Læs hele dagens tekst her.
Der er en tendens til at tro, at det er i sit eget indre, at et menneske skal finde sin styrke. Måske er det en forestilling om, at der er en styrkekilde indeni i kroppen og i sindet, hvor man kan hente kræfter.
I vores tid synes det stærke menneske at være et, som kan stå på egne ben. Et som tror på, at man ved at dyrke sig selv kan optimere sit sind og sin krop og derved kan blive en stærkere, sandere, gladere version af sig selv. Et menneske som ikke har brug for andre, men er herre i eget liv udelukkende ved egen kraft.
Det er en kultur, som har fokus på, at vejen til lykke går gennem det at gøre noget godt for sig selv. Målet er at skabe velvære og være et sundt menneske både fysisk og mentalt. Og det er både vigtigt og rigtigt at være god ved sig selv og føle sig godt tilpas i sit eget selskab. Dog er det ikke det eneste rigtige, og dyrkelsen af sig selv kan føre en ned ad en farlig vej. En afstikker, hvor vi ikke længere føler os forbundet med andre mennesker. En vildvej, hvor det ikke handler om det fælles bedste, men grundtanken er: Hvis jeg gør mig selv bedre, så kan jeg blive bedre end de andre.
Det er en tro på, at vi som mennesker står alene og skal bære livet selv. Jeg kender det udmærket fra mig selv. Den stærke følelse af svaghed, hvis jeg ikke kan klare det hele. Det svære ved at række ud og bede andre om hjælp. Følelsen af at være til besvær, når jeg har brug for, at andre hjælper mig og er der sammen med mig, når jeg føler mig svag og usikker.
Når man er der, så er livet en kraftpræstation, som jeg alene skal præstere. Så kan man kan ende et sted, hvor man vender ryggen til det vigtige. Det som er afgørende. Nemlig samhørigheden som det bånd, der binder os til livet. En samhørighed med andre mennesker, med naturen, med verden, med Gud.
Vi er forbundet med hinanden og med alt det, som omgiver os. Den forbindelse er der, selvom vi isolerer os og lukker os om os selv. Den står ikke tydeligt frem, så vi kan se den og tage at føle på den. Den er der som en fornemmelse, som vi kan være åbne for, holde fast i og dyrke, for i den ligger en livgivende styrke.
Igennem hele livet fornemmer man samhørigheden, og nogle gange opleves den så stærk, at den sætter et eftertrykkeligt aftryk i ens indre. Det oplevede jeg for første gang som ganske ung i et ukendt land på fremmed jord. Jeg var rejst så langt væk fra Danmark, som man næsten kan komme. Helt til Australien for at arbejde på et hestestutteri. Det hele var ukendt og fremmed, og jeg følte mig både usikker og ensom. Jeg blev taget hjerteligt imod af mennesker, som jeg slet ikke kendte. Og jeg skulle arbejde i et landskab, som var så overvældende stort og fremmedartet.
En dag i de tidlige morgentimer sad jeg på ladet af en firhjulstrækker, som skrumlede igennem en enorm hestefold. De store dyr flokkedes tæt omkring ladet på den kørende bil, for her var foderet, som blev fordelt i folden.
Morgensolen steg langsomt op og farvede himlen med de smukkeste rosa nuancer. En stor flok regnbuepapegøjer lettede i nærheden, og hvid varmedis stod omkring de smukke heste.
Midt i det betagende syn fik jeg en stærk fornemmelse af samhørighed. Samhørighed med alt det, som omgav mig, og en fornemmelse af at være tæt forbundet med naturen og med et nærvær af en anden verden.
Selvom jeg ikke ville være ved det dengang, og heller ikke forstod det, så var det fornemmelsen af, at Gud kom helt tæt på mig i sit skaberværk og som kraft. Det føltes som at få indsigt i noget ukendt og evigt, som viste sig i et øjeblik i alt det, som omringede mig.
Øjeblikket forsvandt, men fornemmelsen af samhørighed med Guds kraft og hans tilstedeværelse i alt forblev i mig. Begge dele har fulgt mig lige siden. Nogle gange som en svag flamme på vågeblus. Andre gange er samhørigheden stærk og næsten overvældende.
Det, som kom bag på mig i min ungdom, stod både klart og fast for Martin Luther tilbage i middelalderen. For ham var det en selvfølge: ” At Gud er til stede i ethvert legeme. I enhver skabning. I ethvert væsen. Gud er den enkelte skabning, dybere, inderligere mere nærværende, end skabningen er sig selv,” siger han.
Luther var overbevist om, at det er med sit ord, at Gud har bundet sig til mennesket. Hans ord taler til os alle vegne i farver og lys, i himlen og på jorden, ja, i vores øjne, når vi ser, og i andre mennesker, når vi ser dem. For Gud er både i alt og uden for alt på en og samme tid. Det siger Jesus til os i sin bøn, som jeg læste før. Dens ord vil fortælle et herligt budskab til os. At vi er forbundet med Gud, og at vores liv dermed stammer fra en tid, før verden blev skabt. Det betyder altså, at vores liv var til, før tiden begyndte. Det liv, vi har i os, er evigt. Det kan tiden ikke ødelægge, selvom om den går og går og i sidste ende går til grunde.
Jesus beder bønnen, lige inden han går ud til Gethsemane have med sine disciple. Han ved, hvad der skal ske den aften i haven. Han kender sin skæbne med tilfangetagelse og senere korsfæstelse, død og opstandelse til liv. Han kender sine disciple og ved, hvem der vil forråde ham, og hvem der vil fornægte ham. For ham er intet ukendt. Han kender Gud, som har befalet, at det skal ske. I det lys beder han bønnen om, at Gud, som er ukendt for os, vil forblive forbundet med os med sin evige kærlighed.
Evigheden er ukendt land for os, men vi kan have en fornemmelse for den. Måske særligt når noget overvælder os med sin herlighed. Morgenstunden i hestefolden overvældede mig, da jeg var helt ung. Det samme skete, de to gange jeg blev mor. Og igen når jeg igennem livet har oplevet det sørgelige, at mennesker, som jeg elsker, er døde fra mig. Her bliver fornemmelsen af evigheden helt konkret. Det kender I sikkert også til, for i sorgen over, at et elsket menneske er gået bort, er der samtidig en stærk følelse af, at han eller hun stadig er til stede. Kærligheden til vores døde dør heller ikke med døden, den lever videre og føles stærk og evig.
Det evige fornemmer man også, når man får børn, for det føles, som om de altid har været der. Ja, at de har været til før alting begyndte. Selvom man rationelt godt ved, at de ikke altid har været der, så fortæller fornemmelsen af evigheden en anden historie. En historie om en guddommelig kærlighed, der er til før alting bliver til, og som vil være til stede i alt, hvad der er til. Den fortæller, at det menneske, som vil være stærk i sig selv uden Gud, er stærk uden styrke, for Gud er styrke. Det samme gælder det menneske, som vil være kærligt uden at elske Gud. Det menneske er kærligt uden kærlighed, for Gud er kærlighed.
Den historie fortæller Jesus i dag med sine ord om forbindelsen mellem ham selv og Gud og forbindelsen, som han skaber mellem Gud og os mennesker.
Det er en enhed i kærlighed, han taler om. Fra før alt blev til elskede Gud os. Det er den kærlighed Jesus taler om til sine disciple i dagene, inden han går døden i møde. Guds kærlighed som han i ord og handling har bragt til verden og vist dem. Den kærlighed, siger han, skal også leves, og udbredes og huskes på, når han ikke længere er på jorden.
” Og når nu det ikke er mig,” siger han, ”så må det være jer, der i ord og ved handlinger må udleve og udbrede kærligheden. Men jeg efterlader jer ikke alene med opgaven, jeg vil være med jer i alt helt tæt på, for vi er et.”
Hans ord skal sætte en bevægelse i gang, som skal fortsætte også efter hans bortgang fra denne jord. Det er det, hans bøn handler om. Han beder ikke om, at disciplene bliver rykket til et lille paradis, hvor de kan sidde og være lykkelige i al evighed. Han beder ikke om, at disciplene bliver taget ud af verden. Tværtimod beder han om, at de bliver i verden – fordi de jo kender kærligheden, han taler om. Han beder om, at de må blive i den kærlighed og enhed med Gud, som han har sat dem i.
Det bliver deres opgave – og dermed også vores opgave og ansvar. At den stemme, der hørtes mens Jesus var på jorden, at den fortsat kan høres i verden. For at være kristen er ikke at skabe sig sit eget lille paradis af velvære for sig selv.
At være kristen er at være i verden og udfylde det kald, man er sat til: At lade andre mennesker kende og mærke Guds kærlighed. Det er opgaven, vi som kristne bliver overdraget, og det kan være udfordrende i en tid som vores, hvor meget kan stå i vejen for samhørigheden med Gud. Ja, det er udfordrende i enhver tid, for vi vil ofte mere end det jordnære og håndgribelige kan føre til. Vi længes efter at gøre det ekstraordinære, som kan føre til anerkendelse.
Vi lever i tiden for selvoptimering, hvor det handler om troen på en iboende indre styrke, som vi kan lade os bygge op af. I den tro lurer faren for, at samhørighed og fornemmelsen af at være forbundet med Gud, naturen og andre mennesker træder til side for dyrkelsen af sig selv. Her findes kraften i selvforvaltet kontrol, og risikoen for at ende i narcissisme og selvdyrkelse er overvejende. Sundhed og selvfokusering er religion, og samhørighed med Gud er en saga blot. Her investeres der ikke i andre mennesker. Her handler det om, at hvis jeg gør mig selv bedre, så kan jeg blive bedre end andre.
Den kristne tro handler om noget andet. Det sætter Jesus ord på i sin bøn. Han siger, at vi er et med Gud, og det er hos ham, at kilden til vores styrke og evnen til at elske findes.
Vi elsker, fordi han elskede os først, står der i 1. Johannesbrev. De ord fortæller, at Gud har gjort os i stand til at elske og er til stede i enhver kærlig handling, vi gør. Han er i det kærlige blik, vi kaster på det menneske, som har brug for vores støtte. Han er i hånden, som vi roligt lægger på det fortvivlede menneskes skulder. Han gør os i stand til at elske det menneske, som vi har svært ved at holde af. Han er i vores øjne, så vi ser det menneske, som er overset.
Hos Gud handler det ikke om at blive bedre end andre. Han giver os sin styrke og kærlighed, så vi kan blive ved med at udleve den her i verden og få den til at blomstre imellem os.
Guds ord siger os, at han er styrkekilden i os. Det er hans kærligheds kraft, som er den stærkeste kraft. Det er i samhørighed med Gud, at vi får styrken til at leve og elske. Amen.
Salmer: 754 – 666 – 289 – 292 – 217 – 750 – 722