
Aftenhøjskole: På sporet af den tabte autoritet – foredrag ved Mads Fuglede

På sporet af den tabte … autoritet
Vi lever i et stadig mere lystbetonet samfund, hvor kortsigtede fornøjelser sættes højere end langsigtede forpligtelser. Man står kun til ansvar over for sig selv og sit eget liv. Men sådan en filosofi er usund på den lange bane. Der er brug for en genopdagelse af værdien af at stå til ansvar både over for andre, men også over for Gud. At have både autoriteter at stå til ansvar for, men også mennesker at være noget for, giver livet retning og mening. For det er i mødet med forpligtende fællesskaber, at livet får værdi.
Aftenhøjskolens tema efterår 2023
Fortiden er fyldt med visdom, og en del af den risikerer vi at miste, fordi vi så nemt kommer til at tro, at vi i den moderne og progressive bevægelse fremad hele tiden kan lægge noget endegyldigt bag os. En dag opdager vi dog, at vi er begyndt at længes efter noget af det, vi troede, at vi kunne undvære, fordi vi trods den store videnskabelige, økonomiske og teknologiske udvikling stadig i sidste ende skal næres af det samme som vore forfædre.
I Jesuskirkens Aftenhøjskole vil vi række tilbage og forsøge at forstå nogle af de begreber, der tidligere blev opfattet som nødvendige for at begribe og mestre den menneskelige tilværelse. De udsprang af en tro på, at Gud findes, og at mennesket altid må se sig selv i forhold til dette at være skabt og stå til ansvar og derigennem mærke livets mening.
I dette foredrag handler det om pligten over lysten og den tabte autoritet.