Læs dagens tekst her
Det sker ofte, at jeg fristes til at undgå det svære. Krybe udenom og lave alle tænkelige undvigemanøvrer i forsøget på at finde vejen væk fra det, som er svært. Det er et træk, som jeg tænker, at jeg ikke er ene om. Jeg tror, at I, som sidder her og mange andre mennesker, kender til lysten til at tage benene på nakken og hurtigst muligt flygte, når det besværlige tårner sig op. Trangen til at komme så langt væk som muligt fra alt det uoverskuelige, som livet byder på.
Den trang var stærk i mig, da jeg i forrige uge sad i toget på vej til et sted, som føltes helt umuligt at skulle være i. Et ungt menneskes liv var endt alt for tidligt og alt for tragisk, og jeg var blevet bedt om at sætte ord på det, som gør os tavse. Trøsterige ord, der hvor ingen trøst rækker.
Derfor var togturen selvsagt også som en ørkenvandring. Dér midt i den regnvåde eftermiddag føltes det som at være under en brændende sol, der sved mig mere og mere for hver station, som førte mig nærmere til mit endemål. I mit hoved foregik en kamp, som var tabt på forhånd. Alle mulige scenarier om, hvordan jeg kunne undslippe, udspillede sig i hovedet på mig. Men jeg vidste, at det var umuligt, der fandtes kun en vej, og det var at stå det svære igennem.
Før hørte vi, at Jesus bliver ført ud i ørkenen af Ånden for at blive fristet af djævelen. Kort forinden er han blevet døbt, og Gud har givet ham løftet om, at han er Guds elskede søn. Nu er han der, i den brandvarme og øde ørken. Overladt til sig selv og plaget af sult og tørst, og der hvor han er allermest svag og udmattet, slår djævelen til.
Tre gange og med listig tale frister Djævelen ham til at forråde Gud og tjene det onde. Jesus er sårbar og lider, men han falder ikke for fristelsen til at kæmpe imod med den guddommelige magt, han har. Han er ikke født til at falde, som vi er. Han er født som Guds søn, og dermed er han menneske og Gud på samme tid. Han ved, at det, djævelen vil med sine fristelser, er, at Gud bliver underlagt ham og dermed bliver ondskabens tjener og ikke godhedens Gud, som han er.
Jesus kæmper imod som et sårbart menneske og holder fast i kraften fra Gud, som fører ham igennem prøvelserne. Djævelen er snedig som slangen i paradis. Han taler ham efter munden og frister ham først til et lille fald: ”Gør sten til brød og stil din sult.” Et lille stenkast og den gnavende sult er forbi. Så et større og livstruende fald: ” Kast dig ned fra templets tinde.” Og så til slut det største fald, knæfaldet for djævelen. Egentlig et meget lille fald, men et fald, som har en afgrundsdyb konsekvens, for hermed vil godheden gøre knæfald for det onde, og alt vil være forbi.
Jeg mærkede, hvordan hjertet faldt i brystet på mig og blev tungt, da jeg trådte ind i lokalet, som var fyldt af det unge menneskes familie, venner og bekendte. Jeg stod foran dem alle med følelsen af at være helt alene. Det stærke lys i loftet var som en blændende sol, der kastede et afslørende lys på den svaghed, jeg mærkede. Og da jeg begyndte at tale, blev min sårbarhed synlig, for blodet steg op langs halsen og op i kinderne på mig. Det her klarer jeg aldrig, tænkte jeg!
Men mens jeg sagde alle de kærlige ord og minder, som familien og vennerne havde givet mig, voksede en samhørighed frem i rummet. Samhørigheden blev endnu stærkere, da vi senere i stilhed vandrede igennem en regnvåd skov for at tænde lys på en træstub til ære for det unge menneske. Undervejs gik det op for mig, at de, som var samlet, må have følt som Jesus i ørkenen. De havde ikke noget valg, for sorgen havde ført dem på en ørkenvandring og ud i ørkenlivet. Helt derud hvor det hele føles ubærligt og sort, og man fristes til at ønske, at der var en nem udvej, som man inderst inde godt ved, ikke findes.
Og mens jeg gik der gennem mudderet blandt følget, blev jeg pludselig ramt af en tanke, som jeg havde læst hos politolog Hannah Arendt. Tanken om, at så længe, vi lider sammen i ørkenen er der håb. Det kan lyde mærkeligt, men tanken er, at håbet findes, fordi vi bærer lidelsen sammen. Og når vi bærer det tunge i fællesskab, så fører det os til at opbygge en ny verden sammen. En ny begyndelse, hvor vi holder fast i kærligheden og tror på, at det gode vinder på trods af smerten. Det var den følelse, som jeg mærkede stærkt undervejs i regnen, at så længe vi er forbundet til hinanden under ørkenvandringen og er ført af Gud, kan det onde ikke overmande os.
Ørkenen kender alle mennesker, og vi kender også til fristelsen til at ville slippe ud af den så hurtigt som muligt, for den er ikke særlig rar at være i. Men jeg vil give Hannah Arendt ret i, at den er et vilkår for os. For verden imellem os kan så let sande til og forsvinde, når vi lader os drive af handlingslammelse over alt det frygtelige og usikre, som sker omkring os både i det nære og på verdensplan. Vi kan så let forfalde til at lukke os om os selv, flygte langt væk fra hinanden og fra virkeligheden. Vende ryggen til det, vi egentligt er skabt til – et liv med hinanden i troen på, at vi er Guds elskede børn, og at Gud er med os i lidelserne og fører os væk fra det onde.
Det er, som om ørkensandet fyger ind over alt i vores verden, når vi betragter alt det usikre i den verdenssituation, som vi lever i. Sandet fyger også ind i os mennesker og kan komme til at dække over den fælles verden, vi skal opbygge sammen og værne om. For i vores indre er den stærke trang til at flygte fra lidelse og ubehag stærk. Så stærk, at vi overser og glemmer, at vi ikke skal stå alene med alt det svære. Vi skal stå sammen – menneske til menneske og med Gud i ryggen, når vi skal stå det lidelsesfulde igennem.
Men så længe vi lider sammen i ørkenen, er der håb. Det håb mærkede jeg på vandringen i det regnfulde eftermiddagsmørke, da jeg gik midt i den store flok af mennesker. For vist er ørkenen et vilkår, vi alle lever under, og vist er det også, at vi er født til at falde. Vi falder for fristelser, ligesom Eva faldt for slangens listige tale i paradis og spiste af det træ, som Gud havde forbudt hende og Adam at spise af.
Slangens list førte til, at en splint af ondskab satte sig i menneskehjertet. En splint, som kan spire og vokse, hvis den ikke holdes nede og fornægtes. Med Evas og Adams fald blev ørkenen til virkelighed mellem mennesker, og døren til paradis blev lukket.
Selvom fortællingen om syndefaldet er en myte, så beskriver den en virkelighed, som vi også i dag kan se os selv i. Eva lader sig friste af slangen og er drevet af sine lyster og begæret efter at få samme indsigt som Gud. På samme måde er vi mennesker drevet af at opfylde vores egne behov og higer efter at være herrer over livet og tror, at vi ligesom Gud klart kan skelne mellem godt og ondt. Men hvad sker der, da Adam og Eva spiser af æblet? Der sker det, at de indser, at det er nøgne og dermed udsatte og sårbare. Derfor forsøger de at dække sig til og skjule deres sårbarhed. De gør det, som ethvert menneske vil gøre, når det føler sig nøgent og udsat i forholdet til andre. Og da Gud så kommer og kalder på dem, gemmer de sig, for de er skamfulde over deres nøgenhed. Og i stedet for at svare Gud ærligt, forsøger de at bortforklare den overtrædelse, som de har gjort.
Den fortælling viser det første fald, mennesket gør. Et fald som fører til, at mennesket bliver smidt ud af den paradisiske virkelighed. Et fald, som ender i det jordiske, hvor både verden imellem os og ørkenen er virkeligheden. Og her på jorden, hvor vi slider og lever på godt og ondt. Hvor vi falder og rejser os igen. Her er der øjeblikke, hvor glimt af det tabte paradis viser sig. For vist er det, at ørkenlivet er vores fælles vilkår, men vist er det også, at der i ørkenen findes oaser. Steder, hvor vi kan forundres over alt det smukke og gådefulde i verden og fordybe os i det. Øjeblikke, hvor dybe venskaber opstår, og kærligheden til ens elskede blomstrer og vokser sig stærk.
Det er den oase, Jesus åbner vores øjne for, da han umiddelbart efter sin dåb bliver ført ud i ørkenen af Ånden for at fristes af djævelen. Den oase er mulig for os at træde ind i. Jesus åbner den for os, fordi han ikke bruger sin guddommelige magt i kampen mod djævelen, men modstår fristelserne på menneskelige vilkår og holder sig til Gud igennem hele kampen. Hermed skaber han veje for os, så vi kan finde frem til oaserne. For han er menneske som os, og han blev i ørkensandet, da det fygede til omkring ham. Han gennemlevede ørkenlivet og forsøgte ikke på noget tidspunkt at flygte fra det.
Flugten var heller ikke mulig for mig, da jeg gik i skoven omkranset af følget, som var tynget af sorg over det ufattelige tab, de havde lidt. Lysten til at flygte var også forduftet, og trangen til at være sammen med dem i sorgen fyldte nu det hele. Vi gik sammen og bar på det tunge og svære i fællesskab, og i mit indre voksede en bøn til Gud frem. En bøn om, at Gud ville slå følge med os. Vandre med os og bære med på det tunge og føre os igennem følelsen af uretfærdighed og vrede. At Gud ville bekæmpe det onde og meningsløse og vise vejen til sin oase af godhed.
Den bøn bliver besvaret af kampen, som Jesus udkæmpede mod djævelen. Vi får styrken fra ham, fordi han holdt fast i Gud igennem alle prøvelserne og stod igennem det hele som et sårbart menneske. Fordi han ikke gav efter for sine menneskelige behov, og han ikke lod sig besnære til at gøre knæfald for ondskaben. Deri kan vi hente kraften til at komme på benene igen, når vi er gået i knæ. Her kan vi finde modstandskraft til at tale det onde i os og i verden imod.
For Jesus er Guds søn, og han kommer til os med Guds magt, som han ikke misbruger. Han kommer til os, fordi han ved, at vi så let kan komme til at misbruge vores menneskelige magt over for hinanden. Han ved, at det kan være lettere for os at følge det, som opfylder vores lyster. Og at det kan være svært for os at tilsidesætte vores egne behov og gøre det gode for hinanden. Jesus ved, at han for vores skyld skal stå igennem livets og dødens prøvelser og ikke forsøge at undvige eller flygte.
Den indsigt har han med sig, da Ånden fører ham ud i det golde landskab. Han ved, at vi mennesker er født til at falde for fristelser og går i knæ, når vi bliver prøvet. Han ved, at vores blik kan blive sløret, så vi kun kan se det smertelige, og faren for, at vi vender det gode ryggen og fortaber os i det onde, er overvejende. Alt det ved han, mens han lider i ørkenen. Han er indforstået med omfanget af, hvad der var på spil, og derfor gør han ikke knæfald for ondskaben. Han ved, at så ville alt være forbi for os mennesker. Så ville vi være prisgivet ondskaben, og alle oaserne ville blive udslettet.
Jesus vinder kampen for os, for han er vores liv i live. Han er vejen til oasen, hvor vi er der for hinanden og lader os føre af Gud. Jesus er der, hvor mørket er tættest, og ensomheden er stærk. Han er der, hvor lyset bryder igennem, og dybe venskaber og kærlighedsbånd opstår. Jesus er den, som rejser os op og drejer vores blik væk fra ondskaben og hen mod Guds kærlighed. Amen
Salmer: 754 – 721 – 487 – 200 – 410 – 750 -10
