Nogle gange skal der skæres helt ind til benet, så det, der er kernen kan træde tydeligt frem. Det gælder særligt, når det drejer sig om noget, som på overfladen kan virke indforstået. Og i dag gælder det om, hvor vi får vores værdi fra. Her kan man let komme på afveje og tro, at det er ved egen præstation, at man får værdi. Eller at det er andres anerkendelse, eller mangel på samme, der giver eller fratager værdien. Men når der så bliver skåret ind til benet, så viser det sig, at det er fra Gud, at vi mennesker har vores værdi.
Det slår Jesus fast i dag i sin tale til sine disciple. Man ser ham for sig, stå foran de tolv mænd med hævede hænder og et gravalvorligt ansigt. Selvom vi ikke skal på en strabadserende missionsrejse som disciplene, så gælder ordene også os. Det kan virke en kende urimeligt at blive talt hårdt til her to dage efter juleaften. For blot to dage siden lød budskabet om, at Guds fred og glæde var kommet til jorden, og så står Jesus i dag, 2. juledag, og svinger sværdet. ” Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd!” Og så falder der tre sværdslag, der skærer sig dybt ind i det indre.
Er mig ikke værd
Er mig ikke værd
Er mig ikke værd
De ord gør ondt, for på overfladen kan det lyde som om Jesus, forkaster sine disciple og os. Ja, man kan næsten få en følelse af, at han taler nedladende til os og disciplene.
Ordene får mig til at tænke på en kvinde, jeg en gang talte med. Hun fortalte om den fortvivlelse, hun en dag oplevede på sit arbejde, da hendes kollegaer fortalte hende, at hun ikke var noget værd. Det ramte hende dybt i hjertet. Og hun tog fortvivlet hjem sidst på eftermiddagen. Derhjemme ventede hendes mand, og hun tænkte, at han sikkert også ville dømme hende værdiløs, for deres ægteskab havde ikke været så godt på det sidste. Hun blev hjemsøgt af tanken om, hvad hun egentlig havde at give. Og til slut var hun overbevist om, at manden og kollegaerne havde ret i, at hun ikke var noget værd. Fornemmelsen af at være værdiløs bed sig fast i hende og gik hende på nerverne, og til sidst knuste det hendes hjerte. Pludselig en dag forsvandt hun. Han forsvandt ud på vejene og drev rundt her i årevis. Hvileløs, hjemløs og altid på farten. Ordene havde så stor magt: Ikke noget værd! Med flugten fra sit hjem og sit arbejde gik ordene i opfyldelse, og de blev som en sørgelig selvopfyldende profeti.
Men en dag vendte hun heldigvis hjem igen. Manden tog imod hende med overstrømmende glæde og åbne arme. Han fik hende på ret køl, og han fortalte, at han havde bedt til Gud om, at hun ville komme hjem igen. Hun svarede, at hun havde bedt til Gud om, at han ikke ville afvise hende, når hun kom hjem. Hun sagde til mig, at det ændrede hendes liv, da hun indså, at det vi lever af, ikke kommer indefra eller fra nedladende ord, som andre kan udtale om én. Vi lever af de erfaringer, som kommer til os udefra. Af kærlige handlinger, der giver os respekt, tilgivelse, kærlighed og selvværd. Det kan vi ikke skabe selv. Vi kan kun vælge det til, når det er der. Vi kan tage imod tilgivelsen og kærligheden. Gør vi det, så får livet og tiden pludselig fylde, dagene bliver mætte af indhold og mening. Det mærkede kvinden, da hun mødte sin mands varme velkomst. Og når man mærker det, så kan det føles som om, der slet ikke er tid nok til at opfylde sin elskedes ønsker.
Vi ser den, vi elsker, tydeligt for os. Vi bliver bundet til en kærlighed, som viser sig i alt det jordnære: sengen, som fører os sammen med vores elskede. Børnene som kræver tid og nærvær for at blomstre og vokse. Og den dag døden, står for døren, er kærligheden der, som en mur i skikkelse af levet liv, og i skikkelse af børnene, som ingen vil løbe fra. Vi erfarer, at vi kun kan give den kærlighed videre, som vi har fået givet for intet. Det er den erfaring Jesus vil få os til at indse. Med sine sværdslag og kontante ord fortæller han os, at vi får vores kærlighed og selvværd fra Gud. For i Guds øjne er vi altid værdige. Det er ikke først noget, vi skal blive, eller noget et andet menneske kan tage fra os.
Vi er værdige i Guds øjne, helt fra vi blev til. En værdighed som er intakt, selvom vi er uperfekte og utilstrækkelige. Det er den kendsgerning, der bliver blottet, når Jesus hugger ind til benet. Han vi have os til at se, at hvad angår værdi, så hverken kan eller skal vi dømme et andet menneske eller for den sags skyld os selv. Det kan kun Gud, og det kan vi også kun, når vi handler ud fra Guds vilje. Så derfor de hårde ord, som rammer, når man møder Jesus med fornægtelse. Det er en alvorlig forseelse, som Jesus på det kraftigste gør opmærksom på. Det gør han ved hele tolv gange at henvise til sig selv, ved at sige: mig. Måske en gang for hver af de tolv disciple, kunne man tænke. En direkte tiltale til hver enkelt af dem og dermed også til hver enkelt af os.
Hans skarpe slag blotlægger, hvad han mener med henvisningen til sig selv. Han rammer ind i det, som er helt nærværende for os og samtidigt komplekst. Alle de menneskelige relationer, som vi indgår i, bliver der trukket tråde til. På kryds og på tværs trækkes trådende, og i midten af trådnettet er Jesus. Han er det centrale i alle de menneskelige relationer, vi har. Hans ord fortæller, at alt går gennem ham. I alt, vi gør går det ud på, at vi kendes ved ham, at vi i alt vil være ham bekendt, og at vi til alle tider bekender os til ham. Han er den centrale kendsgerning i livet og adgangen til Gud, går gennem ham. Og her bliver det så tydeligt, at det ikke er for at forkaste os, eller et forsøg på at være nedladende, der ligger til grund for hans skarpe tale. Det er for, at vi indser, at vi har vores værdi fra Gud og vejen til den går gennem Jesus.
Er den kendsgerning ikke helt gået op for os endnu, så sætter Jesus trumf på med ordene: ” Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den der mister det, skal vinde det!” Dertil kunne spørgsmålet så være om, vi ligesom den stakkels kvinde, der fik at vide, at hun ikke var noget værd, går rundt med et knust hjerte, og som om vi allerede var døde?
For det at miste livet kan have to betydninger, nemlig, at miste livet i betydning af at miste sin selvrespekt, hvis man kun tænker på at redde sig selv, når andres liv er i fare. For livet kræver, at vi ofrer os for andre og ikke kun kæmper for at redde vores eget skind. Det kræver, at vi ikke opfører os som feje hunde, der lusker væk med halen mellem benene, når livet i os skal stå sin prøve. Det kræver, at vi ikke skammer os, når vi bekender os til Gud og til vores næste. Og det stiller kravet til os om, at vi er ham eller hende, som man kan regne med, og som står ved sit ord.
Den anden betydning, det at miste livet har, lyder som et paradoks: At miste livet er at redde det, men hvordan? I den betydning er at miste livet det at give sig hen til livet, at turde hengive sig uden forbehold og sikkerhedsnet. Det er at give slip på sit eget dyrebare jeg og give sig selv hen til livet med andre. Tør vi det, og gør vi det, så kan vi få livet tusindfold igen fra hinanden i form af gensidig respekt, uforbeholden tilgivelse og gengældt kærlighed. Hengivelsen har sin pris, for det koster livet at leve livet. Det ved man som forældre, for her giver man sig hen for sine børn. Det ved den engagerede lære, som vil give sig hen for sine elever. Det ved den samvittighedsfulde politiker, der arbejder hårdt for sine vælgere. De og vi ved det, og vi skal tage udfordringen på os om at miste sig selv til andre. De to former af at miste livet, består altså i at miste mig selv, fordi jeg kun tænker på at redde mig selv, eller at miste ved at hengive mig selv til andre, fordi jeg ikke kan andet, koste hvad det vil.
Den første form skal vi kaste af os og holde os for gode til, for vi ved alle, at det ingen steder fører hen kun at tænke på sig selv. Den anden form, fører til den indsigt, Jesus kommer med: At ofre sig for andre i hans navn. Ja, ofre sig for hans skyld. For han siger: ” For min skyld!” Det er på grund af mig, at den som redder sit liv skal miste det, og den som mister det, skal redde det. På grund af mig! De ord viser, at det ikke er nok, at vi ofrer livet for hinanden, jeg for dig og du for mig. Det er ikke nok at juble over at leve livet og dø sammen. Vi skal gøre det for Jesus skyld.
På grund af mig, siger han og hugger til med sværdet lige ind i de stille og rolige familieforhold. Slaget skaber en kløft, og med det sår Jesus spild mellem alt og alle, mellem far og søn, mor og datter. Alle strides med alle. Med det viser Jesus at forholdet til ham har langt højere rang end familieforholdene. Gud er vigtigere end familien. Råt for usødet udtaler Jesus det standpunkt. Hov, hov kan vi så tænke, er det virkeligt sandt? Ja, svarer Jesus. Det handler om, at Gud er udgangspunkt for alle vores bekendelser til ham og til hinanden. Vi skal ikke vælge side eller tage parti. Gud er det eneste udgangspunkt og den eneste rettesnor. Vi skal ikke tænke, for min skyld, for andres skyld. Vi skal tænke og handle for Guds skyld.
Så når vi ofrer vores liv for andre, så skal det ikke være for vores egen eller for deres skyld. Vi skal ofre os for livets og for Guds skyld. Det skal vi fordi Gud selv har givet os sit største offer, nemlig sin søn. Han ofrer sin egen søn, så vi kan indse og erfare, at Guds kærlighed til os er stærkere end døden. Så det er i hans navn, til hans ære og for hans skyld, at vi skal ofre os og derved redde livet. Amen.
Salmer:
118 Julen har englelyd
122 Den yndigste rose
126 Min sol, min lyst
114 Hjerte, løft din glædes vinger
125 Mit hjerte altid vanker
121 Dejlig er jorden
