Udgivet tir d. 23. feb 2021, kl. 13:29

1. søndag i fasten, d. 21. februar 2021, kl. 10.30.
Matt. 4,1-11: Jesus fristes.
Salmer: 336-624-634

 

Hvis ondskaben kom til os i skikkelse af en djævel med horn i panden og en trefork i hånden, så ville det være nemt nok at lade alarmklokkerne ringe og afvise det onde. Men ondskaben kommer i mange skikkelser. Også når vi mindst venter den. Ondskaben har for mange mistet betydning, forstået på den måde, at da vi gik bort fra at opfatte det onde som en konkret og håndgribelig skikkelse, forsvandt det onde ud af vores synsfelt. Satan, Djævelen, Lucifer, Mephistopheles, ja kært barn eller det modsatte har mange navne, forsvandt helt og ondskab blev forklaret væk som reaktionsmønstre på psykologiske og sociologiske forhold. Hvis nogen slog et andet menneske ihjel, var det på grund af dårlige sociale forhold under opvæksten. Eller hvis nogen lavede underslæb, så var det et forsøg på at få den opmærksomhed, som moderen ikke havde givet vedkommende som lille. Hannah Arendt skrev om processen mod Adolf Eichmann i Jerusalem 1961 og brugte udtrykket ”Ondskabens banalitet”. Eichmann led tilsyneladende ikke af nogen afvigende psykopatiske træk og var sådan set bare et ganske almindeligt menneske, der gjorde onde ting. Hvis den antagelse er korrekt, så åbner den en afgrund under os. Så ville det betyde, at ganske almindelige mennesker, vi møder på gaden eller i vores omgangskreds ville være i stand til at udføre de mest onde og grusomme gerninger, hvis omstændighederne bragte dem i den rette eller snarere forkerte situation. Kunne vi måske selv gøre det? Kunne vi blive fristet til det?

Nu er det meget menneskeligt at blive fristet. Hvis vi kan se vores snit til det, så er det uhyre let at komme til at gøre noget, vi selv får fordel af. Fra det mest uskyldige at man får et stykke slik mere end de andre, fordi man er den, der deler til at gøre direkte kriminelle handlinger, fordi det giver os magt, penge eller indflydelse. Vi bliver fristet til at gøre noget, vi godt ved er forkert, fordi vi er fokuseret på det, vi kan gøre med det, vi tilegner os, udleve vore drømme, eller fordi det simpelthen er for nemt. Vi bliver fristet, fordi vi kan gøre det.  

Det er menneskeligt at blive fristet, og Jesus bliver fristet. Vi kender ikke til at sulte, højst en times tid ved uheldige omstændigheder. Derfor er fasten og fastetiden også gået af mode, fordi det ikke er noget, vi vil udsætte os selv for. Men her hører vi om Jesus, at han tilbringer 40 dage i ørkenen. Det er jo ikke sådan et sted, hvor man lige kan blive fristet til i lækkersult at købe et eller andet. Nu er cafeer og restauranter midlertidigt lukkede hos os, men alligevel er der mulighed for at købe madvarer på hvert andet gadehjørne. Så der var tale om ægte sult, da Jesus i det her tilfælde møder ondskaben i Djævelens person. Ordene smyger sig om ham, og han fristes ikke blot på en nem måde, at blive sin sult kvit, men også med et rask lille mirakel at kunne bevise, at han er Guds Søn. For Fristeren indleder med at stille spørgsmålstegn ved Jesu identitet. Hvis du er Guds Søn, så…, men Jesus modstår fristelsen ved at henvise til, at der er andet og mere her i tilværelsen end at spise sig mæt. Men det er ikke slut med fristelsen til at få den menneskelige krops behov og lyster opfyldt. Jesus bliver taget op templets tinde og helt ud til kanten, så man kan mærke suget i maven. Ville det ikke være fristende og springe og se, hvad der ville ske? Vi lader være, fordi vi godt ved, hvad der vil ske, men det afholder ikke mest unge mennesker og her ikke mindst unge mænd i at springe i faldskærm, elastikspring, drøne af sted med alt for stor hastighed på gader og veje, stå på taget af tog, bestige bjerge, spænde et par ski under fødderne og styrte ned ad bjergsider eller hvad man nu kan finde på af halsbrækkende, dumdristige og adrenalin fremkaldende handlinger helt ude på kanten af det livsfarlige og derfor spændende. Og ligesom den første fristelse med sult, må vi formode, at det har været en reel fristelse for Jesus, for ellers ville det ikke have været noget specielt ved at modstå fristelsen. Og det ville være at undervurdere Fristeren, hvis man ikke tror, at vi kan rammes lige nøjagtig der, hvor vi føler os mest fristet. Og igen for Jesu vedkommende, om ikke andet så for at bevise, at han var Guds Søn.

Men den sidste og ultimative fristelse er tilbage: Magtens fristelse. Jesus vil få hele verden, hvis han blot vil falde på knæ og tilbede Djævelen. Og var det ikke netop lige det, der var Jesu opgave: At få udbredt sit budskab til hele verden, så alle knæ skulle bøje sig for ham. Det ville være en nem og hurtig måde at få klaret det på, ja det kunne måske ovenikøbet spare Jesus fra at komme igen til verden for at oprette sit herredømme. Bortset fra en enkelt lille detalje. At ved at modtage hele verdens herredømme af Djævelens hånd, falde på knæ og tilbede ham, så ville han gøre Djævelen til Gud. Så ville det være ondskaben, der sejrede. Så ville man ikke længere kunne sige: Det ender godt til sidst. Så ville ondskaben være stærkest. Det ville gå grueligt galt. Denne fristelse, som blandt andet har givet anledning til Faust myten, må vi i høj grad forstå som en reel fristelse, men det er også en fristelse, hvor ondskaben eller Djævelen sætter alt på et bræt, og derved kommer til at afsløre sig selv. For det onde har slet ikke magten. Det vil det i først få i det øjeblik Guds Søn tilbad ham. Som vi siger i vores bøn til Gud, Fadervor, ”thi dit er Riget, Magten og Æren.”

Vi begyndte med en salme af Luther og om lidt skal vi synge en salme af Kingo. For dem begge var det onde, Djævelen en håndgribelig skikkelse, en reel magt, man fysisk kunne møde. Vores verdensbillede ser måske anderledes ud. Men det betyder ikke, at ondskaben er forsvundet. Og vi bruger tit i andre sammenhænge billeder til at illustrere begreber og magter, der kan være svære at forstå. Før i tiden under den Kolde Krig kunne tvekampen mellem de økonomiske og politiske systemer kommunismen og kapitalismen sagtens være illustreret med en boksering, hvor der blev delt slag og øretæver ud. I denne boksering er det det gode mod det onde. Slag bliver uddelt og pareret. Indtil det sidste afgørende slag bliver sat ind, men netop derved åbner paraderne sig, og det onde bliver sendt til tælling. Men det er ikke den sidste kamp. Ondskaber er ikke for altid væk. Den lurer stadig lige rundt om hjørnet eller lige under overfladen. Der er ingen smutveje eller nemme løsninger. Den lange vej går stadig over korset på Golgatha via opstandelsen til det liv, vi fører. Vi kan stadig blive fristet og bliver det. Men så længe, vi er klar over, at bliver det, er vi nået et stykke. Ondskaben kan stadig overraske os, men så længe vi kan sige ”Vig bort, Satan” og til Gud ”Thi dit er Riget, Magten og Æren”, så har vi satset på det gode, og valgt side.

 

AMEN

 

 

 

 

            

Kategorier Aktuelt