Det er godt at se jer!
Sådan foreslog konfirmanderne, at jeg skulle starte juleprædikenen. Jeg havde spurgt dem, hvad en juleprædiken skal handle om. Den kunne jo starte med et godt budskab, foreslog de:
Det er godt at se jer!
Konfirmanderne har ret. Julens budskab er et godt budskab. Vi hørte det lige før. Josef og Maria tager til Betlehem. Maria føder Jesus. Englen viser sig for hyrderne og forkynder dem en stor glæde: ”I dag er der født jer en frelser.” Tag hen at se ham, siger englen. Og med ét synger en himmelsk hærskare: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” Sagt mere jordnært, så er budskabet fra Gud til alle mennesker: Det er godt at se jer!
I dag fejrer vi, at Gud blev menneske. Vi fejrer noget, der egentligt ikke burde kunne lade sig gøre. Gud viser sig ikke som vældig magt, men som et skrøbeligt spædbarn i en krybbe. Det højeste i det laveste. Det største i det mindste. Det mægtige i det afmægtige. Sådan åbenbarer Gud sig for os.
Gud blev menneske i Jesus Kristus. ”Fred til mennesker med Guds velbehag” synges der fra en himmelsk hærskare. Det er godt at se jer. Evangeliet vender værdierne på hovedet og viser os, at det afmægtige er porten til den Gud, der så, at det var godt.
Forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen har gendigtet julenat i bogen Natten åbner sig som en port. Hun beskriver lyset fra Betlehem den nat. Jeg læser et stykke fra bogen for jer:
”… natten åbner sig som en port, og med ét bliver der lysere omkring dem. Josef går ud for at se, hvem der kommer med så stærk en lampe. Men der er ingen derude, vinden suser i dalen, hyrdernes fjerne blus blinker døsigt over vidtstrakte marker. Og så lyset.
Det står ned fra himlen, og Josef må skygge for øjnene med hånden, da han lægger nakken tilbage. En stjerne så stor som en lille sol, et lys, der slår mørket itu. Han tumler ind for at fortælle Maria, hvad han har set. […] Lyset kan hun jo selv fornemme, det strømmer gennem sprækker og vindueshuller. Hun nikker bare, men siger ingenting, og han sætter sig på hug hos hende og barnet.”
Det er så småt – en far, der sætter sig på hug – en mor, der holder sit barn. Det største i det mindste.
Lyset skinner i mørket. Lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Et lys, der slår mørket itu.
Det er et simpelt budskab til en kompliceret verden.
Det er et lysende budskab til en mørk verden.
Det er et trøstende budskab til et sorgfuldt menneske.
I aften og resten af julen samles vi med familie og venner og viderefører traditioner. Vi mødes i lyset, der lyste dengang, nu og i al fremtid. Vi tænker på dem, vi er sammen med – og på dem, der ikke kunne være med.
Vi følger omsorgsfuldt traditionerne eller forsøger omsorgsfuldt at ændre dem. Vi vil så gerne, at børnene får en god jul, for deres barndomsjul er nu. De skal også have glæden ved gentagelserne: igen og igen, rundt og rundt.
Og netop dér – når vi går slægternes gang om træet – mærker vi særligt, hvis der mangler noget. Hvis der mangler hænder rundt om juletræet. Hvis der mangler stemmer.
Og dem, der sidder alene i aften, tænker på dem, de gerne ville have været sammen med. Vi bærer på vores savn. Julen samler det hele – både sorgen og glæden og lader dem være der på én og samme tid. Julen kan være en kompliceret tid. Der rives op i fortiden. Fremtiden kan synes uoverskuelig.
Alt det… samler sig i os juleaften. Glæden og savnet. Minderne og håbet. Julen lægger sig i hjertet – nogle gange som fred, andre gange som uro. Ofte noget, som man ikke selv kan formulere med egne ord. Derfor er det så godt, at vi har julesalmerne. For når vi synger dem, får vi lagt ord i munden. Ord, vi kan låne. Ord, der kan bære det, vores hjerte ikke selv kan formulere.
Man siger, at hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. I dag kan vi vende det udtryk om. Hvad munden er fuld af, løber ned i hjertet. Her tænker jeg ikke på at have munden fuld af julemad.
Jeg tænker på at tage munden fuld af salmesang. Hvad munden er fuld af løber ned i hjertet. Og hvis munden er fuld af håb, kan det være, at der løber noget af det ned i hjertet. Vi synger om det, der ikke burde kunne lade sig gøre. Vi synger om Gud, der kom til verden for at lyse vores urolige hjerter op. Det er godt at se dig. Det største i det mindste. Så sørg for at tage munden for fuld – også i dag. Gid det må løbe ned i hjertet.
For nyligt talte jeg med en ung mand. Han ville gerne døbes. Det var vigtigt for ham at blive døbt. Vi talte om, hvorfor han ville døbes som voksen. Han famlede lidt efter ordene. Men så kom de. Han havde oplevet sorg. Et mørke havde fyldt ham. Et mørke omgav ham. Han havde ligget i mørket. Foldet sine hænder. Bedt en bøn. Det var alt. Det var meget kraftfuldt. Jeg spurgte ham, om Gud så havde svaret på hans bønner. Han tænkte sig grundigt om og svarede: ”Ja, han lytter.”
Det er svaret i mørket. Natten åbner sig som en port. Og lader lyset skinne i mørket.
Det er godt at se dig!
Det var, hvad Gud sagde til mennesket julenat. Gud kom til verden. En mørk og kold verden. Julenat åbnede natten sig som en port og lod lyset vælte ind gennem alle sprækker.
Det skal du sige videre. Sig det til enhver du møder. Sig det til en bekendt. Sig det til en ven. Sig det til din familie. Og hvis du ikke kan sige det – eller hvis der ikke er nogen, der siger det til dig. Så har Gud sagt det først og siger det igen i dag til dig.
Det er godt at se dig!
Må lyset fra Betlehem skinne på os alle.
Glædelig jul!
