Indlæser Begivenheder

Aftenhøjskole: Ondskab og syndefald i Det Gamle Testamente – foredrag med Karen Felter Vaucanson

Tidspunkt
26. september kl. 19:30 - 21:30
Sted
Sognegården, Skovbogårds Allé 11 2500 Valby, Danmark
Arrangør
Jesuskirken

Ethvert menneske overvejer i løbet af livet, om der mon findes rigtig ondskab. En vilje, der vil ødelægge liv, glæde og kærlighed, og som man muligvis ovenikøbet af og til i glimt kan mærke i sig selv. Dog er det ikke så udbredt i dag at tale om ondskab som en særlig kraft, og det onde udlægges ofte mere rationelt gennem sociale og psykologiske forklaringer.

Den tankegang er ikke udtømmende, og i Jesuskirkens Aftenhøjskole vil vi i denne sæson undersøge begrebet ondskab i forbindelse med både kristendom, litteratur, daglige menneskelige relationer og den skræmmende forbrydelse, der gang på gang fylder os med bestyrtelse. Med andre ord. Lad os tale om ondskaben.

Ondskab og syndefald i Det Gamle Testamente

Opfattelsen af ondskaben som en del af vilkåret i verden grunder i bibelsk forstand i syndefaldsmyten i Det Gamle Testamente. Her beskrives det, hvordan mennesket falder ud af den rene skabte tilstand, og denne erkendelse løber som en rød tråd gennem den vestlige kultur. Med store spørgsmål til følge. For hvorfra stammer det onde, hvor meget sans har vi for retfærdighed, og har vi en fri vilje til at vælge det onde fra og det gode til?  Karen Felter Vaucanson vil i sit foredrag komme ind på gammeltestamentlige figurer som Kain og Abel og Noa, der stadig giver os indblik i, hvad det vil sige at leve med det onde i verden.

Karen Felter Vaucanson er sognepræst i Christians Kirke

Tilføj til din kalender

Få Jesuskirkens nyhedsbrev

Få Jesuskirkens nyhedsbrev