Du kan læse dagens tekst her.
Det her er da en gennemført umoralsk historie! En uærlig godsforvalter, der bliver grebet i sit snyd og bedrag og bliver fyret på gråt papir. Og da han hverken gider at lave fysisk arbejde og er for stolt til bede andre om penge, så fortsætter han sit bedrageri med de betroede midler og nedskriver det, folk skylder hans herre. Det giver taknemmelighedsgæld hos skyldnerne, en taknemmelighedsgæld, der helst skulle kunne udløse nogle økonomiske fordele for ham senere, så han kan leve resten af livet på det.
Det er derfor, at folk, der bliver fyret, får ti minutter til at pakke deres personlige ting på deres kontor under bevogtning af sikkerhedsvagter, aflevere deres nøgler og kort og bliver eskorteret ud af bygningen. Der er ingen grund til at give dem mulighed for at lave snyd og bedrag.
Men det mærkelige er, at manden bliver rost for sit bedrageri. Og ikke nok med det, men det bliver kaldt en klog handling og sat op som forbillede for Jesu tilhørere. Ja, det er faktisk bedrageri, der skal sørge for, at vi bliver taget imod i de evige boliger. Taget imod af dem, der har nydt godt af bedrageriet. Hælerne kunne man kalde dem.
Men lige inden I alle sammen farer ud ad døren for at komme i gang med et eller andet bedrageri eller begynder at udtænke snedige planer for, hvordan man snyde staten for udbytteskat og bruge skuffeselskaber i skattely, så er det måske en overvejelse værd, hvad der er klogt, og hvordan man definerer det.
Hvis det, der er klogt, er det, der er snedigt, gennemtænkt og det, der gavner mig selv mest muligt, så kan det godt være, at det er klogt at være bedrager. Men de fleste vil alligevel lade være med at gøre det, fordi vi inderst inde godt ved, at der er forkert.
Vi er udstyret med et moralsk kompas, en samvittighed, om man vil, der gør, at vi ved, at der forskel på rigtigt og forkert. Og for de fleste mennesker er det meget sammenfaldende, hvad der er rigtigt og forkert. Vi må ikke tage noget, der tilhører andre, og vi må ikke gøre andre fortræd.
En stor del af det er tillært gennem opvæksten. Hvis et barn tager noget af sin søskendes fredagsslik, så får barnet at vide, at det må det ikke. Man må ikke tage andres ting. Hvis de andre ikke gør, som man synes, så må man heller ikke slå eller bide den anden. Man skal være gode ved hinanden.
For de fleste vil det være så indgroet og falde så naturligt, at man umiddelbart handler ud fra disse regler, og de kan synes at være medfødte, Gudgivne.
Der, hvor det går galt, er, når vi mennesker får overbevist os selv om, at vores behov er vigtigere end andres. At jeg har mere brug for den ting eller de penge, end ejeren har. Eller det er fællesskabets penge, og da jeg er en del af fællesskabet, så kan jeg jo lige så godt tilegne mig nogen af de penge. De har jo alligevel så mange, at det ikke gør hverken fra eller til, om jeg tager nogle.
Eller endnu værre ved mord eller overfald, hvor man kan bilde sig selv ind, at ofret selv var ude om det, eller det var et uheld, at hun døde. Alt sammen fabrikerede undskyldninger for én selv, så man kan holde den erkendelse på afstand, at man har gjort noget forkert, endda måske noget frygteligt forkert.
Eller fordi man netop ikke har det moralske kompas eller er i stand til at sætte sig i andres sted og se deres smerte og lidelse.
Og så begynder det at blive farligt.
Men der er noget galt ved historien, som Jesus fortæller. For venner, man har skaffet sig ved penge, så bliver taknemmelighedsgælden meget hurtigt kun til gæld, og den kan og bliver afskrevet. Hvorimod venner og familie, man har fået, uden at der penge er involveret, er det taknemmeligheden, der er i højsædet.
Det har Jesus en lignelse om, nemlig den om den fortabte søn. Han får sin arv udbetalt og tager bort og ødsler formuen væk. De venner, der havde været med til at bruge af pengene, forsvinder som dug for solen, i det øjeblik der ikke er flere penge, og han må passe svin for at overleve.
Så ville det alligevel være bedre at være daglejere hjemme hos sin far. Han er parat til at bide skammen i sig og indrømme, at han er en fiasko og drager hjemad. Men på lang afstand får faderen øje på ham og skynder sig hen og falder ham om halsen. Af taknemmelighed over at have fået ham igen bliver der holdt fest, og sønnen får sin plads i hjemmet. Nu uden sin arvedel, men der er alligevel plads til ham. Her er ingen gæld, der skal afskrives.
Men tilbage til forskellen mellem venner skaffet ved penge, og det, man kunne fristes til at bruge udtrykket om ”rigtige venner”. Jeg sagde før, at der var noget galt med historien, og det skyldes, at slutningen ikke er taget med i prædikenteksten.
Hør lige de følgende vers:
Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. Hvis I altså ikke har været tro med uærlig mammon, hvem vil så betro jer noget, som er af sand værdi? Og hvis I ikke har været tro med andres ejendom, hvem vil så give jer noget at eje selv? Ingen slave kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.« (Luk. 16,10-13)
Denne slutning ændrer måske ikke alt, men den tydeliggør, hvad historien drejer sig om. Godt nok bliver der sagt, at man skal bruge penge klogt, men det, der er pointen, er, at der er noget, der er vigtigere end penge. Vi kan ikke undvære penge. De er nødvendige for at få tilværelsen til at fungere. Men penge må bare ikke blive til en besættelse. Det er ikke vores mål her i tilværelsen. Det er et middel til at få det til at fungere.
Det hele kan koges ned til, at der ikke er nogen lommer i det sidste sæt tøj. Hvad vil man så helst efterlade? En stor sum penge, som arvingerne kommer op og slås om, og som kan skabe uvenskab i generationer? Eller mindet om et menneske, det var en ære og en fornøjelse at have kendt, og hvis liv er blevet et eksempel, andre kan forsøge at leve op til? Og hvis man et øjeblik var i tvivl, så vil jeg citere hvad Jesus siger: Elsk din næste som dig selv.
Vi har altså en umoralsk historie, hvor et menneske med en betroet stilling sløser, snyder og bedrager med de betroede midler. Men i stedet for den forventede løftede moralske pegefinger, bliver der derimod sagt, at det var klogt gjort, og vi bør købe os venner. Men det ved vi jo godt, ikke er en løsning, og måske netop der ligger det overraskende punkt. For det har de naturligvis også vidst, dengang historien blev fortalt.
Venner købt for penge er der lige indtil, der ikke er flere penge, eller indtil en anden betaler mere. Og man skal altid kigge efter det overraskende punkt i lignelser. For lignelser er ikke fortalt for at underholde, men bliver fortalt for at give et budskab videre. Og her er budskabet, at penge er nødvendige, de kan købe dig fornøjelser og en behageligere tilværelse. Og man kan gøre meget godt med penge. Men man kan også gøre meget godt uden penge. Penge er ikke målet men midlet.
Selv om vi kan synes, vi er meget optaget af at skaffe penge og få dem til at slå til, så må vi aldrig glemme, at der er ting, der er vigtigere. At tro på Gud og derfor elske sin næste som sig selv. Gud og mammon, altså penge, er ikke enten eller, men vi må aldrig være i tvivl om, hvad der er vigtigst. Og jeg kan afsløre, at det ikke er pengene.
Amen.
Salmer: 736-309-692-683-689-375
