Læs dagens tekst her
Tidligt i livet kan man få en fornemmelse af at befinde sig i samtale med nogen. At man aldrig blot er alene, men bærer på en indre stemme, der kender én rigtig godt. Når jeg som barn gik rundt nede i engen, hvor hestene gik og græssede, og der var langt til byen og andre mennesker, befandt jeg mig i konstant samtale, ofte højlydt. Og mens jeg naturligvis altid selv udgjorde den suveræne hovedperson i samtalerne, var det som om, der også var noget andet til stede. En stemme fra en uendelig fortid, der var meget klogere og mere grundfæstet i verden, end jeg selv var. Jeg har den stemme hos mig endnu, og mens jeg skal være ærlig og sige, at jeg i en periode i min relativt uforstandige ungdom mistede en stor del af sansen for den, kom jeg siden til bedre at forstå, at denne stemme er afgørende at bevare kontakten med. For det er historien, der kalder, det er Ånden, der kalder, og det er Herren, der kalder.
Den store stemme lyder bestemt også i teksten på denne dag, bebudelsesdagen, hvor den unge Maria opsøges af ærkeenglen Gabriel, der har en meget vigtig besked til hende. Selv om hun aldrig har været sammen med en mand, skal hun blive gravid og føde et barn, Guds søn med navnet Jesus, der skal være konge til evig tid. Helligånden vil sætte det hele i værk, og Maria reagerer, som de fleste nok ville. Hun forfærdes og har svært ved at tro, at dette virkelig overgår hende, men hun besinder sig i en fart. Måske har også hun længe været fortrolig med en anden og mægtig stemme og genkender den her, for hun konkluderer hurtigt, at det skal ske, som englen har sagt. Hun er Herrens tjenerinde, Marias liv har fået et klart formål, og når modgangen kommer, hvilket den jo i dén grad gør, da hendes søn vil blive offer i det dramatiske påskeforløb, der hurtigt nærmer sig, kan hun stadig føle sig omsluttet af den store stemme. Hun er ikke alene.
Den store stemme er i sidste ende identisk med Guds vilje, men der skal siges mere om den. Der tales i denne tid, præget af konfrontatoriske meldinger fra USA og en generelt ildevarslende stemning, en del om åndelig oprustning. Mange aner, at noget vigtigt skal samles op, og at vi ikke blot kan basere vores samfund på velfærd, frihed og de seneste idealer angående diversitet. Vi må grave dybere for at føle os mere trygt sat i historien og ikke mindst forstå, at Europas åndelige arv grunder i både den græske antikke tænkning og den kristendom, der siden bredte sig til alle mennesker. Ud af dette voksede respekten for – som forfatter Jens-Christian Grøndahl formulerer det – ”Det enkelte menneskes værdighed og uerstattelighed”, og den europæiske arv er stærkt knyttet til den kristne tolkning af mennesket som et væsen, som Gud insisterer på at bevare.
Den store stemme ønsker at tale til os og være hos os, og den genkendes ikke blot gennem Bibelens og kirkens ord, men også gennem alt det, der gennem tiderne blev til kristen europæisk kultur. Johan Sebastian Bachs musik, litteraturens visdom, malerierne, digtene, teaterstykkerne, statuerne og de store katedraler. Alt det, vi nok har glemt at ære nok, mens det amerikanske til gengæld og dermed også det af og til lige lovlig disneyficerede og romantisk letkøbte gennem årtierne kom til at fylde så meget, fordi vi var for villige til at opfatte det europæiske som mindre interessant.
Desværre underkender vi stadig det kristne og europæiske, når vi officielt blåstempler det, der modsiger det – når vi for eksempel optager det muslimske ord for påkaldelse af Allah i Den Danske Ordbog. Og når en sprogforsker på tv fortæller, at han selv bruger det udtryk, idet – som han sagde – det kristne ”Om Gud vil” jo hører en anden tid til.
Vi befinder os med andre ord nu i den epoke, hvor det kan føles mere naturligt at påkalde Allah end den kristne Gud. Åhr, hold nu op, vil nogen sige, man behøver ikke tage det så alvorligt, og skal vi absolut lave problemer ud af alting? Netop den lette holdning udgør imidlertid en stor del af problemet. Vi har i en blanding af ironisk distance og insisteren på rummelighed nedgjort arvens betydning og finder det derfor i dag mere harmløst at dyrke ord og højtider, der modsiger den. Alt imens man ved lækre receptioner kan gratulere hinanden med den oplyste og afslappede vilje til inklusion. Konsekvensen kan bare være, at der i længden kan opstå en vis tvivl om, hvad der egentlig dybest nede kendetegner én selv og stedet her, og dette er punktet, hvor arven ikke rigtige længere kan mærkes. Og skulle det ske, at man en dag begynder at længes efter at føle sig mere forankret i den og tiltalt af den kristne stemme, der gennemsyrer den, kan det opleves, som om meget med tiden er blevet tomt. Fordi man har glemt, hvad det vil sige for alvor at lytte.
Der er på den måde opstået en særlig stilhed – den europæiske stilhed – hvori man kan glemme, at man er Ånd og står i forhold til Gud. Sagen er dog bare, at vi stadig kan længes efter at mærke dette mægtige og betryggende, hvilket jo er grunden til, at mange finder det så vidunderligt at træde ind i en stor katedral i Köln eller Paris. Herinde, hvor man aner mange hundrede års åndfuldhed indenfor rækkevidde, herinde lyder stemmen på særlig vis, og enhver må spørge sig selv, om man stadig kan formå for en stund at skubbe mange generationers oplysningsfornuft til side og virkelig lytte.
Det kniber for eksempel for hovedpersonen i Michel Houellebecqs roman Underkastelse, Francois, der savner trøst og mening i livet og under sin jagt efter åndelig oprustning sætter sig ind i et kapel og kigger på en statue af jomfru Maria, der sidder med Jesus på skødet. Og der står: ”Det var en ejendommelig statue som vidnede om en for længst forsvundet verden (…) Det var ikke Jesusbarnet, der var afbildet; det var allerede verdens konge. Den afklarede ro, det indtryk af åndelig styrke og uhåndgribelig kraft der udgik fra ham, var næsten frygtindgydende.” Francois forstår, at stemmen kommer fra verdens konge, og at den åndelige styrke findes allerede dér i det lille barn, men forbindelsen til det hele er for ham blevet brudt. Fordi han for længe har levet i den store europæiske stilhed uden at gøre sig tilstrækkeligt mange tanker om den lange kristne historie, der er gået forud. For ham er den hellige stemme blevet tavs.
Men er det ikke muligt at blive i stand til at høre den igen? Jo, det er det, for stemmen er jo ikke væk, selv om den er blevet ignoreret eller nedgjort eller helt forsøgt afskaffet. Den tog nemlig permanent bolig i historien, da Maria fik besked om, at hun skulle føde Guds søn. Ved Helligåndens mellemkomst fuldbyrdedes samtalen mellem Gud og os, og jo mere vi sammen holder fortiden levende, desto større er muligheden for, at man føler sig talt til som én, der mærker livet strømme til én gennem historien. Teolog og præst Søren Krarup skriver i bogen Det moderne sammenbrud: ”Mennesket er ånd såvist som mennesket altid eksisterer i et forhold til sig selv og sin fortid. At være menneske er at være uendeligt interesseret i sin historisk bestemte eksistens.” Den historie, fortsætter Krarup: ”til hvilken han stiller spørgsmål og hos hvilken han søger svar, men som han aldrig kan gøre til et objekt, han selv står udenfor.”
Man kan ikke adskille sig fra historien uden at blive adskilt fra sig selv, og Maria indsættes til fulde i historien, da hun erkender, at det skal gå hende efter Guds ord. At hun som Herrens tjenerinde må bære sin del af ansvaret for den tid, hun lever i, og mens vi andre ikke vil blive bedt om at føde Guds barn, får også vi som de benådede – altså, de tilgivne syndere og de udvalgte tjenere – en befaling om at tage vare på vores tid og vores sted.
Den erkendelse begynder med den første følelse af ikke at være alene, selv om man troede, at man var det. For stemmen var der som den mærkelige blanding af trods og håb, når man var mest modløs – måske fik man bare ikke sat så mange ord på den, fordi ingen eller kun meget få omkring én fandt på at tale om, at vores indre stemme stammer fra Gud. Fordi der var så åndeligt stille i ens epoke, og nu hvor vi i den store bekymring for en kaotisk verden begynder at forstå, at der skal tales om Ånd igen – at der ligefrem skal oprustes – kan man erfare, at stemmen jo har været her hele tiden. Den er her i kirken, og den er i én som et strejf af styrke, når man vel at mærke opgiver forestillingen om med alle sine ustabile tanker og sorgen over en dag at skulle dø selv at kunne mestre alt det kommende. Så kan man vinde styrke ved at kigge bagud i stedet for fremad og bestyrkes ved tanken om, at Helligånden er i verden.
Den kom over Maria, og den skal den komme over enhver, der skal indtage sin plads i historien og trøstes ved, at man hver dag har et ansvar for at være til for de andres skyld. Jeg føler mig selv mindre ensom og udsat, fordi jeg tror på, at jeg er sat i historien ved Guds vilje og skal bevares ved Guds vile, og sagt med Søren Kierkegaard handler det om: ”… taknemmeligt og inderligt at tilegne sig det fra Fædrene Overleverede, at stifte et nyt Bekjendtskab med det – gamle Bekjendte.”
Mister man følingen med det gamle bekendte, mister man føling med sig selv og tør måske ikke se fremad, når modgangen kommer. Som mange føler, at den gør nu. Men den, der ser tilbage og lytter til stemmen gennem alle tider, vil forstå, at enhver – også jeg – bærer på det overleverede og har et ansvar for det, og at intet er mere bekræftende end at vide, at Gud har et formål med, at jeg er her nu. Det var det, jeg mærkede nede i engen hos hestene gennem stemmens betryggende besked om, at jeg ikke var alene, selv om jeg så ofte troede det. Den stemme tog endeligt bolig i verden, da Maria fik bud om at føde Jesus – ham, der skulle gøre Guds frelsende vilje helt nærværende for os. Ja, så nærværende, at vi kan tro på, at den vil have os med hele vejen ind i evigheden, for skønt vi ved, at det ikke er alt i os, der er værd at elske, er vi blevet benådet gennem drengen, som Maria fødte. Han benåder os gennem den opstandelse, han som verdens konge og med al åndelig styrke kom til at fuldføre, og siden har mennesket levet med evnen til at høre hans stemme. Og forstå at det hver dag er historien, der kalder, at det er Ånden, der kalder, og at det er Herren, der kalder. I så mange hundrede år har menneskene troet på dette før os, og hvis vi kigger tilbage og virkelig lytter, kan også vi i dag tro på, at det virkelig er sandt. Amen.
Salmer: 10 – 337 -71 – 108 – 66 – 58
