Den 25. maj 2014 var det et år siden, vi tog det første sting på Jesuskirkens nye kortæppe. Den dag markerede vi med en tur i byen torsdag den 22. maj, og alle "sypiger" var inviteret.
Vi mødtes i strålende solskin i den smukke, gamle gård på Frederiksholms Kanal 28 G, hvor Selskabet for Kirkelig Kunst har til huse. Her bød daglig leder og brodøse Lizzi Damgaard indenfor og fortalte om Selskabets mangfoldige funktioner og gøremål.
Vi hørte om nyudvikling og fremstilling af messehagler, og om tilretning og omsyning af bispekåber. Ribe Stift har fået ny biskop, og bispekåben her skal tilpasses inden indsættelsen den 1. juni.
Vi så prøver på de allerfineste, ophøjede guldbroderier til en ny messehagel til Vor Frelsers Kirke
Endelig hørte vi om fremstilling og vedligeholdelse af pibekraver. – Det var i sandhed et fantastisk og givende besøg, som vi er meget taknemmelige for.
Dernæst tog vi på havnerundfart. Vejret kunne ikke være smukkere og stemningen blev løftet af bobler i glassene!
Vi sluttede dagen af med at spise stegt flæsk og persillesovs på restaurant Rio Bravo. – Vi undlader billeddokumentation!
Tak til alle deltagere for en pragtfuld eftermiddag og aften!