Prædiken 1. søndag i advent

Læs dagens tekst her

Der er jo sprængstof i denne her fortælling. Der er voldsomme spændinger mellem Jesu menneskelige side og Jesu guddommelige side. Spændinger, der fører både til bifald og anerkendelse, men også i næsten samme øjeblik til vrede og raseri, der kunne have kostet Jesus livet, hvis det ikke havde været fordi, det var meningen, at han skulle dø på korset.

Man kan sige, at fortællingen peger mere i retning af påske end i retning af jul, men den står selvfølgelig her ved indgangen til advent, fordi den peger på Jesus som opfyldelse af profetierne i det, vi kalder det Gamle Testamente, og som for dem dengang også var et gammelt skrift med tre fire hundrede år på bagen, men da der ikke endnu var kommet det Nye Testamente, så var det bare skriften.

Det korte af det lange er, at der ikke er meget pebernødder og julehygge over teksten. Men sådan er det jo med hele Jesu liv. Man kan vælge at betragte det som en græsk tragedie, hvor hovedpersonen dør, hvis man kun lægger vægt på de historiske fakta, eller som livets sejr over døden, for os som tror på opstandelsen.

Jesus kommer hjem til jul, bortset fra at det ikke var noget de fejrede endnu på dette tidspunkt. Han kommer til Nazareth, hvor han er vokset op som tømreren Josefs søn. Og det er både godt og skidt. For de bliver overrasket over, at der alligevel er blevet noget ud af ham, og at han kan sige kloge og forstandige ting.

Men da han så lader skinne igennem, at det er ham, der er opfyldelsen af profetierne, og det er ham, der er menneskers Frelser, så slår stoltheden over bysbarnet over i raseri over, at han tør antyde, at han er guddommelig.

De kan ikke sætte sig ud over, at de har set ham som barn løbe og lege ligesom de andre, og er vokset op og har lavet drengestreger lige som alle andre drenge. Janteloven i en tidlig udgave eller manglende evne til at se, at noget godt kan komme fra Nazareth.

Han skal i hvert fald ikke komme og tro, at han er noget særligt, og slet ikke guddommelig.   

Jesus ved det og kan mærke det. Og han slår fast: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby!

Og nu laver vi lige en parentes. Det her er jo en jubilæumsgudstjeneste. Det kan næppe være undgået nogens opmærksomhed, at jeg i dag fejrer mit 40- års jubilæum som præst, og at I hjælper mig med det!

Og så bliver jeg nødt til at kommentere på dette udsagn, som dukker op i den fastsatte tekst til i dag. Jeg kunne selvfølgelig have forbigået det i tavshed, men skarpsindige som I jo er, så ville der have siddet en eller anden og tænkt: Det sprang han da lige over. Han går måske og tror, han er et miskendt geni.

Bortset fra at jeg ikke er profet, og da slet ikke på nogen måde vil sammenligne mig med Vorherre Jesus Kristus, så vil jeg sige, at den daglige kontakt med indbyggerne i Valby og menigheden ved Jesuskirken rummer så mange glæder og positive tilkendegivelser, at jeg ikke kunne ønske mig mere. Tak for det! Så må I til gengæld love at lade være med at lynche mig efter gudstjenesten her. Parentes slut.

De to eksempler med profeterne Elias og Elisa viser, at Gud allerede før Jesus ikke på nogen måde var begrænset til det jødiske folk, han havde indgået en pagt med.

Da hungersnøden hærgede i Israel og de omgivende områder, opholder Elias sig uden for pagtslandet i Sidon og hjælper en enke med at overleve der og genopvækker og helbreder hendes søn, selv om der var mange enker, der led nød i Israel.

Og da syreren Na’aman bliver ramt af spedalskhed, bliver han helbredt af Elisa, selv om der var masser af spedalske i Israel. Hvis det kunne tjene Herrens sag, så udførte profeterne helbredelser og undere uanset hvor de var, og hvem de havde med at gøre.  

Da indbyggerne i Nazareth hører disse eksempler, slår vreden ud i lys lue. De skal ikke regne med nogen fortrinsret, fordi de bor i den by, Jesus voksede op i. På den ene side blokerer deres kendskab til Jesus for deres erkendelse af, at Jesus kunne være andet og mere end tømrerens søn.

På den anden side bliver de vrede over, at det, at de har kendt ham som lille, ikke giver dem nogen fordele. Gadens parlaments dom og pøbelvrede bringer ham i overhængende livsfare, og kun fordi han resolut gik sin vej, undslap han den skæbne. Tiden var endnu ikke moden. Inden han skulle møde den på korset, var der en opgave der skulle udføres med at gøre Guds vilje klar for mennesker.

Hvad skal vi bruge denne tekst til 1. søndag i advent år 2023? Adventstiden er jo nedtællingen til julen, hvad ingen kan være i tvivl om og undgå at holde styr på med julekalendere og adventskranse. På intet andet tidspunkt af året har vi på samme måde styr på hvilken månedsdag det er, og hvor langt der er til jul.

Adventstiden er forberedelsestiden, det kan alle nikke genkendende til. Men hvor de fleste i første række vil nævne alle de praktiske forberedelser, vi står over for, som indkøb af gaver og mad af alle slags, oppyntning og rengøring og alle de julefrokoster og julearrangementer, der fylder i kalenderen i december og alle de andre praktiske ting, der skal nås før jul, så er der en anden forberedelse inden den 24. december.

Vi skal forberede os på, at det ufattelige sker. Vi har hørt det så mange gange, mindst en gang om året på denne tid, om barnet, der blev født i en stald. Julekrybberne forstærker den hyggelige historie i en grad, så vi måske glemmer, at det lige nøjagtigt var her, at historien og evigheden krydser hinanden.

Helt ufatteligt og uhørt bliver Gud menneske og lever et liv på jorden og dør for vores skyld som et led i Guds plan for menneskers frelse. Og denne dobbelthed, der er blevet beskrevet med udtrykket sand Gud og sandt menneske, var mere end indbyggerne i Nazareth kunne klare. Man hører somme tider nogle ønske, at de kunne have været til stede dengang og have set Jesus med egne øjne.

Men det ville ikke have været nemmere at tro af den grund. Så ville det, vi kunne opfatte med vores sanser, have stået i vejen. Et lyslevende menneske, der stod foran en, man kunne klappe på skulderen, høre tale og argumentere med. Og blive irriteret på, som eksemplet fra Nazareth viser.

Det ville absolut ikke have gjort paradokset mindre, tværtimod. Men fordi det overstiger den menneskelige fatteevne, er det ikke ensbetydende med, at det ikke er sket. Gud er ikke begrænset af, hvad vi kan forestille os eller rumme i vores trods alt begrænsede bevidsthed. Vi må holde paradokset fast i troen uden at kunne forstå det. Sand Gud og sandt menneske i en og samme skikkelse.

Jesus er på besøg i sin hjemby og gør, som han plejer. Han går i kirke, som dengang på det sted hed synagogen og havde den skik at lade prædiken gå på omgang. Og da han får rakt Jesajasbogen, finder han et sted med profetier om det nye, der skal komme. Det nådeår, der skal udråbes, når Herrens salvede kommer til dem. Eller med andre ord når menneskets Frelser kommer til dem. Og så sætter han sig ned igen, og spændingen er til at skære i. Og så siger han til dem: Det er nu. Det sker for øjnene af jer.

Først tænker de, det var godt nok store og kloge ord, men da det går op for dem, at ordene betød, at Jesus var den Frelser, de ventede på, så slår raseriet helt igennem, og det hele går skævt. Så skærende kan kontrasten mellem Gud og menneske være.

Hvor vi fokuserer på det lille barns fødsel og det allermest menneskelige som det ligger der i krybben i stalden, så skal vi huske at få stjernen over Betlehem med og englen og Herrens herlighed, der strålede om den og hyrderne på marken. Både Gud og menneske. Og det har vi så tre uger til at spekulere over og forene i troens paradoks.

AMEN

Salmer: 74-84-117-78-83-80

https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få Jesuskirkens nyhedsbrev

Få Jesuskirkens nyhedsbrev