
Fredagsmøde: Tilbage til Transkei – Historien om mit Sydafrika Foredrag ved forfatter Johanne Elisa Fjordside

Den biografiske roman Tilbage til Transkei – Historien om mit Sydafrika (2018) er et vidnesbyrd fra Sydafrika og en personlig beretning om at vokse op i spændet mellem to kulturer. Med udgangspunkt i bogen inviterer journalist, kirke-kulturmedarbejder og stud.theol. Johanne Elisa Fjordside publikum med ind i en fortælling om at lære sig selv at kende og træffe valg i et undertrykkende politisk styre – og, ikke mindst, om at finde kærligheden og holde fast i den gennem seks årtier.
Om bogen:
Handlingen udspiller sig i Sydafrika i årene 1932-76, men med geografiske afstikkere, der skildrer uafhængighedstankerne på tværs af kontinentet. Bogens hovedperson Merna Nørgaard (født Mundell) er sjettegenerations efterkommer af britiske kolonister, der emigrerede til Kap Kolonien i 1820, og gennem hendes familiehistorie trækkes de historiske tråde tilbage til koloniseringen af landet.
Læserne følger Merna gennem barndommens lege med xhosa-veninden Nomsisteki, gennem teenage-årene, hvor Anden Verdenskrig sætter sine spor på farmen, og gennem hendes uddannelse til sygeplejerske og jordemoder.
Uddannelsen, en spådom og en hest ved navn Bul-Bul fører hende ud på en uventet Europarejse, som kommer til at forandre hendes liv. Og som i sidste ende, da hendes håb for en fredelig vej ud af apartheid knækker, fører hende til Danmark.