Der er en kraft i troen på Gud, som er både forunderlig og fascinerende. Det er den kraft, som troen træder til med, når vi er slået omkuld, når det ubærlige sker, og når livet føles som en ørkenvandring. Her kan troen på Gud få os på benene igen. Her giver troen os styrken til at leve videre, selv når det hele virker meningsløst. Her tænder troen et lys, som vi kan finde tilbage til, når mørket har lagt sig tungt over os.
Jeg trænger selv særligt til troens kraft her, hvor november er over os. Den mørkeste måned, som lige er begyndt, og som føles uendelig lang. Det kan give åndenød at tænke på, at skulle stå distancen igennem novembers mørke, og der skal findes kræfter til at holde fast i de lyspunkter, som viser sig undervejs. For der er mere mørke end det, som efteråret byder på. Løfter vi blikket og ser ud i verden, så møder et andet mørke os her. Den verden, vi lever i, er hærget af krig og en frygtelig umenneskelighed. Det kan det virke umuligt at finde kræfter til at holde modet oppe, og bevare håbet. Her er det, at vi kan gribe troen og mærke den trodsige styrke, som er i den. Høre den indre stemme, som modsiger alt det ubærlige med sit eget tydelige sprog.
Første gang jeg fornemmede troens kraft var i Agersted kirke i Nordjylland. Her sad jeg som barn med min mormor på kirkebænken og sang med på salmerne og lyttede til bibelens ord, som præsten udlagde på en så levende og fortryllende måde. Jeg sad opslugt og stirrede på ham, mens han talte, og så jeg mærkede jeg, at der her i kirken var noget stort og forunderligt på færde. Noget som satte sig i kroppen, fordi det føltes så uendeligt fremmed og vidunderligt nært på samme tid. Det var følelsen af, at der er en forbindelse mellem himmel og jord. En fornemmelse af, at selvom himlen føles uendelig fjern, så er den alligevel helt tæt på. Den følelse har fulgt mig igennem livet, og er blevet til en konkret erfaring af evigheden. Den er der som en kraft troen giver mig, der modsiger mismodet og meningsløsheden og viser nye veje, som livet kan føres videre ad. En salig følelse, som har givet mig troen på, at vores døde ikke er væk, men helt tæt på os.
I dag er Allehelgensdag, den dag, hvor vi mindes vores døde. Her kan vi i særlig grad have brug for at finde styrke og kræfter i troen. Finde ind til det sted, hvor vi fornemmer evigheden og forbindelsen mellem himmel og jord. Jeg tror på evigheden, og når jeg mindes min mormor, som døde for mange år siden, så er det med taknemmelighed over alt det, hun gav mig. Den dybe tryghed, jeg følte i hendes nærvær. Hendes duft og uendeligt bløde kinder, som jeg elskede at ae og trykke min egen kind ind til.
I sidder hver især med jeres minder om dem, I har mistet, og måske mærker I også taknemmeligheden over, at de har været i jeres liv. Det lys, den glæde, og det håb de gav til jer. Taknemmelighed over den tid I nåede at få sammen, den fylder måske først, og måske følger så den dybe ærgrelse over, at I ikke fik mere tid sammen. Men de døde, som vi elsker er ikke væk, de er her stadig, for Guds evighed begrænser sig ikke kun til livet efter døden. Guds evighed trænger ind i vores virkelighed, og vores døde lever videre i os. Vi kan se dem som forbilleder. Den tryghed min mormors nærhed gav mig, mærker jeg når mine børn trygt læner sig op ad mig. Vi kan betragte de døde som dem, der er gået forud og har vist os veje, som vi kunne gå ad, eller veje, som vi absolut skulle ikke skulle bevæge os ud ad. I kærlighed til os og til verden har de døde kæmpet for retfærdighed og sandhed. De er stået op for alt det, som de havde kært, og holdt sig til livet, så længe de kunne for at være i nærheden af os. De kan ses som forbilleder, der har kæmpet kampe for sig selv og for os, og dermed givet os modet til at kæmpe vores egne kampe og ikke give op. I den kamp er troen, håbet og kærligheden fra Gud både vores værn og våben. Og her er det i forholdet til vores døde, at kærligheden kommer på den største prøve. Det skriver Søren Kierkegaard så smukt om, og hos ham kan vi lære, at det er ved graven, at vi møder kærlighedens sande væsen. Når man står der, så forventer man ikke at få noget igen fra den døde. Den døde kan ikke give noget som helst. Men kærligheden er der stadig, selvom det menneske, man elsker, er død og borte. Det er, siger han, derfor den frieste kærlighed, for den døde kræver ikke noget af én, og kan heller ikke tilføre nye minder efter sin død. Derfor er ingen kærlighed så fri, som den kærlighedens gerning at erindre en afdød. Samtidig er det også den mest trofaste kærlighed, for det er her, du kan lære at elske de levende med den mest uselviske, mest frie og mest trofaste kærlighed. Hos Kierkegaard er det ubetinget en pligt at elske de mennesker, vi ikke kan se, men også dem, vi kan se. Pligten til at elske de mennesker, vi kan se, den ophører ikke, fordi døden skiller os fra dem, for pligten den er evig. Den pligt er en stor trøst, for det er i kærligheden til vores døde, at vi holder mindet om dem i live, og vi finder troens kraft til at leve videre.
Den kærlighedskraft, som findes i troen, fortalte en kvinde mig om, at hun havde mærket, da hun mistede sin voksne søn. Mørket havde lagt sig tæt omkring hende, men midt i fortvivlelsen og harmen over den uretfærdighed, at sønnen var død, skete der noget forunderligt. Mens hun sad og stirrede ind i mørket, var det pludselig som om, at sønnen stod bagved hende, og hun mærkede hans trøstende hånd på sin skulder. Hun vendte sig om, men der var ingen. Alligevel forblev fornemmelsen af, at han var til stede og trykket fra hans hånd helt tydelig og virkelig for hende. Hun fortalte, at det vendte hendes harme til taknemmelighed. Hun mærkede en tro på, at hun nu overlod sin søn til lys og kærlighed. På en og samme tid mærkede hun en dyb sorg og stor salighed. Og fælles var en uendelig stærk kærlighed til sønnen, som en trodsig kraft og en indre stemme, der modsagde modløsheden. Der mærkede hun troen på evigheden i kærligheden, og de ord hun satte på var:
”Vi skal leve videre i troen på evigheden, for her lever de døde videre i os, og her vil kærligheden til dem aldrig dø!”
Hendes ord bragte mig tilbage til barndommen og til kirkebænken i Agersted kirke. Jeg husker tydeligt, da præsten læste fortællingen om Maria Magdalene ved den tomme grav. Hvordan Maria går ud til graven i de tidlige mørke morgentimer, og står foran gravhulen, hvor stenen er væltet væk. Hvordan forfærdelsen og mørket omkring hende, bliver tættere, da hun kigger ind i den tomme grav. Hendes fortvivlede gråd over, at Jesus er død, og at hans døde krop nu også er væk. Mens hun står der og græder, lyder en stemme bag hende, som siger: Maria, hvorfor græder du? Hun vender sig om, og der står Jesus lyslevende, lige bag ved hende. En overstrømmende glæde flyder igennem hende, og den mørke kulde, som hun følte i hjertet, bliver nu til en boblende salighed.
Da jeg hørte fortællingen dengang, kunne jeg ikke sætte ord på det, jeg mærkede. Men styrken, der var i, at den døde Jesus var lyslevende og Marias overstrømmende glæde, satte sig i mig. Det er den styrke, som Jesus vil lære os at finde. Han taler sit tydelige sprog, som modsiger vores gængse forestillinger. Jesus kalder os til at se virkeligheden i et himmelsk perspektiv. Det gør han ved at prise alt det saligt, som vi med verdens øjne anser for svagt og krævende. Han siger: Salige er de fattige i ånden. Salige er de sagtmodige. Salige er de, som sørger. Salige er de, som stifter fred. Alt det, som er udfordrende for os, priser han saligt og forbinder det med Gud. Ved første øjekast virker det som om, han taler ud fra en af en anden verden, og så alligevel ikke. For han er selv den salige, som kommer med kærlighedens kraft til os, så vi får mulighed for at tage del i saligheden. Med det blik på hans ord, kan vi måske øjne, at de fattige i ånden er salige fordi, de tager imod Guds ånd, som giver kraften til at leve videre på trods af døden. Vi indser måske, at de sagtmodige er salige, fordi de frasiger sig en ophøjet status og viser ydmyghed, ligesom Jesus selv gør det. Vi ser, at de som sørger, er salige, både når de sørger over, at ondskabens magt findes i verden som krig, død og umenneskelighed, og når de sørger over personlige tab. Til dem kommer Gud med trøst og kraft til at leve videre og genoprette alt det ødelagte. De salige som stifter fred, ser vi, er dem, som af alle kræfter vil bringe splittelse og kamp til ophør. Dem som på trods af alt det, der modsiger, holder fast i livsglæden og livskraften.
Det er den lærer, som Jesus møder os med i dag, og som åbner himlens perspektiv for os. Han fortæller, at himmel og jord er forbundet, og at Guds salighed er den kraft, som flyder fra himlen til jorden i en uophørlig strøm. Og så slutter han med at sige, at vi er de salige. Alle os her på jorden og alle de døde, som er i himmelen, vi er de salige, som skal fryde os og glæde os for vores belønning i himmelen, er stor. Det er næsten for godt til at være sandt og for utroligt at tro på, at himmel og jord hører sammen, og de døde er ganske nær. Det er for forunderligt. Ja, lige så forunderligt som fortællingen om Jesus, der blev lagt i graven, men skød stenen til side og vandrede videre som liv, lys og brød. Men ikke desto mindre, så er det den lære, han møder os med i dag.
Vi er midt i novembers mørke og kan have brug for troens kraft. Mørket i verden og i os kan føles som et tungt kistelåg, der lægger sig over os. Her letter Jesus på låget og giver os troens kraft. Her åbner han vores øjne, så vi kan skimte ham der i mørket. Her kommer han os i møde, som et strålende lys og bag ham lys efter lys fra ansigter, som engang lyste for os her på jorden, og nu lyser til os fra himlen.
Vi kan drage vigtig lærdom og livsnødvendig indsigt, når vi bliver ved med at elske vores døde og se dem som forbilleder. De kan lære os vigtigheden af at tilgive og vise barmhjertighed. De kan vise os veje i livet, vi ikke selv kan få øje på. De kan holde os til livet, selv når det hele virker håbløst. Det er kærlighedens kraft, som Jesus kommer med fra Gud. Det var den kraft jeg fornemmede kvinden, som mistede sin søn, blev drevet til at leve videre af. Hendes historie sætter livet i et himmelsk perspektiv, hvor døden ikke får det sidste ord. Hun viser, at der er uendelige og evige kræfter på spil i Guds kærlighed. Det er på Guds nåde, som Jesus lærer os at kende, at vi får kraften til at leve videre på trods af døden, så kærligheden aldrig dør. Amen.
Salmer:
732 Dybt hælder året
672 Jeg ved, på hvem jeg bygger
575 Din fred skal aldrig vige
397 Trods længslernes smerte
733 Skyerne gråner
121 Dejlig er jorden
