Læs dagens tekst her
Somme tider kommer de gode viljer til at virke i stik modsat retning af, hvad der var meningen. Eller de får de nemmeste løsninger til at virke som de bedste.
Når vækkeuret ringer kl. 6, og man søvndrukken prøver at kæmpe sig i træningstøjet for at løbe den tur i regnvejr, som man har sat sig for aftenen i forvejen, så kan en kommentar fra ens nærmeste fremsat i god mening om, at man da heller ikke behøver at løbe den tur, være uhyggeligt fristende. Den lune seng kalder på en, og alle argumenter kører igennem hovedet: Er det nu også så vigtigt at løbe lige nu? Kan man ikke bare gøre det på et andet tidspunkt? Og giver det overhovedet mening at dyrke motion?
Men så løber man alligevel, fordi man godt ved, at hvis man udsætter det, så kommer der altid noget andet i vejen. Og ja, det er vigtigt at være i god form! Og nu er man alligevel vågnet, og selv om det kan være surt nu, så ved man godt bagefter, at det var den rigtige beslutning. Især når man har været i bad og fået varmen igen, og man har den herlige selvretfærdige følelse af at have gjort noget.
Eller som vi skal høre om i forbindelse med dåben, at disciplene prøvede at skærme Jesus fra ekstra arbejde og give ham lidt ro, og derfor spærrede vejen for nogle kvinder, der ville have Jesus til at velsigne deres børn. Men Jesus bliver vred og gør børnenes måde at modtage Gud på til et ideal for, hvordan alle mennesker skal modtage Guds rige.
Eller endnu værre da Peter vil spare Jesus for den forestående lidelse og korsdød. Jesus prøver at fortælle dem, at det er nødvendigt, men Peter, der efter almindelig menneskelig målestok synes, at det er forfærdeligt, og at det aldrig må ske, får øjeblikkeligt en afvisning tilbage med ordene: Vig bag mig, Satan! Lederen af hans nærmeste bliver sammenlignet med den store frister. Det kunne være så nemt at lade sig friste til at lade være og leve videre. Men det måtte ske. Det var Jesu opgave på jorden.
Og her hører vi om velmenende mennesker, der ikke mener, at en blind kan sidde ved vejkanten og råbe efter Jesus. Men den blinde vil ikke tie stille og råber bare højere. Han må på en eller anden måde have indset, at det her var hans eneste chance for at blive frelst. Og den chance havde han ikke tænkt sig at lade gå fra sig. Så han bliver ved med at råbe.
Men han er ikke bare en eller anden højtråbende stakkel. Han har forstået noget, som mange af de andre ikke har. Da han spørger, hvem det er, der kommer forbi, får han at vide, at det er Jesus fra Nazareth. Men det er ikke det, han råber. Han råber på Jesus, Davids søn. Rygtet må også have nået ham på en eller anden måde, og han har konkluderet, at det var den længe ventede frelser, der kom forbi. Det var ikke kun en eller anden tilfældig tømrersøn fra Nazareth, men Guds søn.
For os er det måske meget naturligt, at en blind råber af sine lungers fulde kraft for at blive helbredt. Som blind, længe før der var noget, der hed social forsorg, så var han tvunget til at tigge for at kunne overleve. Men han råber ikke: Helbred mig! Han råber: Forbarm dig over mig! Og selvom det måske kan lyde som det samme i vores ører, så er der en væsentlig forskel.
Her er mere på spil end et synshandikap, selvom det kan være slemt nok. Det er et spørgsmål om tro. Tro på, om den frelsesplan, der var forudsagt ved profeterne, om det var noget, der ville ske her og nu, eller det ville være noget, der var henvist til en fjern fremtid.
Og den blinde troede med blind tillid på det, han havde fået fortalt uden at have set beviser. Jesus stopper op og får ham bragt hen til sig, og stiller ham det måske for os mærkelige spørgsmål: Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig? Den lå ligesom til højrebenet, at han kunne blive seende igen.
Vi hører noget af det samme ved en anden lejlighed, hvor Jesus møder et menneske, der havde været lam i 38 år og nu lå ved en dam, hvor hans eneste håb på en helbredelse var en fortælling om, at den første, der kom ned i dammen efter en engel havde bragt vandet i oprør, ville blive helbredt.
Men det mirakel kunne han godt skyde en hvid pind efter. Hvordan skulle han nå ned til vandet som lam og som den første, når han ikke havde nogen til at hjælpe sig. Og Jesus møder ham med spørgsmålet: Vil du være rask? Lidt provokerende kunne man godt opfatte det! Men det er ikke så meget et spørgsmål om den lamme er vokset så meget sammen med den identitet at være syg, så han ikke ønsker en tilværelse som rask. Det er fordi Jesus ser på ham som et menneske først og fremmest. Og det store spørgsmål er: Skal det være et frelst menneske eller ej? Tror dette menneske på den tilgivelse, der gives i Jesu ord og handlinger?
Og ja, så var der også spørgsmålet om dette menneske havde en sygdom eller var lam. Det kunne Jesus så også lige helbrede ham for, men det vigtigste var, om han troede.
Det samme her. Jesus spørger, hvad han kan gøre for den blinde. For den blinde har allerede vist, at han tror på Jesus som Guds søn. Så derfor behøver Jesus ikke spørge ham til troen først. Og hvad kunne han så ellers gøre for ham. Nåh jo, gøre ham seende igen.
Jeg holder plejehjemsgudstjenester en gang om måneden på plejehjemmet Solgaven ved Ny Ellebjerg Station. Det er et plejehjem specielt for synshandikappede. Med andre ord er beboerne alle blinde eller meget svagtseende. Man kunne godt forestille sig, at denne helbredelsesberetning af en blind ville være sprængstof sådan et sted.
Måske ville nogen endda i misforstået omsorg lade være at bruge denne helbredelsesberetning eller en af de andre beretninger om blinde, der får synet igen, på blindeplejehjemmet. Men så er det fordi du ser på dem som blinde først, og så først bagefter som mennesker. Det er frelsen og troen, der er det vigtigste. Og ja, så har de også et handikap.
Det kan jeg jo sagtens stå her og sige, som bortset fra aldersbetinget langsynethed, der heldigvis kan korrigeres med en læsebrille +2,0, ikke har problemer med synet og kan færdes normalt. Men jeg har aldrig hørt beklagelser fra de gode beboere på plejehjemmet. Med humoristisk overbærenhed, når jeg kommer til at sige til dem: Det kan I da nok se! Så betragter de sig selv som mennesker først, og bagefter som blinde og svagtseende.
Det kan være upraktisk og irriterende og de ville nok alle sammen gerne kunne se mere og bedre, men jeg har aldrig hørt det sat som betingelse for at tro. ”Gør mig seende, og jeg vil tro!” Og det viser sig, at man kan være mere klartseende som blind, end dem, der har synets fulde brug. Som den blinde fra Jeriko, vi hører om i denne fortælling.
Man skal altså ikke lade sig stoppe af, hvad andre mener er det mest passende.
Det kan være fristende, ja selv Jesus blev fristet. Men for vores skyld tog han ikke den nemme løsning. Kan børn blive velsignet og døbt af Jesus? Ja, det kan de, og man skal ikke lade sig stoppe af den nemmeste løsning, bare at lade tiden gå og lade dem selv bestemme, når de bliver gamle nok. Så bliver de jo kastet ind midt i livet med en barndom uden Gud. Og vi skal ikke lade os stoppe, når chancen for at tro kommer gående forbi os på vejen. Så er det med at gribe den og holde fast i den, til vi får velsignelsen og måske kan se klart igen.
AMEN
Salmer:752-305-173-599-27-441-675
