Man kan selvfølgelig godt stille sig op med åben mund og vente på, at der flyver stegte duer ind i munden på én! men erfaringen siger os, at det gør der nok ikke. Det er ikke den mest sikre måde at blive mæt på. Allerede Holberg brugte udtrykket om nærmest paradisiske tilstande, hvor livets nødvendigheder bare kommer til én.
Men som oftest bruges det som en betegnelse for, at vi ikke skal regne med at få noget forærende, og at vi selv må spytte i næverne og tage fat, hvis vi vil have gjort noget, herunder at skaffe mad på bordet. Men der går en fortælling på, at det skete for de gamle israelitter, mens de vandrede i ørkenen på hjem fra landflygtigheden i Ægypten. Måske ikke lige stegte duer, så dog et vagteltræk, der slog sig ned, så de kunne fange, hvad de skulle spise. Moses var gået i forbøn for dem og straks gav det resultater. Ikke underligt at Moses blev set som den store forfader.
Og nu troede de, at de havde fundet noget lignende. For denne ordveksling mellem Jesus og folkeskaren sker lige efter, at han har bespist 5000 mennesker. Aha, tænker de! Det her er en nem måde at slippe for det daglige slid med at skaffe føden. Der findes en parallel fortælling om kvinden ved Sykar brønd, hvor Jesus bruger betegnelsen ”livets vand” om sig selv, det vand man aldrig mere skal tørste efter, når man først har smagt det. Og det vil kvinden da gerne smage, så hun kan slippe for det daglige slid med at gå ud til brønden og hente vand til det daglige forbrug. Det var før man fik indlagt vand og den kommunale vandforsyning. Endnu en moderne bekvemmelighed som vi tager som en selvfølge uden at tænke over, hvad vi ville gøre, hvis vi ikke havde det. Og som gør os enormt sårbare, hvis vores infrastruktur i en krisesituation bliver hacket eller på anden måde ødelagt.
Vi har ikke på samme måde fået indlagt mad, men til gengæld, så kommer Wolt eller et af de andre madleveringsfirmaer med hvad som helst, vi bestiller, og på et andet sted i livet er der den kommunale madordning.
Under alle omstændigheder kan Jesu tilhørere godt se fidusen i at blive bespist af ham. Så ville han være næsten lige så god som Moses. Men der var alligevel forskel. For det var jo rent faktisk ikke Moses selv, der skaffede maden. Det var Gud, og her er det Gud i skikkelse af hans søn, der er den udførende kraft.
Men uanset hvem, der leverer, så står vi i dag tilbage med spørgsmålet: Kan det nu også passe? Kunne Jesus virkelig skaffe mad i den størrelsesorden? Så kunne han da passende lige af skaffe sulten i verden her på en dag, hvor der bliver samlet ind til Folkekirkens Nødhjælp. Ikke flere sultne børn i Afrika eller behov for nødhjælp i Gazastriben tæt på det område, hvor han vandrede omkring på jorden for to tusinde år siden. Så kunne vi med et snuptag skaffe Paradis på jorden. Men det er ikke det, der skal ske, i hvert fald ikke på det her tidspunkt.
Det, vi gør, er jo det samme som de gjorde dengang. Vi vil have tegn. Vi vil have beviser ellers kan vi ikke tro. Vi gør deres ord til vores: ”Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre?” Jesus, nu må du performe og komme med et overbevisende show, så vi kan tro på dig.
I kan godt høre det? Vi begynder at stille betingelser for at vi kan tro. Vi tager ikke bare imod, hvad Jesus siger eller gør, men står der som nogle forkælede og blaserte tilskuere, der ikke rigtigt gider tage del i legen. Vi kræver at de og de betingelser er opfyldt, inden vi kan overveje om vi i det hele taget gider tage imod den gave, der bliver os rakt.
Man skulle tro, at den evige Gud, der har været med fra skabelsen, ville sige: Hvad rager det mig, hvad det der støvfnug af et menneske stiller af betingelser. Jeg lader dem simpelthen sejle i deres egen sø, så kan de have det så godt.
Men det er netop det helt ekstraordinære, at det ikke sker. I stedet overgav han det bedste, han havde, sin egen søn, til menneskers forgodtbefindende, hvad de straks kvitterede for ved at pine og plage ham og slå ham ihjel på et kors. Men dermed var alt ikke slut. For Jesu død for vores skyld blev vejen til menneskers redning.
Mennesker efterspørger konstant tegn, så de kan tro. De fik nogle tegn eller symboler, som ikke skaber tro, men tværtimod tvivl. Men for den, der tror skaber det en ny vej igennem livet. Nemlig det levende vand, der i dåben gør os til hans børn, og det levende brød og vin, der igennem hans død giver os tilgivelsen i nadveren. Gud står der med gaven uanset hvor mange gange, vi takker nej til den og livet.
Virker det så? Ja, det har vi overhovedet ingen mulighed for at bevise, men for den, der tror på det, virker det. Der er ingen, der bliver frelst mod deres vilje, men hvis man blot har det mindste gran af tro blandet med så megen tvivl, det skal være, så virker det.
Grundtvig skriver i 1859 om det i en af de salmer, som vi ikke skal synge i dag ”Helligånden trindt om land”, hvor det i et af versene hedder:
Livets Træ ved flodens rand
vokser op i troens land,
så Guds-folket mad og drikke
midt i ørken savner ikke,
lever højt ved Herrens bord. DDS 298,3
Det handler om den udførende kraft, Helligånden, der netop udvirker disse ting. Det kan godt være, at der er mennesker, der lider nød i ørkenen i dag, men der har vi så en udmærket lejlighed til at vise, at de er vores næste i dag eller andre dage ved indsamlinger og så videre. Livets træ er det, der vokser op fra døbefonten, når vi i dag døber det nyeste medlem af vores kirke. Og vi kan lige om lidt leve højt ved Herrens bord, når det bliver dækket til nadveren. Og så bliver det jo tydeligt for enhver, at det er symboler, der skal vise hen til noget andet. Ingen bliver mætte af den lille oblat og ingen får tørsten slukket ved det lille bæger vin eller saftevand, men hvis vi i troen fatter, hvad det betyder, så bliver Jesu ord til os sande: Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.
Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der så Søren Pape Poulsens bisættelse i går fra den meget smukke og helt fyldte Viborg Domkirke. Det, der blandt andet slog mig, var, hvor stærkt salmerne og ritualet virkede og sagde noget, selv i en situation, hvor der ikke er meget at sige, og vores fattige ord ikke slår til.
På samme måde i nadverritualet, hvor vores fattige ord og manglende tro kan stå i vejen, der lyder det det klart og tydeligt i bortsendelsesordene, når vi har modtaget brød og vin, legeme og blod: ”hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder”! Hverken mere eller mindre. Og så kommer den snusfornuftige stemme: Hvad så, kan man så bare gå ud og fortsætte med at lave alt det, man ikke skulle, men bare ikke kan lade være med?
Nej, selvfølgelig ikke, for det kan man da ikke drømme om, når man først er blevet tilgivet. Når tilgivelsens under for alvor slår igennem, så er det livsændrende. Og når man så alligevel kommer til at gøre det igen, eller finder på noget helt andet, som man heller ikke skulle have gjort, så står tilgivelsen parat endnu en gang. Det er bare at åbne munden, så flyver der stegte duer ind. Stik imod menneskelig erfaring, men med Guds kærlighed står tilgivelsen parat.
AMEN