Læs dagens tekst her
Vi mennesker vil så gerne have orden på tingene. Vi vil gerne have puttet alting ned i dertil indrettede kasser og kunne sige med stor overbevisning, at sådan er det. Vi lærer fra de første klasser i skolen, at 2 + 2 = 4, og det kan der ikke rokkes ved. Det er betryggende, at sådan har det været, siden vores titalssystem blev opfundet et sted i Asien og kom her til engang i vikingetiden eller deromkring. Heldigvis passer det med antallet af fingre, så man altid havde en simpel regnemaskine ved hånden, så at sige.
Og sådan gælder det alle de eksakte videnskaber, men når vi kommer til verden i øvrigt og mennesker i særdeleshed, så er der ikke så meget, der er eksakt mere. Vi kan godt prøve at putte for eksempel mennesketyper og adfærdsmønstre ind i nogle kasser og sige, sådan og sådan er det her menneske, og sådan vil det opføre sig. Men tit og ofte bliver det kun muligt ved at klippe en tå og hugge en hæl, og så kommer det alligevel ikke til at passe.
Dengang levede man i verden, hvor dæmoner var en håndfast realitet. Og derfor var det oplagt at forklare psykiske og psykosomatiske sygdomme som en besættelse af dæmoner. Det var dæmonerne, der havde taget magten over det pågældende menneske, og hvis det stakkels menneske så fik det bedre, så var det, fordi dæmonerne var drevet ud af dette menneske. Og det var netop, hvad Jesus var i gang med et menneske, der ikke kunne tale. Men straks, da Jesus har uddrevet dæmonen, så begyndte den stumme at tale igen.
Men i stedet for at glæde sig med den stumme, der var blevet talende igen, var der straks nogle, der ville problematisere Jesu måde at helbrede folk på. Så de anklager Jesus for at være i ledtog med de onde ånders fyrste tilsyneladende ud fra devisen om, at med ondt skal ondt fordrives. Så når han kunne drive dæmoner ud af et menneske, så måtte han selv være i ledtog med de onde kræfter. Men logisk set er det jo noget sludder, og i stedet for at gå ind på en diskussion om, om han skulle være i ledtog med de onde ånder eller ej, hvor det ville være påstand mod påstand, så viser han, at det er selvmodsigende. Hvis det er ved det ondes magt, at han uddriver ondskaben, så må det jo være, fordi det onde er kommet i splid med sig selv, og dermed bliver det svækket.
Tilsyneladende er det ikke noget særsyn at uddrive onde ånder. Det gør Jesu modstandere også, og hvis de kan, så rejser det jo spørgsmålet, ved hvis kraft de så gør det? Det må jo være akkurat det samme, som når Jesus gør det.
Men tænk engang, hvis det ikke er ved nogen af de ovennævnte kræfter, at Jesus gør sit arbejdede. For så ville det jo være, fordi Gud var kommet tæt på sine mennesker. Og så burde de jo glæde sig over det.
Og så kommer magtbalancens eviggyldige principper på banen igen. Hvis man bevæbner sig og gør det tilstrækkeligt grundigt, så fjenden bliver afskrækket og ikke tør indlede et angreb, så kan man være i fred. Det lyder som en diskussion, der blev gennemført her og nu med den verdenssituation, vi har i dag. Hvis Europa kan nå at opbygge et tilstrækkeligt stærkt forsvar, så vil det afskrække Rusland fra at angribe. Hvis ikke, så kommer der et angreb, og så ville alle anstrengelserne være spildt. Så kan våbnene kun bruges som gammelt jern.
Og midt i al denne megen snak, er der en kvinde, som bliver så begejstret, at hun ikke kan andet end at udråbe sin store begejstring over den kvinde, som har født Jesus. Det kan jo altid være på sin plads, men det er nu ikke slægtskabet, der er afgørende for, hvordan det skal gå en. Det er ikke fordi, man har den rigtige familie, at man bliver frelst. Det er åbent for enhver. Det, der er afgørende, er nemlig ikke ens stamtræ, men derimod om man hører Guds ord og bevarer det. Om man tager Guds ord til sig og lever efter dem.
Men hvad skal vi gøre, når vi nu har forladt den årsagsforklaring, at det er onde ånder, der besætter et menneske, og derved får det til at opføre sig på bestemte måder? Når vi nu har fundet en anden og for os mere sandsynlig kasse at putte den slags optræden ind i. Jamen, det forandrer jo ikke noget ved budskabet her. Vi skal ikke hænge os i de tidsbestemte sammenhænge, ordene er sat ind i, men derimod om hvad ordene betyder for os i dag, i vores sammenhæng.
De færreste vil i dag hævde, at folk med psykiske problemer er besat af onde ånder. Men det ændrer jo ikke ved, at folk stadig plages af psykiske problemer. Og også i dag kan man diskutere frem og tilbage, hvad årsagerne kan være, og hvilke behandlingsmetoder der er de bedste. Men Jesus gør noget andet. Han hjælper dette menneske i nød og giver det en bedre fremtid. Det får han så ikke tak for, undtagen måske fra den stumme, der nu er blevet talende. De andre vil meget hellere anklage ham for at tage uautoriserede metoder i brug eller sværte hans bevæggrunde til. Hvorfor hjælper Jesus dette menneske? Der må ligge noget andet bag end blot dette at hjælpe et medmenneske. Det er rimeligt suspekt at hjælpe sin næste, bare fordi man kan. Det må være for at tjene penge, for at skabe sig indflydelse eller bare for at blive berømt.
Vi har afskaffet ånder som forklaringsmodel for sygdomme og ond skæbne. Vi har pillet ånderne ud af naturen og resten af tilværelsen. Nogle vil hævde, vi har afskaffet den åndelig verden. Vi er endt med en mekanisk årsags – virknings forklaringsmodel, så gold og uinspireret som en industrimaskine i funktion. Hvis maskinen ikke virker, så er det, fordi der ikke er sat strøm til, eller at denne fremdrivningstap er forkert justeret, eller der mangler olie på de flader, der glider mod hinanden. Og så fikser vi maskinen og alt er godt igen. ”Keine Hexerei – nur Behändigkeit”, som man ville have sagt, dengang man endnu kunne sige noget på tysk.
Hvis noget ikke virker, så kan man bare slå op i en tabel eller en fejlfindingsmanual, rette tingene, og så fungerer alt igen. Måske. Men så skifter vi bare hele maskinen ud og køber en nyere og bedre udgave, der kan mange flere ting. Og så er alt godt, bortset fra at vi har brugt en masse af jordens sparsomme ressourcer til formålet og en masse energi, der heller ikke alt sammen er vedvarende. Men hvad gør vi med mennesker? Smider vi også bare dem ud, hvis de ikke kan fikses? Sender vi dem på lukkede afdelinger eller hjem med en førtidspension, hvis de ikke passer ind i de kasser, vi nu i øjeblikket forklarer verden med?
Misforstå mig ikke. Jeg mener ikke, vi skal tilbage til en verden, der var befolket med onde ånder. Selvom man et øjeblik kan komme i tvivl, hvis ens gamle bil eller motorcykel ikke vil starte, om det er med vilje, den gør det. Og hvem har ikke stået med en computer eller en mobiltelefon, der ikke ville makke ret, og skældt den ud? Jeg er rimelig sikker på, at chips og elektroniske kredsløb er fuldstændigt upåvirkede af, hvad jeg kalder dem, og om jeg truer dem med død og ødelæggelse. Men vi skal bare passe på med at overføre vores maskin-mekaniske opfattelser til mennesker og tilværelsens forskellige forhold.
Når vi smider ånderne ud, ryger den gode ånd også med og hele den åndelige verden. Fantasien, skønheden og al det gode, der kan få os til nærmest ubevidst at være gode ved hinanden. Og specielt i denne sammenhæng, så var det jo ikke noget tilfælde, at det, der skulle hjælpe efter Jesu opstandelse og himmelfart, var ånd – Helligånden. Det er den, der skal hjælpe os igennem en kold og kynisk verden, og det er den, der skal trøste os, når livet rammer os. Med en lettere omskrivning kan man sige: At tænde lyset hjælper lidt. Helligånden og Guds nærvær hjælper meget.
AMEN
Salmer: 736-309-166-337-652-450-405
