driver hans tale os mod Gud, så vi ser, at vi ikke er ladt alene om at bære livet. Gud har sendt sin søn, som bærer med på byrderne og lægger et åg, som er godt, på vores skuldrer.
Det åg er en udfordring, såvel som det at arbejde med et ydmygt og sagtmodigt hjerte er det. For vi kommer så let til at ophøje os selv og gøre os selv til Gud, ligesom jeg gjorde det som ung og stadig kommer til at gøre. Da jeg i ungdommen drev og stadig her midt i livet driver væk fra min længsel efter Gud, så er det fordi ydmygheden er svær at være i, som menneske.
Svært, fordi ingen af os lider med glæde, og det skal vi heller ikke. Vi gør, hvad vi kan for at undgå det smertelige. Vi er tilmed heldige at leve i et samfund, hvor velfærden er høj, og hvor få lider. Det skal vi værne om, forbedre og arbejde for at opretholde, og det gør vi i bevidstheden om, at lidelsen beklageligvis aldrig forsvinder helt fra vores verden. I erfaringen af at hvor der er mennesker, der vil det umenneskelige altid være på spil. For et lidelsesfrit liv ved vi godt er et ideal, som kan få os til at tro, at livet ikke er lidelse. At det kan leves uden tvivl, uden sorg og uden tristhed. Og det kan få os til at knokle for at udjævne alt det besværlige på den vej, som vi alle skal gå for at komme igennem livet.
Det er det åg, som Jesus taler til os om. Hans åg, som er godt, og hans byrde, som er let. Hans tale handler ikke om, at vi skal opstille systemer eller idealer, som kan få os igennem det hele, så smertefrit som muligt. Hans tale fortæller den menneskelige erfaring, som vi alle gør os, at livet både er glædeligt og godt og en byrde, som til tider tynger, og dog stadig er fantastisk og kalder på glæde.
Når Jesus beder os komme til ham og her finde hvile, så taler han til Guds stemme i os. Ordene er ikke rettet mod vores forstand, men til hjertet og mod den længsel efter Gud, som vi er skabt med, og som ethvert menneske har i sig.
Den længsel beskriver Kierkegaard som en sorg efter Gud. En sorg som ikke angår det timelige og jordiske, heller ikke ydre vilkår, den er ene og alene efter Gud. Og den som bærer denne sorg stille ydmygt i sit hjerte, udfører det arbejde, som Jesus kalder til i sin tale i dag.
En sorg efter Gud er et smukt billede på vores længsel. For ligesom sorgen retter længslen efter Gud sig mod noget, som vi ikke kan se. Noget som fornemmes er både nært og fjernt på samme tid, men ikke desto mindre mærkes som en kraftfuld kærlighed. Og der, når vi længes efter Gud, så arbejder vi. Vi tager det åg på vores skuldrer, som Jesus beder os om. Og i længslen tager vi ved lære af ham, som er ydmyg og sagtmodig. Han viser os selv det arbejde, som Gud beder os om. Han har selv båret det og udført det. Fra begyndelsen af sit liv og til sin død har han arbejdet for Gud. Ydmygt og sagtmodig har han lade sig drive i alt af Guds vilje.
Hans liv var på en gang lidelsesfyldt og samtidig fyldt af glæde og jubel. Fyldt af kontraster ligesom vores liv. Det fortæller historien om, da han red sin død i møde palmesøndag. Her bryder jubelen ud i Jerusalems gader, og han bliver hyldet som en konge, men selv jubler han ikke. Han rider sagtmodigt og ydmygt sin skæbne i møde på et lille æsel.
Det er også med ydmyghed og sagtmodighed, at han bærer sit kors på den tunge vej op på Golgata. Han raser ikke mod dem, som har dømt ham og har påført ham lidelse. Han kæmper ikke imod, for han ved, at det er en del af Guds plan. Ydmygt og med et sagte mod, gør han det Gud vil, for Guds vilje er også hans, for han er Gud og menneske.
Det er som enheden af Gud og menneske, som et paradoks, at han kalder på os og taler til os. Hans tiltale er uforståelig for forstanden, for den taler om en mening, vi ikke komme frem til, lige meget hvor kloge og forstandige vi er. Vi kan ikke uddanne os til at forstå hans ord eller ved at være særligt talentfulde. For budskabet, han kommer med, angår først og fremmest der, hvor vi ikke er perfekte eller succesfulde.
Han beder os om, at vi tager livet på os, som det er, fyldt af lidelse og glæde på samme tid. Det gør han ikke som en forsvarstale for lidelsen, men som en tale, der fører os igennem lidelsen. Hans indbydelse er drevet af Guds vilje og bliver talt til os, så vi med et ydmygt og sagtmodigt hjerte kan finde vej til ham, hvor der er hvile.
Han kalder på alle, som er bekymrede og slider sig trætte og bærer på tunge byrder. Os som ikke kan finde mening i alt det tunge og besværlige, som tynger vores liv. Til os lyder hans kald, hvori han siger, at vi kan finde hen til en mening, selv der, hvor vi ikke havde regnet med, at der fandtes nogen. En mening som gælder der, hvor vi ikke er tilpasse eller falder inden for skiven. Der siger han, at selv i hårde tider, er livet for dig. Hans svar på spørgsmålet om, hvad der driver mig, og hvor driver det mig hen, er at drivkraften er Gud, som driver os hen til nåden og glæden.
Det er den mening, du går med på, når du tager hans åg på dig. Det åg er et lidelsesfuldt liv, samtidig med at det er et fantastisk liv. Hans åg er godt, for det rummer både lidelse og frelse. I det ligger både smerten og glæden på samme tid. Guds glæde, som sætter sig igennem selv der, hvor vi er besværede og bærer tunge byrder. En glæde, som viser sig for os, når vi lytter til Guds stemme i os. Så bliver vi ført ud over os selv og ser, at livet er besværet værd. Vi ser alt det smukke og det storslåede som tegn, at Gud er ganske nær os og ganske nær i verden. Vi sanser kraften i hans glæde, når vi tror på, at han fører os igennem livet og bærer det sammen med os. Vi tror på, at han altid vil kalde os til sig, og netop derfor holder vi fast i troen på, at vores liv på trods af det, der tynger, er let og godt, fordi Gud tager del i det. Amen.
Salmer: 732 – 315 – 638 – 414 – 733 – 392
