Jeg har været til børnefødselsdag. Fødselaren blev fire år. Min kone og jeg gav ham Børnenes bibelleksikon. En god gave, synes vi selv – han blev da også glad for den. I hvert fald skulle vi læse i bogen med det samme.
Vi satte os godt til rette og startede ved A for Abel. Den Abel, der blev slået ihjel af sin bror, Kain. Til opslaget var en illustration af Kain, der sidder oven på Abel, og skal til at knuse hans hoved med en sten.
”Hvad laver han?” spurgte den fireårige fødselar og pegede på billedet. ”Han slår sin bror ihjel” svarede jeg.
Vi bladrede videre. Jeg satsede på at slå op på noget mere opbyggeligt, måske noget med dåb og kærlighed. Men vi landede på J for Judas, der forråder Jesus med et kys. “Okay”, tænkte jeg “han lærer noget om livets brutalitet på sin fødselsdag.” Jeg skævede over til hans forældre og tænkte, at den fortælling nok godt kunne vente lidt endnu.
Jeg gjorde et sidste forsøg på at finde et opslag om kærlighed. Og landede på P for Peter, som fornægtede Jesus tre gange, inden hanen havde galet, selvom han samme aften havde svoret, at han altid ville kendes ved Jesus.
Vi lukkede bogen i, for det var tid til fødselsdagssang og lagkage. Inden vi satte os til bords, forsøgte jeg at samle trådene for den fireårige fødselar. Jeg sagde: “Men tænk sig… Gud vil have med alle disse mennesker at gøre. Kain, Judas og Peter. Alle disse mennesker, der svigter. Gud vil have alt med dem at gøre.” Jeg kiggede på ham. Han kiggede på mig og sagde: “Okay!” Og løb op til bordet for at puste de fire lys ud.
Jeg sad tilbage i sofaen med spørgsmålet: Ville Gud virkelig have alt med Kain at gøre?
Kain er ikke nogen simpel figur. Han er ikke blot ond, som han i traditionen af og til er blevet fremstillet. Noget strider i ham. Det gode. Det onde.
Gud siger til ham: ”Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.” Kain vil egentligt det gode. Han længtes efter, at Gud skulle tage imod hans offer. Men han bliver skuffet og vred, da Gud kun tager imod Abels offer og ikke hans.
Hans længsel efter anerkendelsen og skuffelsen over ikke at få den, fører til mordet på Abel. Han lader sig besætte og beherske af misundelsen. Gud siger til ham: ”Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. […] Fredløs og flygtning skal du være på jorden!” Enhver, der møder Kain, kan nu slå ham ihjel. Det var dér fortællingen om Kain, som jeg læste for alteret sluttede.
Faktisk fortsætter Kains historie. Kain beklager sig til Gud over, at straffen – at enhver kan slå ham ihjel – er for tung at bære. Gud imødekommer ham og sætter et mærke på Kain – kainsmærket – for at ingen skal slå ham ihjel. Gud slipper ikke Kain med sin straf, men sætter et mærke på ham. Gud beskytter Kain – men lader ham ikke slippe.
Kain er ligesom vi spændt ud mellem det gode og det onde. Han mærker frihedens konflikt. Friheden i at kunne kende forskel på godt og ondt. I at kunne lade misundelsen besætte én eller ej.
Jeg ville forråde fortællingen, hvis jeg sagde til den fireårige fødselar, at Kain bare var ond. Jeg ville også forråde fortællingens uoprettelige situation: et menneske er blevet slået ihjel.
I dag hører vi den gammeltestamentlige fortælling om Kain og Abel læst op sammen med den nytestamentlige tekst om Jesus, der spiser sammen med disciplene på skærtorsdag. De to tekster belyser hinanden. De handler begge om gudsforhold. Om, hvad Gud vil have med mennesket at gøre. Jesus er sammen med disciplene til den sidste nadver. De er begyndt at diskutere med hinanden om, hvem af disciplene, der skal regnes for den største. De har endnu ikke forstået, at den største iblandt dem, skal henrettes dagen efter.
De kæmper om anerkendelse og status. Og Jesus advarer dem om svigt og forræderi. Det er ikke så overraskende, for Bibelen er fuld af utilstrækkelige mennesker, der svigter hinanden, sig selv og Gud. Fuld af personer, der strider med menneskets konfliktfyldte frihed. Mennesker, der ved, hvad det gode er – og alligevel gør det onde. Kain. Peter. Judas. Ja, alle disciplene svigter, når de diskuterer hvem af dem, der skal regnes for den største, når Jesus ikke er blandt dem mere. Alligevel er det dem, som Gud henvender sig til.
Jesus taler til sine disciple, der er i strid om magthierarkierne, fordi de alle vil være den største af dem. Jesus afmonterer magtforholdet blandt dem, når han siger: ”Jeg er iblandt jer som den, der tjener”. Det vender hele vores forestilling om storhed på hovedet. For det er Jesus Kristus, Guds søn, der udfører tjenesten. Jesus vandrer rundt som en fredløs, flygtning på jorden, der ikke regnes for noget af magthaverne, men bliver henrettet ved korsfæstelse. Det er ham, der er den største og det sætter alle dem lige i forhold til ham. De skal slet ikke strides om at være den største.
Guds kærlighedssprog er et omvendt-sprog. Det hele vendes på hovedet af, hvad vi ellers tror. Den største er den, der tjener. Henrettelsesredskabet, korset, er gennem Jesu død blevet et tegn på Guds kærlighed. Det er en omvending af værdier. En omvending af denne verdens magtstrukturer og hierarkier.
Jesu korsfæstelse er den selvopofrende kærlighed, som Gud møder mennesket med. Det er i grunden en kærlighedshistorie. Selvom længslen efter at være noget, frygten for ikke at blive anerkendt, kampen om storhed stadig præger vores verden – er det netop den verden, Gud vil have alt med at gøre. Det er hvert et menneske, der mærker hungeren efter anerkendelse – og som ender med at blive syg af kampen for at få det. Det er det menneske, som Gud henvender sig til. Det er derfor, at de voldsomme episoder og personer er med i Børnenes bibelleksikon. For kristendommen skåner ikke mennesket fra sig selv.
Gud vil kendes ved mennesket som det er. Også morderen Kain, som blev dømt ude af samfundet og kun havde Guds nåde at lægge sit liv i, hvis voldens spiral skulle ophøre. Også fornægteren Peter, som Jesus allerede inde fornægtelsen, havde forudset ville vakle i troen: ”jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.” Gud kendes ved sit menneske før, under og efter fejlene.
Det er nemlig midt i al denne verdens splid og vrede, at den guddommelige kærlighed er givet. Det er baggrundstæppet for at læse i Børnenes bibelleksikon. Og jeg skylder min fireårige ven, at vi skal tale om alt det.
Gud satte et mærke på Kain, da han suverænt bestemte over hans liv og død. Gennem Jesus Kristus er der sat et mærke på menneskelivet, så intet liv er uden for fællesskabet med Gud.
Så. Vil Gud virkelig have alt med os at gøre? Vi sang det før:
Kain, hvor er din bror?
Mon du tror,
at jeg ikke elsker dig?
Se kun op,
på min krop
er der stik og naglegab.
Kain, jeg er din bror!
Salmer: 717-294-698-336-487-624