I virkelig mange år var jeg overbevist om, at jeg skulle leve hele mit liv alene. Jeg kan ikke forklare præcis hvorfor, sådan udviklede det sig bare, men det hænger sikkert også sammen med, at jeg har et ret stort talent for at være i mit eget selskab. Ikke fordi det altid har været behageligt, men fordi det altid har været trygt og ovenikøbet befordrende for min intense dialog med mig selv. Man kan gennem lang tid vænne sig til en bestemt måde at leve på, men gradvist kan nye tanker melde sig. Det skete også for mig. Jeg anede så småt, at jeg risikerede at gro fast i et for snævert selvbillede og miste en del af min evne til at forholde mig til andre mennesker, fordi jeg ikke mere målrettet havde øvet mig i det. Og muligvis kan den evne simpelthen forsømmes så meget, at man for alvor bliver i tvivl om, hvorvidt man råder over den.
Der siges nogle ord i teksten i dag, som jeg sætter meget højt, skønt de også er temmelig foruroligende. Johannes – der jo var ham, der skulle bane vejen for Jesus – opsøges af nogen, der vil vide, hvem denne Jesus egentlig er. Og Johannes må igen forklare, at han er Kristus, Frelseren selv, der har fået magten overdraget på himmelsk vis, mens han selv, Johannes, er meget mindre betydningsfuld. Og at tiden er kommet, hvor alle skal forstå, at nu er det Jesus, man skal samles om og lytte til. Johannes forklarer så, at denne rangorden faktisk fylder ham med fuldkommen glæde. Han glædes over, at en anden skal overstråle ham, hvilket nok forekommer mange en smule naturstridigt eller måske ligefrem meningsløst, da vi jo ofte hylder den ambitiøse stræben efter at blive den bedste. Ikke desto mindre skal vi – på denne fjerde søndag i advent, få dage før julens meddelelse om, at nu er han her, nu er den største glæde og den største kærlighed blevet en del af verden – indse hvordan det er at være et menneske, der skal lære sig selv at kende. Også gennem det helt nære forhold til et andet menneske.
Muligvis vil netop det blive sværere. Det forlyder, at en vis skepsis tager til i synet på dette at være i meget nære relationer. Ikke mindst vokser kvinders irritation over mænd, der går i de forkerte bukser og hverken kan finde ud af at bestille flybilletter eller tage skraldet med, nu hvor de alligevel har rejst sig fra sofaen. Efter sigende orker flere kvinder ikke parforholdet, og for nylig skrev forfatter Christina Hagen i et essay disse ord: ”Jeg gætter på, at ægteskabet og parforholdet vil være sjældent om 50 år, og måske er det også bedst sådan.” Lidt af en melding, og der er unægtelig sket noget, siden jeg var ung, og man gik virkelig stille med dørene, hvis man stadig ikke havde prøvet andet end at drømme om Don Johnson fra ”Miami Vice”. Mens det dengang var et entydigt ideal at have en kæreste, beskriver en anden kvinde, den franske journalist, Chanté Joseph, i en aviskommentar, hvordan unge kvinder i dag kan finde på at skjule, at de har en kæreste, fordi det ikke må se ud ”… som om de hang ud med deres kæreste hele tiden. Det mente de var taberagtigt.” Det er svært at vide, hvor meget man skal lægge i det, og den romantiske drøm uddør næppe, men tidens skænderier mellem de to køn afslører, at noget forrykkes. Åbenbart kan det for nogen føles mest ærefuldt ikke at have en fast partner, da det ikke harmonerer supergodt med ens selvopfattelse som et frit og selvstændigt menneske.
Parforhold og kristen kærlighed har som udgangspunkt ikke specielt meget med hinanden at gøre, da kristen kærlighed jo gælder enhver og ikke blot den ene udvalgte. Eller andre af ens nærmeste. Alligevel er der grund til at se de to begreber i lyset af hinanden, for spørgsmålet er, hvordan man vinder indsigt i sit eget væsen, og mon ikke det også har at gøre med at have prøvet at leve tæt på et andet menneske? På den måde kan man nemlig for eksempel opdage, at ens kærligheds styrke ikke er så stor, som man måske troede. I novellen Fru Marta Oulie af Sigrid Undset møder vi Marta og Otto, der forelsker sig, bliver gift og stifter familie, og alt er godt. Lige indtil, altså, at Marta indser, at noget er galt. Hun erkender, at: ”Aldrig, aldrig havde jeg interesseret mig for ham, forekom det mig, på anden måde, end at jeg ville have ham til at synes, at jeg var dejlig, kysse og kæle for mig, lægge hænderne på hans brede stærke skuldre – men aldrig havde jeg ledt efter hans sjæl for at være god imod den og elske den.” I det helt nære forhold erfarer Marta sin egen begrænsning. Kærligheden føles simpelthen for svag, og man bliver klogere angående sig selv, når man i en eller anden grad kommer til kort i jordisk kærlighed. Det kan gradvist stå klart, at man faktisk ikke, når det kommer til stykket, interesserer sig nok for den andens sjæl. Sikkert fordi man er temmelig meget optaget af at lede efter sin egen.
Så jo mindre man i livet prøver at være tæt på en anden, desto sværere kan man måske få ved at forstå den egentlige art af sit eget sind. Det gælder ikke alle, naturligvis ikke, og man kan jo desuden være tæt på en anden på mange andre måde end gennem parforholdet. Men vor tids alene-kultur kan – hvis kønnene bliver ved med at bekrige hinanden, og den store mistro og hang til fordømmelse tager til, mens vi i stigende grad dyrker individets sololiv som et mål i sig selv – medføre, at vi mister indsigt i dette virkelig at føle sig forpligtet. Vi kan glemme, hvor meget kærlighed har at gøre med lydighed, hvilket også er, hvad Johannes kredser om. Han udlægger en del af essensen i den kristne kærlighed, allerede inden Jesus for alvor selv har taget ordet og siger, at man generelt bør være i stand til at glæde sig over, at en anden bliver større, mens man selv bliver mindre. Det er som sagt et stort krav, og jeg må da også indrømme, at det ikke ligefrem fyldte mig med glæde, da en anden end mig i sin tid blev udtaget til førsteholdet, da jeg spillede fodbold i Hjortshøj-Egå. Eller da min veninde for øjnene af mig scorede ham, jeg selv i flere år i al hemmelighed havde været forelsket i. Det er sjældent glæden, der falder én først ind, når man havner i anden række, mens en anden stråler, men i kristen forstand findes den. Glæden. Sagen er nemlig, at Johannes føler glæde, fordi han ved at det er Gud selv, han træder til side for. Han flytter sig helt bogstaveligt for Guds søn, da denne træder frem for menneskene, men også vi tjener i sidste ende Gud, når vi flytter os for hinanden.
Det er Gud, vi skal blive mindre for, så et andet menneske i dén bevægelse kan få lov til at fylde, og det kan vi ikke blot formå. Det er jo dét, Marta i Sigrid Undsets novelle indser, at hun ikke magter i forholdet til sin mand. Han interesserer hende i sidste ende ikke nok, og mange kender nok de øjeblikke, hvor man bliver så usikker på sin egentlige oprigtighed. Det er, som om en skygge lægger sig hen over den. Det er syndighedens skygge, der kan mærkes så ekstra tydeligt, når man er helt tæt på en anden og kun burde rumme oprigtig interesse. Jeg tror, at mere alene-liv i et samfund kan føre til mindre af den slags selverkendelse i den enkelte og dermed mindre indsigt i, at jeg er nødt til at forsøge gennem lydighed at blive i stand til at interessere mig for den andens sjæl. For i kraft af min spontane natur har jeg af og til virkelig svært ved det, og hvis nogen nu indvender, at det da ville være smukkere, hvis det var af ren kærlighed til medmennesket, at man interesserer sig og kan glæde sig på den andens vegne, må jeg faktisk erklære mig uenig. Jo, kærligheden er smuk, men noget andet er mindst lige så smukt, og det er, at mennesket i kraft af sin selvindsigt med tiden kan komme til at forstå, hvad lydighed i sit inderste er et tegn på. Nemlig, at man ærer det, der er meget større, end man selv er.
Men er glæden så ægte? Er det i oprigtig glæde, at Johannes træder til side for Jesus, eller er der mest tale om en slags gold underkastelse? Sådan vil et menneske uundgåeligt spørge i dag, hvor det i så høj grad ses som et ideal, at vores indre skal føles autentisk. Idet vi antager, at vi faktisk ejer evnen til at føle og elske og være til stede helt rent. Det tvivler jeg på, at vi særlig ofte gør, men vi genkender til gengæld tilstanden, når vi ser den, og jeg faldt forleden over disse ord af digter og præst Jakob Knudsen. Han besad et vidunderligt realistisk menneskesyn, han troede på syndigheden, men kendte også til længslen efter det helt rene, og den blev for eksempel vakt til live i ham ved synet af en solsort. Han skriver: ”Hvor jeg elsker dig, solsort. Den verden, der bliver omkring dig, når du viser dig. Denne tilværelsens hemmelige lykke! Du ejer den på din måde. Du er født i den. Du kommer inde fra den (…) Jeg skal vejen om af nådens Gud…” Mennesket skal vejen om af nåden, altså, det skal erkende, hvor meget det behøver tilgivelse for sin optagethed af sin egen sjæl for at kunne træde oprigtigt frem. Solsorten lever i fuldstændig overensstemmelse med Guds vilje, mens mennesket lever i disharmoni og oprør mod den, og den oprigtige glæde ved at se en anden blive større, mens vi selv bliver mindre, skal udspringe af troen på, at det i sidste ende er den nådefulde Gud, jeg adlyder. Glæden ved at træde til side for en anden kan på den måde blive ét med taknemmeligheden for selv at blive elsket og bevaret. Det hele bliver til én bevægelse, hvor man for en stund helt glemmer sig selv. Det er som i et øjeblik at hvile i ”gennemsigtighed”, som Søren Kierkegaard beskriver det, idet man indser at have ansvaret for en andens sjæl, fordi Gud har lovet, at han vil bære ansvaret for min. Tro og glæde og lydighed hører ubetinget sammen.
Derfor er der så meget at glædes over på fjerde søndag i advent, mens vi igen ser frem til ordene om, at Jesus blev født til os. Ind i denne verden, hvor det vel ikke er specielt overraskende, at det efter mange års dyrkelse af menneskets frihed kan ses som attråværdigt at leve sit liv alene. Og jeg skulle som sagt nødig snakke efter i så mange år at have levet på egne præmisser, men netop derfor har jeg spekuleret meget over, hvorvidt man risikerer i ophøjelsen af alene-livet ikke rigtigt at lære, hvem man selv er. Den, nemlig, der skal vejen om af Guds nåde for i alvor at kunne give den anden plads. Jesus måtte komme hertil og dø og opstå, for at vi kan leve i tro på nådens kraft, og vi bevæger os nu ind i de juledage, der åbenbarer, hvor meget tro og glæde og lydighed hører sammen. At man faktisk i tro – i øjeblikke – med glæde kan se en anden vokse, mens man selv bliver mindre. For i forholdet til Jesus er det netop gennem dette at være lille, at man ender med at være i evighed uovervindeligt stor. Det lærer vi i julen, og nu er det igen blevet tid til at glæde sig over det. Amen.
