Læs dagens tekst her
Der er ord, som kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på ethvert menneske. Ord, som kan frembringe en grundfrygt i os alle, og som kan efterlade os rådvilde.
Et sådant ord er dommedag. Det skaber en mørk og truende stemning bare at sige det højt. For i vores ører lyder det som forestillingen om ødelæggelse og undergang. Ja, i yderste konsekvens kan vi komme til at forbinde dommedag med verdens undergang. Og for vores indre øje ser vi en fortærende ild, hører utrøstelige skrig og ser, at det hele styrter i grus.
Det er en forestilling, som er skabt igennem historien i utallige bøger, i fortolkningen af bibelens tekster og i kunstværker. Dommedag udspiller sig også i moderne katastrofefilm, og senest har vi kunne følge med i en tv-serie, hvor Danmark bliver opslugt af vandmasser.
Nu er det ikke for at være dommedagsprædikant, at jeg tager temaet op. Det er fordi, vi er i slutningen af kirkeåret, hvor dommedag er et gennemgående tema. De to bibeltekster, vi hørte før, taler også om dom. De siger, at enhver af os skal få igen for det, vi har gjort, hvad enten det er godt eller ondt. Det gælder både døde og levende, at det onde i os skal dømmes, mens det gode, vi har gjort, fører til, at vi opstår til liv. De fastholder, at der er en dom. Og tænker vi nærmere over det, så ved vi alle, at vi hver dag dømmer os selv og hinanden. Oftest er dommene hårde og kontante. Når det gælder dommene over andre, så er de ofte ukærlige og nedgørende. Og når det gælder én selv, så er man tit sin egen hårdeste dommer.
Vi mærker stærkt fornemmelsen af, at er kommer en dag, hvor der vil blive fældet dom over verden og over os mennesker. Et tidspunkt, hvor det, vi har gjort, ikke kan gøres om, hvor vi bliver stillet til ansvar for vores handlinger. Den stærke fornemmelse, får vi i dag fortalt, skal ses i lyset af dommen til liv. I det lys må vores forestilling om dommedag som ødelæggelse og undergang vige, og dommen sættes i et andet perspektiv.
Men hver af os, som er samlet her i dag, sidder med vores egne billeder af, hvad dommedag er. I det store og mørke perspektiv kan det være nutidens billeder af umenneskelige handlinger, klimaforandringer og krig.
Det kan også være en stemning, som vi kan blive sat i, når det, vi håbede på, ikke ville ske, alligevel sker. Når krige opstår, og vi møder ufred og kaos i verden, så efterlader det én med en bange anelse om, at nu går vi en form for dommedag i møde. Her må vi holde håbet højt og tro på, at det gode i sidste ende løber af med sejren.
Men det sætter os i en stærk og alarmerende stemning, og her kan det perspektiv, som Jesus giver os, være et forsvar mod vores egen bange anelse. For hans ord giver en tro på, at den dom, vi står overfor, ikke ødelægger livet, men åbner for, at livet kan føre til nye dybere indsigter og ad nye veje.
Jesus beder os lytte med den hørelse, som vi fik helt fra begyndelsen. At vi slår de ører ud, som tror på Gud og lytter i tro. Gør vi det, så kommer vi ikke for dommen, men går fra død til liv. Hans ord tager os tilbage til der, hvor det hele begyndte. Tilbage til skabelsen, hvor Gud skabte livet og verden. I skabelsesberetningen står der, at han skabte mennesket i sit billede. Det vil sige, at Gud satte mennesket lige under sig. Han satte det til at tage vare på alt det, han havde skabt. Alle dyr og andre skabninger og naturen, med alt hvad den rummer. Det gjorde Gud i stor tillid til, at mennesket ville udfolde den gave og opgave, han havde givet det med at udfolde livet i ansvarlighed i tiden og i verden. På den måde skulle Guds evighed spejle sig i tiden i en smuk samklang, og Guds virkelighed skulle være flettet sammen med menneskets tilværelse og hele verden.
Det vil altså sige, at vi er skabt med hans guddommelighed i os og med ansvar for hele det smukke skaberværk omkring os. Men vi kender historien, der gik ikke længe, før det guddommelige i os blev sat over styr. Der skulle ikke meget til, før de første mennesker faldt i og spiste af lige præcis det træ, som Gud havde forbudt dem at spise frugt fra. Træet, som førte til indsigt i, hvad der er godt og ondt.
En slanges listige ord fik både Eva og Adam til at vende Gud ryggen, og de blev alle tre dømt. Dømt og bortvist fra Edens have. Men inden Gud smed Adam og Eva på porten, lyder fortællingen, at han syede skindtøj til dem, en slidstærk og beskyttende klædning.
Det er en rørende fortælling, som beskriver, at Guds dom var med helt fra altings begyndelse. Mennesket bliver dømt, men det bliver også klædt på til at gå det hårde i møde, og dommen giver en ny retning og en ny mulighed.
Måske er det det, som er på spil, når følelsen af dommedag opstår af sig selv i et helt almindeligt menneskeliv. Når vi står overfor de vendepunkter og omvæltninger, som ethvert liv indeholder. Når vi står over for den ansvarlighed over for hinanden og over for verden, som vi mennesker har.
Vendepunkter, hvor det er for sent at gøre tingene om. Tiden kan ikke skrues tilbage, løbet er kørt, kun det nye og uvisse ligger foran en. Sådanne begivenheder kan være overvældende og være svære at være i. For vi har en forestilling om, at det altid er muligt at gøre tingene om. At der altid er tid til at ændre på tingene. Men den forestilling, ved vi godt, ikke er sand i alle tilfælde. Der er et tidspunkt, hvor det er endegyldigt for sent.
Det oplever vi i både dårlige og glædelige begivenheder i livet. I de vendepunkter, som ændrer alt, og hvor der ingen vej er tilbage. En sådan glædelig begivenhed erfarede jeg, da jeg blev mor for første gang. Da min nyfødte datter lå i mine arme, blev jeg overvældet af en voldsomhed, som jeg aldrig tidligere havde oplevet.
Erkendelsen af, at jeg nu var hendes mor og skulle være mor resten af mit liv, overrumplede mig fuldstændig. En blanding af følelser vældede ind over mig: En dyb, voldsom og enorm kærlighed, en stor frygt for at være utilstrækkelig og en desperat angst for at miste hende.
Det hele rumsterede i mig på samme tid og hev og sled i mit indre. Jeg havde en fornemmelse af ikke at kunne være i mig selv. Og blev grebet af tanken om, at nu var der ingen vej tilbage. Alt var på et øjeblik ændret. Mit liv tog en ny begyndelse. Hun var mit barn og ville være det resten af livet. Jeg kunne ikke aflevere hende tilbage, hvis opgaven som mor var for stor for mig. Og hvordan skulle jeg kunne være en god mor med alt det dårlige, der er i min bagage og i mig?
Det var en fornemmelse af at blive dømt. Dømt og sat på porten af mit gamle liv for nu at stå foran et nyt liv, som jeg ikke vidste, hvad indebar, og hvor ville føre mig hen.
Jeg tror, at jordemoderen så den pludseligt opståede panik i mine øjne. Og jeg husker, at hun lagde sin hånd på min skulder. Klemte kærligt og bestemt, mens hun så mig i øjnene. Hun sagde ikke noget, men det, jeg tolkede i hendes blik, talte for sig selv.
Et insisterende blik, som udtrykte en tavs trøst. Det forsikrede om, at ja, der er ingen vej tilbage. Men fremtiden kan åbne sig som en mulighed på trods af den historie, du bærer med dig. Og nej, du kan ikke vende om, du skal bevæge dig ind i det nye og uvisse liv, som ligger foran dig. Vejen går fremad, og du er klædt på til det, selv der, hvor du føler dig blottet og nøgen, er du påklædt.
Det samme insisterende blik ser Jesus på os med, når han siger: ” Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også!” De ord er et ubrydeligt løfte, som giver os håb og livsmod. Med dem siger han, at Gud og Jesus hele tiden og til alle tider skaber liv og sætter deres vilje igennem. Viljen til godhed og vilje til sandhed er og bliver konstant tilstede i vores virkelighed. Det onde står til dom, det gode dømmes til liv. Ikke kun det gode som er i levende live, men også det som ligger dødt hen.
Mærker vi, at det er den intention, som ligger i hans ord, så taler de med trøst og giver styrke og lover, at Gud får det sidste ord med sin livgivende kraft. Deri kan vi finde styrken til ikke at lade os gribe af frygt for fremtiden og holde fast i tilliden til, at det sidste ord altid er Guds. En tillid til, at vi som afklædte og afslørede iklædes og kan iklædes en anden dragt, så vi ikke skal stå nøgne frem. At dommen over det onde og løgnen ikke er en fremtidig hændelse. Den er her og nu, fordi Jesus har været i verden.
Det er den dom, det ansvarlige menneske står overfor og stilles til regnskab for. Hver dag står det onde og ødelæggende til dom, så livet kan åbne sig med nye muligheder. Og det er troen på, at Jesus og Gud er en, som afgør dommen. Hører man hans ord og tror på, at han er udsendt af Gud, så bliver man dømt til liv.
Domstolen, vi bliver sat for af Jesus, skal føre os til indsigt i, at jeg som menneske har liv og fremtid i kraft af det lys og det liv, som Gud og Jesus har skabt i mig. Dommedag er i det lys ikke ødelæggelse, men skabelse. Det handler om at holde dom over sit eget liv. Om at lade sit indre gennemlyse af det lys, som kommer fra Gud. Det eneste lys, som både gennemlyser og varmer. En gennemlysning, som skal føre til en større gennemsigtighed for os selv, så vi indser, at vores liv ikke er noget i sig selv, men kommer til os fra ham, som har liv i sig selv – Kristus. I det lys bliver dommedag både en afvikling af alt det døde liv og udvikling til alt det levende liv. Den udvikling foregår i al evighed, og det er afgørelsen i troen på Jesus, som afgør dommen. Tror man ikke på Jesus som Guds livgivende søn, så dømmer man sig selv ude. Tror man på Jesus som livgiver, er man frelst og gået fra død til liv.
Den tro får vi som en gave og et valg. En gave fra Gud, hvor vi skal vælge at kaste os ud på det dybe vand og her træde troens vande. En livslang opgave, hvor vi skal tage det ansvar, som blev givet os fra skabelsen. Ansvaret for hinanden og for verden.
At holde det ansvar er ikke nogen nem opgave. Vi kommer gang på gang til at bryde med det. Brud på den godhed, som han har givet os evnerne til at udleve. Brud mod den kærlighed han har skabt i os og imellem os. Gang på gang glider vi i æblet og falder ud af det guddommelige perspektiv, som vi er skabt til at være i.
Men så kommer Jesus med sine ord, der siger, at Gud ikke lader os alene om at løfte ansvaret. Han forsikrer, at Gud stadig arbejder, og det gør han også selv. Det løfte giver trøst og håb. Det er, som om den bestemte hånd, jordemoderen lagde på min skulder, bliver lagt på alles skuldrer. Ordene fortæller, at Gud ikke giver op og lader os i stikken, når vi forbryder os mod ham. Selv ikke der, hvor vi er kropumulige, giver Gud op. Han slipper os ikke, men bliver stædigt ved med at arbejde for os. Ligesom en far og en mor vil blive ved med at arbejde for deres barn, lige meget hvordan det opfører sig. Sådan arbejder Gud stadig som faderen, der hele tiden vil føre sit barn til godheden og kærlighed. Jesus arbejder også, og hans arbejde er at være frelseren. Hans arbejde er hele tiden for at føre mennesket tilbage til livet. Finde det, når det er faret vild, og tage det tilbage på rette vej mod troen på Gud.
Det arbejde ,Gud gør, og det Jesus gør, viser os mennesker, hvordan og for hvad vi skal arbejde. Det viser os, at lyset og livet ikke kommer fra os selv, men fra Gud som skaber og fra Jesus som dommer og frelser. Amen.
Salmer: 15 – 672 – 276 – 330 – 729 – 10
