Guds lovsange synger vi ikke,
men sangene synger i os,
når glæden slår ind i vort hjerte
og smelter vort mismod og trods.
Da ser vi med undrende øjne
Vor tvivl blive afklædt som løgne,
og sandheden lyse af liv.
Det vers sang vil lige før, og i dag, hvor vi hører Zacharias’ lovsang i evangelieteksten, skal vi forsøge, at få lovsangene til at synge i os. Jeg vil slå tonen an og begynde med ord fra en nyere sang, som jeg hørte forleden. Her lød ordene: ” Hvor går vi hen, når vi går? Nogen siger hjem til Gud, andre siger bare, at lyset går ud.” Med de ord vil jeg forsøge at få en sang til at klinge, som handler om at være på afveje og finde hjem til Gud igen. Om igen at finde tilbage til det sted, hvor lyset aldrig går ud.
Det er tredje søndag i advent. Tre lys er nu tændt i adventskransen. Vi er kun et lys fra målstregen på den sidste etape mod julenat, hvor ventetiden ender. Det kan stadig føles som en lang ventetid og en lang vandring frem mod stalddøren i Betlehem, der åbner sig, og byder os indenfor til fred og glæde. Her handler det om at holde kursen og stå distancen med en bevægelse, der er rettet mod Gud, for så er vi på rette vej.
Det er lige præcis den vej, vi skal gå, når vi går. En retningsbestemt bevægelse mod Gud, som vi skal foretage igennem hele livet, og som der her i adventstiden er fuldt fokus på. Undervejs kommer vi ikke uden om, at der kan være benspænd, som kan få lovsangene i os til at klinge falsk, ja, i værste fald få dem til at forstumme. For tvivlen følges med troen, og vi kan komme til at mærke mistillid, når vi er i venteposition og forventningerne til det, vi venter på, er store. Her kan skuffelsen ramme hårdt, hvis det der forventes, ikke bliver indfriet. Tvivl og skepsis kan opstå og spørgsmålet melde sig om, hvad det egentlig hjælper mig at bevæge mig mod Gud, når jeg står midt i livet, som udspiller sig i spændet mellem forgængelighed og en dyb undren over det under, livet er?
Det ligger dybt i os, et spænd mellem den dybeste taknemmelighed og jubel til en afgrund af mismod og mistillid. Og livet byder på ting, som kan gøre os tavse. Ja, tage mælet fra os, når der sker noget uventet, hvad enten det er sørgeligt eller glædeligt. Samtidig mærkes livet også som et lysende under, som vi kun kan blive ved med at forundres over. Og her er det besynderligt, at de kræfter, som kan få lyset til at gå ud og formørke det hele, oftest virker stærkere i os end den kraft, der kan føre os tilbage til lyset og glæden. Fælles er den snublesten, som ethvert menneske, så ofte støder sig på. Snublestenen som er overbevisningen om, at blot jeg træffer de rette valg, så bliver livet entydigt godt. Så forsvinder alt det mørke i mig, og lykken bliver konstant. Altså en fast beslutning på, at det jeg selv tror er sandt, også viser sig at blive til virkelighed og sandhed.
I dag skal vi synge sammen med den gamle Zacharias. Hans sang om, hvad det vil sige finde hjem til Gud igen. Zacharias bryder ni måneders tavshed med sin jubelsang til Gud. Og han har i den grad noget at juble over, for han står med sin lille nyfødte søn Johannes i sine arme. Igennem hele graviditeten har han været tavs. Det skete på det mest uheldige tidspunkt, da han var på sin karrieres højdepunkt og skulle gøre præstetjeneste ved alteret. Endelig var turen kommet til ham i en høj alder. Han skulle nu udføre det mest ærefulde og betydningsfulde moment i sin præstegerning – og så bliver han tavs.
Man kan levende forestille sig, hvordan han grundigt har forberedt sig til det, han ville sige. Hans tårnhøje forventninger til, hvordan hans ord ville give fylde og skabe mening og løfte det hele op til en højere guddommelig helhed. Da han så træder frem for folket, står alle omkring ham forventningsfulde og spændte. De afventer hans ord, men der kommer ikke en lyd fra hans læber.
Jeg må sige, at jeg i den grad føler med den gamle Zacharias. Særligt når jeg står her på prædikestolen, og forestiller mig, hvordan det må være pludselig at blive stum. Det er det værst tænkelige som præst at løbe tør for ord og blive ramt af tavshed, og jeg kan kun nære et stærkt håb til, at det ikke sker for mig. Men det sker for Zacharias. Han bliver tavs, da han står foran alteret, fordi han mistror det budskab, som englen Gabriel kommer til ham med fra Gud. Budskabet om, at hans hustru Elisabeth skal blive gravid. Det er ganske enkelt umuligt, tænker Zacharias, at han og hans hustru, skulle kunne få et barn i deres høje alder. Budskabet gør ham stum, og under hele graviditeten og fødslen, kan han ikke sige et ord. Først da barnet skal navngives, og han skriver navnet: Johannes, på en tavle. Det navn som Gud vil give barnet. Først da får han sin tales brug tilbage, og så bryder han ud i den lovsang, som vi hørte før.
Han synger om Guds frelse og barmhjertighed. Han synger om at tjene Gud uden frygt i fromhed og retfærdighed. Han synger en lovsang for sin søn Johannes og siger, at han skal bane vejen og give folk kendskab til Guds barmhjertige frelse i deres synders forladelse. Ordene i Zacharias lovsang viser, at han igen er slået ind på den vej, der fører ham hjem til Gud. Hans tvivl er blevet afklædt, som løgne, og nu lyser sandheden i hans søns liv. Et nyt liv, som skal bane vejen til Gud.
Jeg har dyb respekt for mennesker, der holder fast i den retningsbestemte bevægelse mod Gud, på trods af alt det, som kan føre én på egenrådige afveje. Måske fordi jeg selv kender til at flakke og komme ud af kurs. Der er meget, som kan føre væk fra Gud, alt fra den selvkritisk kværnende stemme i mit hoved til alle de forfærdelige ting, der sker i verden. Her gælder det om at finde tilbage og gå mod Gud, og tro på at her er det sted, hvor lyset aldrig går ud.
En sådan tro læste jeg i et interview med den ungarske forfatter, Imre Kertesz, som overlevede holocaust. Han er død nu, men jeg hans ord fortjener at leve videre, for de kan hjælpe til at holde kursen mod Gud. Imre Kertesz sagde: ”For mig er det vigtigste spørgsmål ikke, om Gud er til eller ej, men om vi lever, som om Han var til. Jeg kan ikke acceptere et gudsbillede, der får os til at spørge, hvorfor Gud tillod Auschwitz. Min Gud åbenbarer sig i mit håb til livet. I dét, at jeg overhovedet ønsker at leve videre efter ”overlevelsen”.
Det er Imre Kertesz’ lovsang. Han insisterer på, at Gud er med, som håb, som lys i mørket, som livsmod og gnist. Han nægter at se Gud i det onde, der sker. Det er ikke dér Gud viser sig. Hans gudsbillede kan holde os på ret kurs, så den Gud, vi tror på, ikke åbenbarer sig i ondskab og umenneskelighed. Den Gud, vi tror på, åbenbarer sig derimod i mennesker, der udlever menneskelighed og ikke overgiver sig til det onde. Den Gud, vi tror på, åbenbarer sig i mennesker, der risikerer liv og lemmer for at gøre op med uretfærdighed. I mennesker, der på trods af ondskaben hver morgen står ud af sengen, vækker børnene og begynder dagen, fordi det er det eneste de lige nu kan og skal. Den Gud, vi tror på, åbenbarer sig i en lovsang, der insisterer på, at her midt i mørket går vi mod lyset. Her møder vi solopgangen fra det høje, som Zacharias synger om og finder hjem til Gud igen.
Det lyder højstemt, og det er det, og det svarer måske ikke helt til den stemning, vi hver især sidder med her i kirkerummet. Men hensigten med lovsangen er entydig, og den er at føre os til den pagt, som Gud har gjort med os mennesker. Pagten hvor Gud sværger troskab og tilgivelse, og som han virkeliggør julenat med fødslen af sin søn.
Vi er på vej mod Gud i adventstiden. Her kan vi blive holdt på ret kurs ved at huske på og holde fast i, at vi skal leve, som om Gud er til, ligesom Imre Kertesz sagde. Huske og holde fast i, at det ikke er vores egne forestillinger, der afgør om Gud er til, og hvor Gud åbenbarer sig. Vi skal ikke gå vores egne veje, og tro at lykken er gjort, blot vi selv træffer de rette valg. Vi skal vandre i pagt med det, Gud lover os. Løftet om at han vil sende sin søn Jesus til os, og med Jesus bryder Guds troskab og tilgivelse ind i spændet mellem alt det forgængelige og forfærdelige og det forunderlige og vidunderlige.
Her er det, at Zacharias´ søn Johannes bliver sendt til verden for at bane vejen for Guds søn. Og det klinger så smukt i Zacharias´ sang, at Jesus er solopgangen fra det høje, der vil lyse for dem, der sidder i mørket og dødens skygge, og lede alle menneskers fødder ind på fredens vej. Det må betyde, at vi alle kan vandre mod Gud med alt det ødelagte og ødelæggende i os, og samtidig følger Guds tilgivelse med på vandringen. Det må betyde, at al fjendskab og had bliver mødt med frelse og kærlighed, når vi går mod Gud.
Den vandring har vi allerede begivet os ud på, og vi sidder nu samlet under Guds tag. Om lidt forstærker vi bevægelsen mod Gud, når vi er samlet ved alteret og fejrer nadver i Jesu navn. Her går vi mod solopgangen i det høje, som er Guds søn. Først på vejen gennem den høje triumfbue, som bærer ordene: Du er Christus. Så knælende og med et løftet blik op mod loftet i den store kuppel, hvor vi ser en sol, som stråler ned over os. I det skær modtager vi legeme og blod fra Kristus, og her får vi frelsen for vores synder. Her bliver det tydeligt, at når vi finder hjem til Gud, så går vi på en vej, hvor tilgivelsen følger og er til stede sammen med vores utilstrækkelighed og de destruktive kræfter, der er i os.
Det er den retning vi skal gå, når vi går, hjem til Gud. En vandring i troen på, at hos Gud er det sted, hvor lyset aldrig går ud. Den tro bryder ind i verden med Jesus julenat, og han viser os vejen, vi skal gå. Det er den retning I, Signe og Bror har valgt for jeres lille pige, som skal døbes efter nadveren. Retningen mod Gud, hvor tilgivelsen går hånd i hånd med synden. I går på vejen til Gud med hende i jeres arme, og I siger ja til, at hun skal tilhøre den korsfæstede Kristus. Igennem hendes liv vil I med troen på Gud holde fast i den bestemte retning, der kan føre hende gennem alle tilværelsens modsigelser.
Så lad os alle stemme i og synge med på Zacharias´ lovsang og dermed fortsætte vandringen hjem til Gud. Lad os gå med troen på, at Kristus vandrer sammen med os, og giver os Guds tilgivelse og frelse. En fast tillid til, at han bringer Guds lys til verden – solopgangen fra det høje. Et lys som aldrig i al evighed går ud. Amen.
Salmer:
78 Blomstre som en rosengård
89 Vi sidder i mørke og dødens skygge
414 Den mægtige finder vi ikke
26 Nærmere Gud til dig
84 Gør døren høj
117 En rose så jeg skyde
80 Tak og ære være Gud
