Læs dagens tekst her.
Når man elsker, åbner der sig et nyt landskab. Det er som at stå foran noget, som på mange måder er ukendt land. Et vejnet toner frem, som man ikke kendte før og ikke ved, hvor fører hen. Og man mærker en stor nysgerrighed, en stærk lyst og måske også en lille kriblende frygt for det ukendte.
Hvad der får én til at sætte i gang og begive sig afsted ad kærlighedens veje, det er ikke til at sige. Men der undervejs opdager man nye sider af sig selv, nye sider af den, man elsker, og nye og stærke grundlæggende livserfaringer. For på vejene, som man bliver ført ad, erfarer man den kraft, som findes i kærligheden. Den vokser frem i det indre og har en umådelig styrke, som kan modstå alt. En kraft, som kan få et menneske til at ofre sig selv fuldt ud.
Samtidig bliver man også ført til en sandhed, når man elsker. Nemlig, at livet ligesom kærligheden ikke er noget, vi ejer, hverken mit eget liv eller mine elskedes liv. Livet og kærligheden grunder begge i en vilje, som vi er nødt til at hengive os til, hvis vi i sandhed vil leve og elske.
Søren Kierkegaard beskriver den vilje, som vores kærlighed grunder i, med følgende ord:
Som den stille Søe grunder dybt i de skjulte Kildevæld, hvilke intet Øie saae, saaledes grunder et Menneskes Kjerlighed endnu dybere, i Guds Kjerlighed. Dersom der intet Væld var i Bunden, dersom Gud ikke var Kjerlighed, da var hverken den lille Søe, ei heller et Menneskes Kjerlighed. Som den stille Søe grunder mørkt i det dybe Væld, saaledes grunder et Menneskes Kjerlighed gaadefuldt i Guds.
Med de ord siger han, at det er Guds kærlighed, som ligger til grund for vores kærlighed. Vores kærlighed grunder gådefuldt i Guds, og dens udspring er skjult for os. Det er i hjertet og i barmhjertigheden, at vi erfarer Guds kærlighed og indser, at det er Gud, som gør os i stand til at elske.
Vi er på den tid af året, hvor høsten finder sted, og derfor synger vi i dag nogle af de salmer, som handler om høsten. Her i Valby er vi langt fra mark og korn, men vi kan alligevel synge med på den tak, som lyder i salmerne. En tak til Gud for livet og for kærligheden. En tak for alt det, som livet bringer, og for alle de mennesker, som vi elsker, og som elsker os.
Fortællingen, som vi hører i dag, handler ikke om høst, men om en moder. Det er moderen til Zebedæusbrødrene, som er to af Jesu disciple. Hun har beslutsomt begivet sig hen til Jesus. Da hun nu står foran ham, kaster hun sig ned for ham, for hun har en indtrængende bøn. Jesus afviser hende ikke, men spørger, hvad hun vil. Hun beder om, at hendes to sønner må få en plads i Guds rige, den ene ved Jesu højre hånd, den anden ved hans venstre.
Det er nærliggende at tolke hendes bøn, ligesom de andre disciple gør, som et ønske om at sikre sig de bedste pladser til sine sønner. Men jeg tror ikke, at det er det, som ligger til grund for hendes bøn. Jeg tror nærmere, at det erkendelsen af, at det er Guds vilje, som råder over liv og død.
Jeg tror ikke, at det er grådighed, som driver hende. Jeg tror, at det er hendes moderhjerte, som er fyldt af taknemmelighed og visheden om, at livet og kærligheden ikke er noget vi ejer. Hendes bøn til Jesus handler om, at hun vil overgive sine sønner til ham, for han er Guds søn, og i ham er Guds kærlighed, som kan overvinde alt.
Fortællingen om hende minder mig om H.C. Andersens smukke og gribende eventyr, som handler om en moder, der vil ofre alt for at redde sit syge barn. Døden besøger hendes hjem, og da hun, udmattet efter mange nætter uden søvn, blunder et øjeblik, tager døden hendes lille barn. Da hun vågner, opdager hun med stor frygt, at barnet er væk. Desperat løber hun ud i den kolde vinternat for at finde det. Hun begiver sig afsted ud i mørket, og først ofrer hun alle de smukke sange, som hun har sunget for sit barn. Det offer kræver natten af hende for at fortælle, hvilken vej døden gik med barnet.
Så ofrer hun sit hjerteblod, sine øjne og sit smukke hår. Og til sidst når hun frem før døden til et stort drivhus, hvor hendes barns livstræ vokser. Da døden dukker op, er han dybt forundret over, at hun har fundet vej og er nået så hurtigt frem. Han spørger, hvordan det kunne lade sig gøre, og hun svarer: Fordi Vor Herre hjalp mig, og fordi jeg er en moder.
Begge mødre er drevet af en dyb kærlighed, som kan få én til at ofre det dyrebareste, ja, alt hvad man har. De er også drevet af indsigten i, at vi mennesker ikke er herre over liv og død, og at livet ikke er noget, vi ejer. Det ses i eventyret, hvor moderen først lader sig drive af desperationen. I dyb fortvivlelse griber hun to smukke blomster – én med sin venstre og én med sin højre hånd. “Rør dem ikke!” siger Døden. “Du siger, at du er så ulykkelig, og nu vil du gøre en anden moder lige så ulykkelig!”
Med ét slipper hun blomsterne, og døden giver hende hendes øjne tilbage. Med dem ser hun nu sandheden. Hun indser, at det ikke er hendes vilje, som kan råde over liv og død, det kan kun Guds vilje. Hun falder på knæ og lader Guds vilje ske, og døden bærer hendes lille barn ind i det ukendte land.
Jeg må indrømme, at de to mødre går lige i hjertet på mig. Den første ser jeg for mig afmægtig, siddende på knæ, grædende med ansigtet i hænderne. Den anden kaster sig bønfaldende ned foran Jesus, mens de to sønner står bagved. De skildrer begge den voldsomme og vidunderlige berusende kraft, som kærligheden har. En kraft, som fører til grænseløshed, og som kan få én til at gøre hvad som helst og i sidste ende ofre alt.
De får mig til at tænke på et foto af mig og mine to børn, da de var små. Vi sidder på et tæppe på en solbeskinnet græsplæne. Min højre hånd hviler på min datters ryg, og hun ligger tæt op ad mig. Min lille søn har sat sig godt til rette i mit skød, og min venstre hånd ligger på hans ben. Min datter kigger direkte ind i kameraet, uden at smile, min søn smiler svagt og ser ned på noget, han har fået øje på.
Det foto får mig til at mærke den stærke og intense følelse, der fylder én, når dem, man elsker, er helt tæt på. Følelsen af at kunne overkomme alt i verden, når de hviler i ens hænder.
Når jeg ser på fotoet, mærker jeg tydeligt den dybe og stærke kærlighed, som jeg har til dem begge. Men under overfladen mærker jeg samtidig visheden om, at de ikke altid vil være tæt på mig. Mine hænder har ikke styrken til altid at holde fast i dem. Selvom jeg gør mit bedste, så vil jeg være utilstrækkelig, komme til at svigte og søge tilgivelse. Det er en grundlæggende vished om, at jeg ikke er herre over liv og død, hverken over deres eller over mit eget.
Derfor har jeg har brug for en magt og en kraft, som ligger ud over mine evner. Guds kraft, som står bag alt, og vejen til den er at hengive sig til en vilje, som ikke er min egen. En hengivelse til Guds vilje og hans bestemmelse over livets gang.
Jeg har det som Zebedæussønnernes moder, for det, hun egentlig beder om, er Guds velsignelse af sine sønner. Dermed beder hun om det, som hun ikke selv kan give dem. At de får Jesu plads hos Gud, som hans børn, og hans plads over for mennesker og derfor skal tjene ligesom ham.
Ligesom hende beder jeg også om Guds velsignelse, af mine børn og alle dem, som jeg elsker. Jeg mærker den samme drivkraft, som hun lader sig styre af. Hun ved, at hun i sidste ende vil komme til kort. Hun ved, at hun ikke kan styre eller bestemme, hvordan deres liv folder sig ud. Og hun kan heller ikke kan redde sine børn fra lidelse og død. Derfor bønfalder hun Jesus, fordi hun har brug for at vide, at hendes sønner har en plads hos Gud. En plads så tæt på Jesus som muligt, for det er ham, som er vejen til tilgivelse. Ham, som overvinder lidelse og død.
Derfor burde bønnen også i sidste ende handle om, at Guds velsignelse gælder alle mennesker. For det er en grundlæggende livserfaring for os, at vi ikke er herre over liv og død. Det er svært at forlige sig med, og derfor er det heller ikke så mærkeligt, at vi forsøger at få magten over livet og døden. Eller i det mindste forsøger at bilde os selv ind, at vi har den magt.
Det sker, når vi i overmod fyrer Gud og sætter os selv på Guds plads som livets almagt. Men den indbildning er svær at opretholde, for vi ved jo inderst inde, at sandheden er, at livets tilblivelse og udstrækning ikke er noget, vi bestemmer. Hvad angår magten over døden, så ses det måske særligt lige nu i den igangværende debat om aktiv dødshjælp. Her tegner fortalere et forsimplet billede og konkluderer, at vi har ret til selvbestemmelse, når det drejer sig om vores død. Men sandheden er, at vi ikke selv kan eller skal bestemme over døden. Den er et vilkår, som indtræffer, når den vil, og er uundgåelig for os.
I begge tilfælde sker der en forsimpling af noget, som er komplekst. Der sker det, at vi bevæger os ind i et landskab, som er uvist for os, og derfor har så let ved at fare vild i. Et sted som er ukendt, og hvor en anden magt råder.
Selvom vi ikke har magt over livet og døden, så tror jeg helt sikkert, at vi er med til at bestemme den retning, vores liv tager. Jeg tror også, at vi altid har muligheden for at skifte retning i livet, hvis vi er kommet på afveje. Sætte en anden kurs og begynde på ny på en vej, der kan føre os til det, som er rigtigt.
Det er den vej, som moderens bøn til Jesus peger på, og hans svar bekræfter, at hun er på rette vej. Han afviser hende ikke, men siger, at det er op til Gud og ikke ham at give pladserne ved hans side. Og så spørger han de to brødre, om de kan tage den samme skæbne på sig, som han selv går i møde. Kan de drikke af det samme bæger, som han skal drikke af? Ja, det kan de, er deres svar! Og det ved Jesus, at de skal, for deres liv er ligesom ethvert andet menneskeliv, og de undgår ikke lidelsen og døden.
Jesus afviser ikke, at Zebedæussønnerne har en plads hos Gud, men pladsen på hans venstre og højre hånd kan kun Gud tildele. Jesus er fuldt ud underlagt Guds vilje, og han er sat til at tjene og ofre sit liv for mange. Dermed viser han, hvordan vi mennesker skal hengive os til Guds vilje og tjene hinanden i kærlighed.
Jesus ofrer sig selv fuldt ud, og giver sit liv, da han hænger på korset. Her står Zebedæussønnernes moder ved korsets fod og ser, hvem Gud har givet pladserne ved hans venstre og højre hånd. Det er to røvere, som hænger på hver side af ham, og de håner ham ligesom de skriftkloge og ypperstepræsterne.
Måske forstår moderen der, hvad det er for en kærlighed, som vores kærlighed grunder i. Hun ser, hvor ufattelig og grænseløs Guds kærlighed er, når Gud tildeler de laveste mennesker pladserne ved Jesu side. Måske indser hun, at ethvert menneske har en plads hos Gud. Selv den, der svigter og gør andre ondt, kan søge tilgivelse og velsignelse og indtage sin plads hos Gud.
Det er Guds kærlighed, som vores kærlighed gådefuldt grunder i. Den møder os, når vi træder frem for Gud og er gådefuldt til stede i dåben og i nadveren. Her tjener Jesus os med Guds kærlighed og giver sit liv for os. Her lærer han os, at vi skal tjene og elske Gud ved at tjene og elske hinanden.
Når vi står foran Gud og hengiver os til ham, så fører han os ad kærlighedens veje igennem skabelsens landskab. Gud leder os gennem det ukendte og smertelige hen til tilgivelsen og velsignelsen. Hen til den plads enhver af os har hos Gud. Amen.
Salmer: 736 – 379 – 192 –728 – 459 – 750 – 730
