Læs dagens tekst her
Nogle gange kan man først se tingene klart, når man er på afstand af dem. Se, at det vigtige i livet, ikke altid er det, vi kan betragte med det blotte øje. Ej heller det, som er målbart eller håndgribeligt, eller for den sags skyld noget vi kan regne ud med vores sunde fornuft.
Det vigtigste i livet er, at Guds vilje altid er til stede i vores liv og i vores virkelighed. Det fortæller evangeliet os igen og igen, og i dag med en direkte tiltale med ordet: Effatha – luk dig op! Så lad os se om, vi kan høre det ord og tage det til hjertet. Se om vi kan åbne os, så vi får øje på, at Guds vilje gang på gang sker dybt i hjertet på os og lige for øjnene af os. Det er nemt nok at høre ordet, men ikke altid nemt at lytte til det, som det vil have os til. Det kender jeg selv alt til, og det var på lang afstand, at jeg som ganske ung blev klar over den vilje Gud, kan sætte sig igennem med i livet.
Jeg har fra barnsben haft en fornemmelse af, at Gud holdt hånden over mig. En fornemmelse, som jeg særligt har mærket, når jeg var i situationer hvor frygten og angsten overmandede mig. Det var også den tilstand jeg var i, da jeg som ung oplevede Guds vilje satte sig igennem i mit liv. Jeg var så langt væk, man næsten kan komme fra sit hjemland. På den anden side af ækvator i Australien. Langt ude på landet, hvor der var timers kørsel til den nærmeste by. Her arbejdede jeg på en farm sammen med en gruppe mænd. En aften havde mændene set lidt for dybt i flasken, og stemningen
var høj. Jeg havde trukket mig tilbage til mit værelse, låst min dør og sad nu på sengen og lyttede til deres højlydte stemmer. Hen på aftenen nærmede stemmerne sig døren til mit værelse. Jeg stirrede skræmt på håndtaget, som begyndte at bevæge sig. Jeg famlede efter det gevær, jeg havde ved siden af sengen og greb hårdt fat om det. Der blev taget hårdere og hårdere i håndtaget, og jeg sank en stor klump af frygt. Stille begyndte jeg at bede til Gud. Jeg bad om, at han ville være hos mig og komme mig til hjælp. Jeg bad til, at mændene ikke ville finde nøglen til min dør, og til at de ikke ville opdage, at geværet ikke var ladt. Jeg har aldrig følt mig så alene og så langt væk fra alt og blev overmandet af en lammende angst. Og da angsten var størst begyndte jeg at høre ordene: Ske din vilje som i himlen således også på jorden! De lød igen og igen i mine ører, og der faldt en ro over mit sind. Efter nogen tid blev mændenes højlydte stemmer afløst af snorken. Jeg blev siddende på sengen indtil, der var helt roligt i huset, og morgenlyset begyndte at trænge igennem gardinerne. Jeg måtte væk, men vidste ikke hvordan, for jeg havde hverken kørekort eller bil. Pludselig bankede det stille på døren. Jeg greb geværet og sigtede mod døren, men hørte så en stemme sige: Det er mig, jeg er kommet for at hente dig! Det var stemmen på det eneste menneske, som jeg kendte i Australien. Han var kommet for at redde mig, selvom han ikke helt selv vidste, hvorfor han var kørt den lange tur. Men han så nu, at han skulle hjælpe mig væk. Da vi kørte væk fra farmen, takkede jeg Gud i mit stille sind for, at han havde hørt min bøn og ladet sin vilje ske.
Jesus har begivet sig ud til afsides egne for at tale Guds ord til de mennesker, som bor her. Han er i egnene omkring Dekapolis tæt ved Galilæas sø et godt stykke væk fra hvor, han normalt færdes. Her flokkes folk omkring ham som sædvanlig. Han taler til folkene om Guds herlighed og kærlighed og om vejen, vi mennesker skal gå ad, som kan føre os til troen på Gud. Han siger, at det handler om at følge Guds vilje og være åbne for alle de steder, hvor hans himmelske vilje er til stede i verden og i
hjertet på os. Folkene omkring ham stiller en mand foran ham, som er stum og har svært ved at tale. De beder ham lægge hænderne på manden. Jesus tager manden med afsides, og da de kommer tilbage til folkemængden, kan manden både høre og tale rigtigt. Folkene må have været slået af forundring over det mirakel, som Jesus udførte. De så ikke, da han stak sine fingre i mandens ører, eller da han spyttede og rørte ved hans tunge. De hørte ham ikke sukke, mens han så op mod himlen og sagde: Effatha – luk dig op! Fyldt af en overvældende undren fortæller folkene nu vidt og bredt om det under, som Jesus har gjort. Og jo mere han forbyder dem at sige noget om det til nogen, des mere plaprer de løs om underet.
Det kan umiddelbart virke mystisk, at Jesus forbyder dem at tale om det under, han har udvirket. Mere nærliggende ville det have været, at han var stolt over at have helbredt den døve og givet ham et sprog. Men man lugter allerede lunten til, at det ikke er det han vil, da han tager manden med afsides. Han viser ikke folkene, hvordan han helbreder den døvstumme. Han viser dem kun resultatet, og så kunne man jo få den tanke, at Jesus som Guds søn, vel er den rette til at få mirakler til at ske. Men det er ikke mirakler, han var kommet til verden for at udføre. Han vil ikke føre folk til tro ved at udøve sin guddommelige magt i vores verden. Det gør han kun ugerne og kun af barmhjertighed, fordi han elsker os mennesker. Så det er ikke miraklet i sig selv, som skal føre os til troen. Det er det, som ligger under underet, han vil have os til at se og tro på. Den vilje, som Gud gennemtrænger menneskehjertet og verden med, det er den, Jesus vil have os til at åbne os for. Jesus vil vise os vejen, som fører til troen på, at han kommer med Guds himmelske vilje til det menneske, som er fanget i ensomhed, grebet af angst og har brug for at blive genoprettet, frelst og helet. At hans vilje kan sætte sig igennem selv der, hvor det hele kollapser, og man beder til at blive rejst på benene igen og sat på ret kurs.
Men det er langt fra altid, at vi åbner vores ører og hører hans: Effatha – luk dig op! Det er ofte mere nærliggende at følge sin egen vilje, og gøre
det man selv har mest lyst til, uden at føle sig forpligtet overfor Gud og andre mennesker. Og hvis livet så kollapser, så har man kun sig selv at skylde skylden på. Så kan man blive fanget i sit eget fængsel og komme til at smide nøglen væk. Fanget et sted, hvor det at bede til Gud og bede et andet menneske om hjælp er så fjernt som Mars er fra jorden.
Et sådant menneskeligt kollaps beskriver den franske forfatter Édouard Louis i sin nyeste bog. Her fortæller han om sin bror, som ryger ud i et massivt misbrug i en tidlig alder og dør meget ung. I bogen står der:
Min brors liv er som et billede gentaget i det uendelige af en krop, der kæmper i kviksand: Når han prøvede at slippe fri, sank han dybere i. Han drømte om at opnå ære og berømmelse, hans drømme stødte sig på den virkelighed han levede i, og som sårede ham; jo mere han drømte, jo mere blev han i virkeligheden kvalt. Han drak for at få det bedre, og alkoholen spærrede ham inde i hans skæbne, få måneder før han døde, havde han selv sagt til min mor: ” Jeg drak for at slippe væk, men alkoholen blev mit fængsel.”
Det er en rørende og barsk fortælling om et liv, der går helt i stykker. Og den får én til at ønske inderligt, at der dog var nogen, som havde kunne føre broren ud af fængslet, som han var fanget i. At nogen ville have stillet ham foran Gud med ordet: Effatha – luk dig op! At han havde lyttet og ladet Guds vilje ske og kommet tilbage på den vej, der førte ham til livet. Det sker ikke, men der sker noget andet, som vidner om, at Guds vilje alligevel trænger igennem. For Édouard lægger ikke skjul på, at han hader sin bror og intet føler, da han dør. Det nævner han flere gange, men alligevel er der efter min mening gennemgående trækvinde af tilgivelse, som blæser ind over fortællingen om broren. Trækvinde som åbner døre til minder om broren, hvor han var hjælpsom. Åbner vinduer hvor mennesker, som elskede ham, får lov til at fortælle hvor kærligt et menneske, han også kunne være. Og undervejs rejser Édouard selv
spørgsmålet om tilgivelse er mulig, og om hadet kan blive vendt til forsoning og barmhjertighed?
Bogen rammer et ømt punkt, for den fortæller, hvor svært det er at tilgive og vise barmhjertighed overfor et menneske, som har gjort én ondt. Det er en almindelig menneskelig reaktion at hade det menneske, som svigter og forbryder sig mod én. Her skal der et mirakel til for at vende hadet til barmhjertighed og finde vejen til tilgivelse. Her er der brug for en himmelsk vilje, der elsker på trods og uden forbehold. Her må Gud træde til med sin tilgivelse af sit menneske og lade sin himmelske vilje ske.
I dag står vi foran Jesus, og han beder os åbne os for at se det vigtigste i livet: At Guds vilje sætter sig igennem i verden og i os mennesker. Går vi med ham afsides, så får vi mulighed for, at vores ører bliver åbnet og vores tungebånd bliver løsnet. Følger vi med ham på den vej, som han viser os, så ser vi, at den kan føre os ud af de fængsler, som vi kan være fanget i, eller har fanget os selv i. Den vej fører vores vilje hen til Guds vilje, som viser sig at være til stede over alt og i alle.
I det afsides stående foran Jesus kan det gå op for os, at det største mirakel er, at Guds vilje sker igen og igen i os og i verden. Det ser vi mest på afstand, og derfor er der også en overhængende risiko for at, vi overser og overhører den vilje Gud gennemstrømmer verden med. Det sker når had bliver vendt til menneskelighed. Når selvretfærdigheden bliver sat på pause, og blikket på det andet menneske bliver kærligt. Der sker det vigtigste i livet og i samlivet med hinanden. Det sker i alle afskygninger, hvor vi som mennesker vælger at lade den himmelske vilje ske i vores eget liv, og i livet vi lever med hinanden. Det sker, når verdens magthavere, når frem til enighed om fred og indser den umenneskelighed, de udøver. Det sker når den menneskelige egenvilje bliver erstattet af en himmelsk vilje, som slår fast, at ethvert menneske er lige meget værd, og at vi er forpligtede på at elske hinanden. Amen.
Salmer:
392 Himlene Herre
396 Min mund og mit hjerte
379 Der er en vej
160 Jeg tror det, min genløser
414 Den Mægtige finder vi ikke
728 Du gav mig, o Herre
