Læs dagens tekst her
”Uden mad og drikke duer helten ikke”. Vi kender alle ordsproget, som betegner, hvor nødvendigt det er for os alle med konstant og tilstrækkelig indtagelse af væske og næring. Der er ikke noget at sige til, at mad og drikke udgør så stor en del af vores univers, når man tænker på, at der ikke skal gå ret lang tid uden nogen af delene, før mennesket ikke længere er funktionsdygtigt. Man kan undvære mad i en måned og vand et sted mellem tre og ti dage, alt efter hvor varme omgivelserne er. Men der går ikke ret lang tid, inden man bliver svækket og får begrænset sine præstationer.
Derfor er det en hel videnskab for topatleter, hvornår og hvad man skal indtage for at kunne præstere optimalt, og for os andre skal der ikke gå meget mere end en times tid over den normale spisetid, før man bliver forvandlet til et grådigt og kompromisløst rovdyr på jagt efter noget at indtage. Heldigvis har de fleste i skuffer og skabe forskellige former for hurtigt indtagelige nødrationer liggende, så vi kan overleve til næste måltid. Men det er da også værd at tænke over i forbindelse med de nødsituationer, som det offentlige via Beredskabsstyrelsen har bedt os alle om at være selvforsynende i minimum tre døgn. Der udgør mad og drikke en meget stor del af det, der skal være på plads og i orden i forvejen.
Men Jesu tilhørere havde tilsyneladende ikke læst disse instruktioner fra Beredskabsstyrelsen og vælter hovedløst ud i ørkenen uden sans for at tage hverken vådt eller tørt med. Det er så meget mere bemærkelsesværdigt, som at de i modsætning til os har været vant til at færdes i områder uden en butik eller et spisested indenfor ganske få hundrede meter. Der har heller ikke været et offentligt forsørgersystem, som man har kunnet læne sig op ad og skælde ud på, når det ikke virker. Som sidste vinter, hvor en motorvej lukkede ned på grund af sne, og en del trafikanter blev fanget i op til 24 timer. Vi kan slet ikke forestille os, at vi selv skal tage tæpper og lidt ekstra mad med, når man kører ud om vinteren, og der er udsigt til snestorm.
Hvad havde de tænkt, alle dem, der vandrede ud i ørkenen? Forventede de helt automatisk, at Jesus og hans disciple skulle sørge for deres forplejning? Ville de bevidst eller ubevidst tvinge Jesus til at lave et bespisningsmirakel? Vi ved det ikke, men Jesus ville ikke sende de mange mennesker tomhændede hjem med tomme maver. Han kunne ikke bare sige til dem: Tak, fordi I er kommet for at høre, hvad jeg har at sige. Men skynd jer nu at vende om og komme hjem, inden I bliver alt for sultne.
Her er der lige pludselig mange mennesker et sted, hvor man ikke kan skaffe mad, eller det ville være uoverkommeligt dyrt at skaffe mad til dem. Der er en smule, men slet ikke nok til at alle kan få bare lidt. Jesus får sine venner til at sørge for, at alle sætter sig ned, og så begynder de ellers at dele ud. Og det viser sig, at der er nok til alle. Ja, der er endda 12 kurve til overs af brødene, og hvad der blev til overs af fiskene, var der ingen, der gad samle sammen, for det kunne alligevel ikke holde sig.
Hvad skal vi stille op med det her mirakel? Kunne vi ikke lige ordne alle sultproblemer i hele verden, nu hvor vi er i gang? Men nej, Jesus kommer til os i vores verden, og vi får vores liv fundamentalt ændret med hans død og opstandelse for vores skyld. Men verden er stadig den samme. Der er stadig sult i verden. På samme måde, som der stadig er sygdom og død i verden. Selvom Jesus i mødet med syge hjalp dem, og de fik det bedre, bliver vi mennesker stadig syge. Og selvom Jesus brød dødens magt ved opstandelsen, så er døden stadig ethvert menneskes afslutning på livet her på jorden. Det har ikke ændret sig, men vi har fået håbet om noget andet og bedre efter døden.
De lokale kunne godt se det smarte ved Jesus. Hvis de nu gjorde ham til konge, så ville han skaffe dem alt det brød, det skulle være. På samme måde som den samaritanske kvinde, Jesus møder ved brønden i Sykar, gerne vil have af det vand, der gjorde, at man aldrig blev tørstig igen. Så ville hun være fri for hver dag at gå ud og hente vand ved brønden og slæbe de tunge krukker tilbage igen. Men Jesus er hverken brødkonge eller løsningen på verdens drikkevandsproblemer. I den samme verden som altid, men nu med en Frelser, må vi stadig slås med de samme problemer. Der findes ingen hurtige løsninger, der i et snuptag kan løse alt. Der må stadig hårdt slid til, samarbejde, nye ideer og nogen, der er villig til at finansiere langsigtede planer. Og så bevidstheden om, at vi aldrig får løst alt. Der vil hele tiden dukke nye katastrofer og nye farlige situationer op. Vi når aldrig til det punkt, hvor vi kan sige, at nu har vi en perfekt verden. Alene af den grund, at det ikke er os, der bestemmer alt.
Man kan ikke koncentrere sig om de kloge ord, hvis ens mave skriger på mad, og man er komplet dehydreret. Det har jo altid været baggrunden for organisationer som Folkekirkens Nødhjælp. Afhjælp nøden, og hvis nogen skulle spørge, hvorfor man gør det, så kan man sige, at Guds Søn har vist vejen. Hjælp først og spørg bagefter. Eller rettere: Hjælp først og giv svaret bagefter.
Indimellem virker det, som om det er tilfældighederne, der styrer Jesu liv. Forstået på den måde, at han agerer i de situationer, der opstår. Her hører vi om, hvordan han tager over på den anden side af søen for at have noget tid sammen med inderkredsen. Men store skarer bliver ved med at dukke op. De vil se, hvad han gjorde, og høre, hvad han sagde. Det er også fint nok, men skyldes det almindelig nysgerrighed, at man vil se giraffen, eller skyldes det oprigtig interesse?
Grænserne er flydende, og det ene kan jo føre til det andet. Men det ændrer ikke på, at en larmende folkeskare med store krav ikke er det bedste sted, hvis han skal føre dybe samtaler med sine allernærmeste. Her gør han det, at han afhjælper den akutte nød og imødekommer de mest højlydte krav, men det stopper jo ikke for nye nødsituationer og nye krav. De bliver ved med at bringe syge til ham, der skal helbredes, og nu vil de have ham til sørge for deres madsituation fra nu af. De får deres mad, men så trækker han sig tilbage op i bjergene, og nu har han ikke en gang de nærmeste med. Han har brug for at være alene, og der er vej, som kun han kan gå, og han må gøre det alene.
Den menneskelige organisme må have en række krav opfyldt for at kunne fungere. Mad og drikke skal vi have tilført mere eller mindre konstant og til bestemte tidspunkter, som i dag er flyttet en time. Men vi skal også have tag over hovedet og varmt tøj på kroppen. Og gerne 8 timers søvn i døgnet. Det er godt på den måde, at mennesket har fundet ud af, at det skal organisere sig, så det ikke skal strejfe om alene eller i små grupper for søge føde. På den måde kan et givent landområde også bogstaveligt talt brødføde mange flere mennesker. Men der er mere i livet end disse basale krav, der skal opfyldes. Mennesket lever af mere end brød alene. Det kan godt være, at vi skal have de basale krav opfyldt først, men der hører mere med til livet. Vi skal overleve, inden vi kan leve.
Men vi må bare ikke kun tro, at livet kun er en overlevelse. Vi skal have plads til at kunne være mennesker. Og vi skal have rum til fordybelse. Og det sker nu engang bedst alene eller med få omkring os. Mennesket er et socialt dyr, men der skal også være plads til ånden. Der skal være plads i tid og rum til ånd og eftertanke. Så det kan gå op for os, at den vej, Jesus måtte gå alene, vejen til Golgata, skete for vores skyld, for netop din og min skyld. Vore levevilkår er de samme før og efter påske, men nu har vi fået håbet, og det kan man leve på.
AMEN
Salmer: 747-287-31-69-461-750-380
