Læs dagens tekst her
De nemmeste forklaringer er dem, vi ukritisk overtager fra andre uden nærmere at tænke over det selv. Okay, det er tidligt om morgenen, så jeg siger det lige igen: De nemmeste forklaringer er dem, vi ukritisk overtager fra andre uden nærmere at tænke over det selv. Den lader vi lige stå lidt.
I løbet af den sidste uge er jeg igen stødt på den påstand, som jeg egentlig for længst troede var uddød. At vi var kommet lidt videre, men vi har åbenbart stadig en kæmpe udfordring og opgave foran os, for at få folk til at indse, at tro ikke er det samme som naturvidenskab.
Den påstand jeg taler om, er: Jeg tror ikke på Gud, fordi jeg ikke har set ham. Gerne er det en tiårig knægt eller en måske endda en konfirmand, der fuldstændig skråsikkert kommer med den påstand. Og når man så spørger nærmere ind til det, så lyder svaret: Det siger min far! Far har altså heller ikke tænkt over tingene.
I virkeligheden er det en fejlopfattelse af nogle tanker, der kom frem med oplysningstiden for 300 år siden: At mennesket udviklede sig i positiv retning og blev klogere og klogere. At det menneskelige intellekt blev det altafgørende, og hvad der lå udenfor det, eksisterede ikke. Verden ville også blive smukkere og bedre og til sidst ville alle leve i fred, frihed og harmoni med hinanden. Ja, det blev Paradis på jord.
Effektivt stoppede disse opfattelser med 1. verdenskrig. Det er over 100 år siden. Men nogen kan stadig hive den slags tanker frem og bevidstløst blive ved med at fremsætte dem.
Måske bliver jeg også en smule provokeret af den slags skråsikre udtalelser, selvom jeg godt ved, at jeg skal lade være. Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de taler om.
Men når sådan et ungt menneske, for hvem den største udfordring her i livet er at stå op om morgenen, blankt kan afvise alt det, der har hjulpet andre mennesker igennem livskriser, død, ulykker, katastrofer, krig og ufred, så bliver det bare til papegøjesnak efter nogen, der heller ikke har den store livserfaring. Ikke at det skal være målestokken, men tænk jer om inden I bare fortsætter med den slags efterplapren.
Men Jesus kan tilsyneladende også blive irriteret på sine omgivelser. Da han kommer tilbage til sine disciple og til den skare, der altid fulgte ham, er de godt oppe og diskutere. Der er en far, der har bragt sin søn til ham. Sønnen var syg af noget, vi måske ville kalde epilepsi. Jeg ved det ikke. Jeg er ikke læge.
Men dengang med deres verdensopfattelse var der ingen tvivl. Drengen var besat af en ond ånd. Og når man lever i en verden, der er befolket af ånder, så giver det god mening. Drengen var ude af sig selv, som vi siger. Noget andet havde taget over. Jeg kan læse mig til, at epilepsi for eksempel skyldes forstyrret elektrisk aktivitet i hjernen, og det kan give sig udslag i alt fra kramper i en del af eller i hele kroppen, pludselig stivnen eller slaphed, fjernhed, ændret opførsel, synsforstyrrelser, lugtoplevelser med mere. Efter et anfald er mange trætte og/eller forvirrede.
Det er skræmmende at opleve, og var det ikke mindre dengang. Man kan godt forstå, at faren ville gøre hvad som helst for at få drengen helbredt.
Men i første omgang lykkedes det ikke for disciplene at få helbredt drengen. Jesus er træt af, at det er det afgørende, om mennesker bliver helbredt eller ej. Han havde en opgave med at give et budskab videre, og det med at helbrede var noget, han gjorde ved siden af og med en samtale omkring andre emner. Og man mærker desperationen hos faren, da han beder Jesus hjælpe sig, hvis han kan.
Men da svaret er, at alt er muligt for den, der tror, griber faren chancen og råber: Jeg tror, hjælp min vantro! Tvivl og tro kæmper i ham. Han vil så gerne tro, at det kan lade sig gøre at hjælpe drengen, men samtidig er han blevet skuffet så mange gange, at det efterlader en tvivl i ham.
Men Jesus forbarmer sig, og drengen falder slap til jorden efter at den onde ånd eller epilepsien har forladt ham for sidste gang. Men Jesus tog ham ved hånden, rejste ham op og gav ham tilbage til faren.
Kunne Jesus helbrede epilepsi eller uddrive onde ånder? Vi kan ikke sige det med sikkerhed ud fra vores kilder, men dem, der fulgte ham, var ikke i tvivl om, at han kunne. Og de så det som et bevis på, at han var Guds søn. Og det styrkede deres tro. Men for såkaldt moderne mennesker kan det have den stik modsatte virkning. Vi kan ikke forstå, hvordan det kan lade sig gøre, og dermed kan det ikke være sket. Og hvis det her ikke er sket, så er der sandsynligvis slet ikke noget af det, der er sket, og vi kan ikke tro.
Men vi misforstår det hele, hvis vi tror, at evangelierne med beretningerne om Jesus er historieskrivning. Det er ikke skrevet ned for at give den mest korrekte historiske analyse af begivenhederne dengang. Det er det slet ikke. Det er skrevet ned, for at vi skal tro, at Jesus er Guds søn, og at han døde for vores skyld. Det er nogle mennesker, der tror det, der vil give deres tro videre til andre mennesker.
Det er ikke ensbetydende med, at det hele er fortællinger og uhistoriske beretninger. Vi kan med relativt stor sandsynlighed sige, at der i begyndelsen af vores tidsregning har levet et menneske ved navn Jesus i det område, vi kalder Israel. Og han blev med stor sandsynlighed slået ihjel på et kors. Men hvem var han? Og hvad betød hans liv og død?
Det er spørgsmål, vi aldrig vil kunne besvare ud fra de historiske fakta. Vi tror, at han var Guds søn, og at han døde for vores skyld og opstod fra de døde tre dage efter. Men her er vi ude i noget, der aldrig kan hverken bevises eller modbevises.
Vi kan tro det, og vi kan sige, at det er det eneste, der giver mening for os, men bevise det kan vi ikke. Og vi skal heller ikke. At vi indimellem kommer i tvivl, er ikke et svaghedstegn men en styrke, der viser at tro ikke er en gang udenadslæren. Vi kan som faren sige: Jeg tror, hjælp min vantro.
Vi lever i et samfund og blandt andre mennesker, og vi bliver stillet i forskellige dilemmaer. Vores liv gennemløber forskellige faser, og vi bliver stillet over for nye grundlæggende eksistensspørgsmål. Det kan sagtens give årsag til tvivl. Men hvis vi holder fast i troen trods alt, trods vantro og tvivl, så bliver troen kun stærkere af det.
Vi har ikke hængt en række knagerækker op ude i forhallen og beder jer om at hænge jeres hjerner derude, inden I kommer ind i kirkerummet. Tro og tanker er ikke modsatrettede størrelser. Man skal tage troen og tænke igennem, hvad det betyder lige netop for mig.
Men det er ikke naturvidenskab og empirisk forskning. Vi kan ikke skære Gud i småstykker for at se, hvordan han fungerer. Vi kan sagtens lave forskning på trosbekendelsens tilblivelseshistorie, men det er ikke det samme som at tro. Og fordi vi ikke kan se Gud med vore egne øjne, så kan Gud sagtens eksistere alligevel.
Alle mulige mere eller mindre jordnære ting som følelser, kærlighed, smerte og storhed kan man heller ikke se med det blotte øje, men derfor eksisterer de i høj grad alligevel. Og man kan sagtens se deres virkninger.
Det samme med Gud. Hvis du kigger efter, kan du se Gud med troens øje. Du kan ikke føle på Gud, men du kan føle Guds tilstedeværelse. Gud er der. Det tror vi. Som altings skaber og opretholder. Og tvivlen er der, men alligevel tror vi, hjælp vor vantro.
AMEN
Salmer: 392-299-496-376-388-441-403
