Læs dagens tekst her
Uanset hvor meget eller lidt bevidst man er om det, stræber alle nok efter at mærke nogenlunde god samvittighed ved at være i dette liv. Man vil nødigt opfattes som én, der bare lukker øjnene for tidens begivenheder og andres lidelse, og det føles godt at blive set som én, der ansvarsbevidst forholder sig til sin omverden. Men det er ikke så simpelt, og da en stor demonstration i søndags samledes på Christiansborg Slotsplads i København med råb og flag og krav om, at der bliver gjort meget mere for at stoppe alt det umenneskelige i Gaza, mærkede jeg den igen. Den mærkelige blanding af samvittighed og følelsesløshed. Jeg forestiller mig, at en del kender til denne kombination, når nogen på sin vis tager affære, og man ikke overvejer selv at gøre det, og der meldte sig her nogle vigtige spørgsmål. Kan man kalde sig et ordentligt menneske, hvis man mærker denne skepsis? Og er det ligefrem ukristeligt at reagere på de store lidelser i verden ved nærmest ikke at reagere på dem?
Tankerne om tilstanden i eget indre er også på spil hos de to, der i lignelsen, som Jesus fortæller, står i templet og sætter ord på sig selv. Farisæeren fremstår lettere ubehagelig med sin ublu overbevisning om at være gennemført retskaffen, og mere charmerende bliver det ikke, da han samtidig nedgør andre og ikke mindst den anden mand i templet. Han, tolderen, erkender fra sin plads længst væk fra alteret sin syndighed og beder om Guds nåde, og Jesus udlægger klart teksten for os. Det er ham – tolderen – der går hjem som retfærdig, idet den, der ydmyger sig selv skal ophøjes. Ingen ved naturligvis, om tolderen nu virkelig er så ydmyg, som han ser ud til, men under alle omstændigheder personificerer de to mænd, hvordan mennesket konstant vurderer sin egen samvittighed. Alting begynder nemlig med samvittigheden, den er en kraft, der adskiller os fra dyrene, et åndeligt bindeled til Gud, og mens der altid er fare for, at man præsenterer sig selv mere ydmyg, end man rent faktisk er, udgør samvittigheden vejen til dybere selverkendelse. Som vi her i kirken på særlig vis kan forstå det.
Og det er så vigtigt som nogensinde, idet vores samvittighed i dag udsættes for virkelig voldsomme kræfter. Mens farisæeren og tolderen i templet kun kendte til de lokale forhold og de nærmeste naboer, lever vi i det grænseløse og kan hverdag føle berøring med hele verdens tilstand. Hvilket jo også betyder, at vi nærmest tvinges til at vurdere os selv og hinanden i lyset af alt det omgivende. Samvittighedsrummet er blevet kolossalt, det præger vores selvopfattelse, og en kvinde, der deltog i demonstrationen i søndags, skrev forleden disse ord i avisen: ”Når min datter en dag bliver stor nok til at forstå og spørge til Gaza, vil jeg kunne forsikre hende om, at jeg ikke vendte det blinde øje til (…) At vi ikke blot så til, imens børn som hende – langt fra os, men stadig børn – systematisk blev slået ihjel…” Situationen i Gaza er frygtelig og tilmed nok temmelig uigennemskuelig for de fleste af os, og for tiden er manges samvittighed rettet mod den. Hvilket kun forstærkes af den seneste diskussion om, hvorvidt, nogle af de hårdt ramte børn bør bringes her til landet for at få lægehjælp. Det er en diskussion med et stort og ulykkeligt potentiale for at skabe en kløft i befolkningen, og det skulle vi meget gerne undgå.
Imidlertid er spørgsmålet om lægehjælp jo i sidste ende politisk og skal ikke fylde mere her, men vi skal til gengæld forholde os til den før omtalte kvindes følelse af at adlyde sin samvittighed ved – som hun kalder det – ikke at vende det blinde øje til. Ordene beskriver, hvor naturligt man i dag kan koble sin samvittighed på skæbner meget langt væk. Der er bogstaveligt talt ingen grænser for, hvad man kan have på sin samvittighed, og mens nogen reagerer ved at gå i demonstration, føler andre, at verden bliver sært uvedkommende. Forfatter Karl Ove Knausgård beskriver i et essay i Weekendavisen, hvordan den massive strøm af ord og billeder kan få verden til at synes fjern. Han skriver: ”Tilbage står vi med en følelse af verdenstab. Som om verden svinder ind, at der bliver mindre af den. Det kan virke paradoksalt, særligt med tanke på de omsiggribende og brutale krige, der foregår lige nu. (…) Inde i mig findes en følelse af, at det jeg ser, er noget, jeg kan kontrollere, er noget, jeg på en måde har overblik over.” Nogen vil nok mene, at det er da meget fint, at en berømt forfatter kan sidde i tryghed og filosofere over den slags, mens andre rent faktisk rejser sig op og gør noget. Ja, men filosoferes skal der ikke desto mindre. For det første fordi netop følelsen af at have ”overblik” over verden, som Knausgård nævner, nok kan føre til lidt forsimplede og letkøbte holdninger og dermed som sagt bidrage til splittelse mellem os angående forhold derude, som de fleste af os reelt ikke ved ret meget om. Og for det andet fordi vi kan udhule begrebet samvittighed.
På en vis måde er det rigtigt, at man ikke har vendt det blinde øje til, når man råber op, men det er jo et både lidt gratis og selektivt vågent øje, der vælger nogle af verdens lidende til og andre fra. Også dette kan ses som en følge af det overblik, som Knausgård skriver, at vi tror, at vi har. Jo mere man er på afstand af tingene, desto nemmere kan medfølelsen under påvirkning af den herskende stemning rettes et bestemt sted hen. Der findes tusindvis, ja, millioner af lidende mennesker i verden, i Sudan, i Ukraine og i Zambia såvel som i Gaza, og når man midt i det store globale vildnis tildeler nogen sin særlige medfølelse, risikerer man ikke blot at være i færd med at gå et ærinde, man ikke helt kan gennemskue. Man bruger muligvis også sin samvittighed som middel til at få sig selv placeret på en uoverskuelig jordklode. Alting begynder med samvittigheden, vores selvbillede tog form fra den allerede i de tidligste år, da man som barn fik ondt i maven uden at fejle noget. Det var tegn på den første seriøse selviagttagelse, den dårlige samvittighed over at indse, hvad man kunne finde på. Som da jeg engang mærkede stor skyldfølelse over at have stjålet to glansbilleder fra én i klassen – ja, I griner, men glansbilleder stod i høj kurs i min barndom. Brøden var lille, men følelsen stor, og med Jesu kritik af farisæeren i templet forstår vi, hvilken dyrebar indsigt, man tidligt fik. At det nemlig ikke er erfaringen af ens gode samvittighed, der fører til den største selvindsigt. Det er derimod erfaringen af ens dårlige samvittighed.
Men skal vi da ikke stræbe efter en god samvittighed? Nej, det skal vi ikke, for i samme sekund, man gør det, har man i for høj grad sig selv i tankerne. Jo mere man ønsker sig en god samvittighed og måske endda præsenterer sig selv som typen, der ikke vender ”det blinde øje” til, desto mere kan man miste indsigt i nødvendigheden af at bede om tilgivelse for alt det, man ikke gør godt nok. Og tro mig, ingen af os forstår til fulde nødvendigheden af at bede om nåde, for ingen kender sit eget bund-niveau, og personligt forbløffes jeg gang på gang over, hvordan man trods efterhånden ret stor selvindsigt kan styre mod bunden. Hver gang man ser ind i en andens appellerende blik og undlader at give ham eller hende, hvad man kan. Hver gang man simpelthen bare ikke gider gøre det rigtige, skønt man udmærket ved, hvad det rigtige er. Man kan jo se det i den andens øjne, og synd er, at mennesket kan ignorere samvittighedens stemme eller tilpasser den efter egne behov. Den tyske præst Dietrich Bonhoeffer har skrevet kloge ord om dette. Han bekæmpede under anden verdenskrig nazisterne og blev fængslet og henrettet, men skrev i et brev fra sin celle dette om at forstå sin egen drivkraft: ”Hvem holder stand? Det gør kun den, der ikke har sin fornuft, sine principper, sin samvittighed, sin frihed eller sin dyd som den sidste målestok, men som er parat til at ofre alt dette, når han i troen og i sin bundethed til Gud alene er kaldet til lydige og ansvarlige handlinger.” Bonhoeffer vidste, hvad han talte om, for ham kostede det livet at gå i demonstration.
Og denne tyske præst lærer os, at vi ikke skal stræbe efter en god samvittighed, men simpelthen efter at adlyde Guds bud og gøre det rigtige. Ikke ved at dyrke mavefornemmelsen, principperne eller idéen om dyd og ikke ved at referere til vores gode samvittighed som farisæeren gør. Men ved at referere til pligten til at kæmpe for sit medmenneske, dér hvor man er sat og lever sammen. Bonhoeffer vil have vores mange samvittighedsfølelser skubbet lidt på afstand, for de kan være meget ustabile og forførende, og netop derfor skal vi indse det risikable ved at lade sin samvittighed påvirke for meget af de fjerne globale forhold, som man i sidste ende ved så lidt om. Og netop derfor kan det ikke kaldes ukristeligt at undlade at gå i demonstration mod lidelserne i Gaza. Hævder vi det, risikerer vi i alt for høj grad at sammenblande politik og kristen lydighed og bane vej for den splittelse, der er så ødelæggende for et land. Vi har jo prøvet det før. Vi er før endt i uforsonlig strid om, hvem der kan kaldes mest næstekærlig, og om hvorvidt man bør have mennesker langt borte på sin samvittighed. Vi skal ikke derhen igen. Derfor skal det her i kirken lyde, at nej, det er ikke ukristeligt ikke at stå på Christiansborg Slotsplads, men det er ukristeligt at vende det blinde øje til den helt konkrete lidende, som man kan hjælpe her og nu. Det er ukristeligt at ophøje sin fornuft, sine principper, sin samvittighed eller sin dyd til den højeste målestok fremfor blot i sin nære virkelighed at udvise den lydighed overfor Gud og den kærlighed til medmennesket, som ingen behøver at høre noget om. Endsige læse om i avisen.
Alting begynder med samvittigheden, helt fra da man var barn og kunne sanse sin livline til Gud. Alting begynder med samvittigheden og den erfaring, man siden vandt – at man nemlig ikke kan stole på den, og at det ikke handler om at hvile i sin samvittighed, når den føles god, men om at bede om tilgivelse, når den føles dårlig. Den, der husker det, går retfærdig hjem. Den, der husker det, kan i øjeblikke i troen på Jesu endeløse kærlighed til os handle i lydighed udelukkende for den andens skyld. Og sådan kan vi i det store kaos i verden, som vi hver eneste dag tvinges til at forholde os til, blive ved med at bestyrke hinanden her, hvor vi er. Ens samvittighed bliver aldrig her på jorden ren, men i evigheden vil den omsider finde hvile. I troen på den nådefulde ophøjelse, der venter, kan vi leve i både ydmyghed og frimodighed allerede nu. Amen.
Salmer: 402-56-523-10-411-31
