Læs dagens tekst her
Nogle gange ligger det, som stikker dybt, lige under overfladen. Det, som fortæller om de dybeste lag i et menneske, kan ligge skjult og undertrykt. Det er der som en fornemmelse af noget stort og omvæltende. Noget som kan slippe fri og bryde igennem, hvert øjeblik, det skulle være.
Det dybe i os kan være både forførende og skræmmende. Det er måske også derfor, at man forsøger at holde det nede og inddæmme det, selvom man måske godt inderst inde ved, at hvis det bliver sat fri, kan det føre til både befrielse og forløsning. Og bryder det, som stikker dybest i et menneske igennem, så kan det skabe en forandring, så det, der var før, aldrig bliver det samme igen.
Sådan indledte en kvinde, jeg talte med vores samtale. Hun tog tilløb til det, hun ville sige, for hun havde længe undertrykt det, som stak dybest i hende. Det havde ligget der, holdt nede og skjult under overfladen, og nu var hun klar til, at det brød igennem.
Hun fortalte, at hun som lille pige hang på havelågen og så efter de voksne, da de gik afsted. De gik med nedbøjede hoveder og på de stødvise bevægelser, som deres skuldre gjorde, kunne hun se, at flere af dem græd. Hun forstod ikke, at hun ikke måtte komme med, for det var jo hendes mor, som skulle begraves.
Hun havde flere gange indtrængende bedt om at måtte komme med til begravelsen, men hver gang havde hun fået et bestemt nej. Det var uretfærdigt og uforståeligt, for hun sørgede også dybt ligesom de voksne.
Men der var ingen trøst at hente, og da hun løb efter dem ned ad havegangen, havde den sidste, som gik ud, lukket lågen i med et hårdt smæk. Nu hang hun så på den lukkede låge med et hjerte, der føltes som en tung sten. Og der, i den svage formiddagssol. var det som om, at der var noget, som lukkede sig indeni hende, mens noget andet voksede frem.
Der voksede en frygt frem, som satte sig dybt i hende. Samtidig lukkede den del af hendes barnesind sig, som før havde været åbent for det uforklarlige og det ufattelige. Det var, som om at det ukuelige håb, hun havde båret på under hele moderens sygdom, nu døde og forsvandt.
Den hændelse fra sin barndom delte kvinden med mig. Hun bad mig fortælle den videre, for som hun sagde, jeg tror, at der andre end mig, der kender til den frygt, jeg oplevede. Andre der kender til, at håbet kan blive slukket og følelsen af at være ladt i stikken kommer til at fylde alt.
Det kunne jeg kun bekræfte hende i, for jeg tror, at alle mennesker mærker frygten for meningsløsheden, som kan gribe én, når man mister et menneske, som man elsker.
Maria og Martha må også have været grebet af frygt, da deres bror Lazarus bliver ramt af en voldsom sygdom. De sender bud efter Jesus med ordene: ” Herre, den du elsker, er syg.” De håber, at han vil skynde sig hen til dem og helbrede Lazarus. Men Jesus gør noget andet, han bliver, hvor han er, og siger, at den sygdom, som Lazarus lider af, ikke er en sygdom til døden, den tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.
Sygdommen til døden er titlen på et værk af Søren Kierkegaard. Her skriver han, at døden ikke længere er sygdom til døden for den kristne, for døden er overvundet i og med, at Jesus kom den kristne i møde som opstandelsen og livet.
Kierkegaard beskriver den følelse af håbløshed, som kvinden, jeg talte med, mærkede, da hun hang på den lukkede låge. Og i forlængelse heraf beskriver han den tro, som Martha viser, da Jesus kommer hende i møde, efter Lazarus er død. Han skriver:
”Thi menneskeligt talt er Døden det sidste af alt, og menneskeligt talt er der kun Haab saalænge, der er liv. Men christeligt forstaaet er Døden ingenlunde det sidste af Alt, også den er kun en lille Begivenhed indenfor hvad der er Alt, et evigt liv.”
”Det var, som om døden fik det sidste ord, og håbet døde, da min mor døde,” sagde kvinden. Det satte en frygt i hende, og, som hun sagde, så bundede det i, at hun ikke fik mulighed for at dele sin sorg med andre. Hun fik ikke lov til at se kisten og tage afsked. Derfor voksede alle mulige forfærdelige forestillinger og billeder sig store i hendes indre. Og døden endte med at være som en stor og tung elefant i rummet, som hele tiden var til stede i hendes sind.
Martha og Maria deler deres sorg med hinanden og med alle de jøder, som er kommet til dem for at sørge med dem. Martha møder Jesus med et åbent og frimodigt sind, da hun går ham i møde. ” Havde du været her, var min bror ikke død,” siger hun ærligt. Til det svarer Jesus kort, at hendes bror skal opstå. Og så siger han til hende: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” ”Ja, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, som kommer til verden,” svarer Martha.
Mellem linjerne på hendes svar, tror jeg, at ordene om et evigt liv udfolder sig, så svaret lyder: ” Ja, jeg tror, at du er Kristus, og alt liv kommer fra dig. At du er kommet til verden med befrielse, oprejsning, opstandelse og Guds liv til alle. At du kommer for at dømme verdens magter, så mørket aldrig trænger sig på og tager lyset og håbet fra os.”
Det svar gav genklang i den begyndende befrielse, som kvinden følte, da hun lod det, som lå dybt i hende, komme til overfladen. Da hun begyndte at sætte ord på sin frygt og på det, som stod i vejen for håbet, da var det som om, at den lukkede havelåge stille og roligt, åbnede sig.
Den havde været hårdt smækket i længe, og det tog derfor tid at få den åbnet. Men i takt med at hun talte om det, som havde lukket sig i hende, begyndte de dybe lag af hendes sind på ny at åbne sig. Det som før havde været en stopklods for hende og låst hende fast i mørket i sit liv, blev langsomt åbnet.
Jesus insisterer på, at Lazarus´ grav bliver åbnet. Sorgen overskygger alt og Martha udbryder trodsigt, at liget allerede stinker, for det ligger der på fjerdedagen. Han deler deres sorg og græder med dem, og stenen for graven bliver væltet bort. Så ser han op mod himlen, takker Gud og råber med høj stemme: ”Lazarus, kom herud!”
Og ud af gravens mørke kommer Lazarus med et ligklæde viklet om hovedet og strimler af linned hængende fra hænder og fødder. Han var død, men er levende igen. Vakt til live af Jesus, som nu befrier ham med ordene: ”Løs ham og lad ham gå!”
”Det var, som om noget kaldte dybt i mit indre og bragte mig tilbage til havelågen og det forfærdelige, som havde sat sig fast i mig.” sagde kvinden. Den sten, der var blevet efterladt i hendes hjerte, da hun hang på den lukkede låge, og som hun mærkede hver gang, hun tænkte på sin mor, faldt pludselig væk og forsvandt. Det føltes, som om at hjertet igen kunne slå frit, når hun mindedes sin mor, og et nyt håb og et nyt mod voksede frem i hende.
Et mod, som Kierkegaard beskriver, at den kristne får, fordi døden ikke længere findes som sygdom til døden for den kristne, fordi Kristus er med i døden. Og det giver modet til at møde døden og alt andet ondt og svært i tilværelsen, for den kristne ved, at der findes noget endnu værre end det, nemlig døden uden Kristus.
Hvis døden er uden Kristus, så er vi overladt til tilfældigheder og kynisme, til ubevægelighed, til afmagt uden nogen at råbe til, til intethed og betydningsløshed. Så mister vi alle et sted at høre til og må kortvarigt klamre os til hinanden, som den sidste redning. Hvis døden er uden Kristus, så er den uden tro håb og kærlighed. Så er der kun tomhed tilbage, og ingen råber: “Kom herud” til den, som er fanget i mørket. Hvis Kristus ikke er i døden, så mister vi al mulighed, al begyndelse og befrielse, så er vi overladt til livets og verdens magter og ikke til Gud.
Jesus vækker Lazarus fra døden, så han bliver levende igen. På samme måde dør Jesus og bliver vakt til live igen af Gud påskemorgen. Her er det ikke mennesker, men Gud, som vælter stenen fra graven. Ligklæderne ligger inde i graven, men Jesus er det ikke, han er opstået til livet igen.
Jesu død gør, at Gud gør døden til sin, og derfor er han ikke fraværende i den. Derfor er Gud også nærværende i sorgen og i smerten. Her er mennesket ikke uden Gud. Her er Gud til stede og åbenbarer sig i de dybeste lag af mennesket, så sorgen er i Gud og bliver hans stemme, og han holder fast i den døde og sorgen omkring ham, som en del af sit og sig.
Med opstandelsen fortæller Gud os, at Kristus er med i døden og dermed viser han, at han er den kommende, som trækker mennesket ud af trængsler, befrier det og sætter det fri i verden. Han er barmhjertigheden, som griber ind. Dommeren, som holder magtens vildskab fra døren.
Det er den Gud, som stikker dybt i ethvert menneske. Den Gud, som ligger lige under overfladen og bryder igennem med budskabet om, at mennesket er skabt af Gud og har fået livet som gave.
En morgengave, som Halfdan Rasmussen ville sige. En gave, som bliver ved med at give, vil jeg sige. Den tager hele tiden sin begyndelse, når vi vågner i morgengryet. Når vores øjne åbnes igen efter at have været lukket i fortvivlelse og mismod. Når vi hører Guds kald på os, der kalder os ud, af det, der binder os, og sætter os fri. Når vi er fanget bag en lukket havelåge eller i vores lukkede sind, så kalder Gud: ”Kom herud.”
Guds ord kan åbne sindet op igen, så vi får øje på og tror på det under, at døden og mørket ikke får det sidste ord. Guds ord er med selv i døden, som det, der bryder dødens magt og gør, at det døde liv bliver vakt til live igen.
Han er med i den sten, som kan falde fra vores hjerte. Han er med helt ind i dødsriget, som det råb, der kalder os ud. Gud er det udødelige håb, som vi kan tage del i. Amen.
Salmer: 748 – 31 – 747 – 224 – 21 – 441 – 58